Det er kvalitetstid og ikke eksotiske rejsemål, der tæller hos børn

Dansk dreng og pige går tur i svensk

Ferie handler primært om at være sammen. Så kan børnene synes lige så godt om en skovtur, som en charterferie, mener debattør. modelfoto Foto: Christian Lindgren / Scanpix Denmark

Børnene ønsker kun én ting i ferien: 100 procents kvalitetstid, hvor forældrene er totalt koncentreret om at være sammen med netop dem, skriver debattør

Kristeligt Dagblad bragte fredag den 3. juli en artikel om, hvor ”skadeligt” det er for børn ikke at komme ud at rejse i ferien.

Når man sveder sig gennem Europa i en lille privatbil fra bilkø til bilkø med grædende, svedende, tørstige og utålmodige børn eller tager til et kedeligt charterferiemål og ligger ved stranden hele dagen, så er det kun for de voksnes skyld eller i bedste fald for deres samvittigheds skyld - om de så har råd eller ej.

Det er ikke for børnenes tarv, trang, lyst eller lignende.

Børnene ønsker kun én ting: 100 procents kvalitetstid, hvor forældrene er totalt koncentreret om at være sammen med netop dem.

De elsker de små oplevelser, de kan overskue.

Når de skal skrive eller fortælle om ”min bedste oplevelse i sommerferien ”, kan det nemt blive for eksempel den dag, far og jeg fangede en krabbe med et stykke snor og en tøjklemme ved stranden, eller da mor og jeg sad på bondegårdsferien med de små kattekillinger i favnen.

Og de har haft en meget støre oplevelse end de blaserte, der kommer ud til de mest eksotiske rejsemål i verden, men som ikke kender deres eget land.

Dette med ikke at kende sit eget land var vore sønner egentlig forargede over.

Da vore børn, der nu er henholdsvis 32 og 26 år gamle, var små, elskede de en cykeltur til nærmeste grønne område eller nærmeste legeplads, hvor vi havde saftevand og kage eller madpakke med. Når tæppet var bredt ud, kunne de spontant udbryde:

”Har vi det ikke dejligt?”.

Og jo, det havde vi. Det var en lykkestund.

Man kan tage til stranden, ud i naturen andetsteds, på bondegårdsferie, bussen til Legoland, toget til Ribe, tage på mange former for fælleslejre med andre børn og voksne eller tage på vandre- eller cykelture, hvor man er tæt og kvalitativt sammen, uden at det koster en bondegård.

Der er bunker af gode og gratis eller billige måder at skaffe sig oplevelser på.

Dermed ikke være sagt, at man ikke kan spare op til en rejse til et hyggeligt rejsemål.

Når børnene ved, vi har sparet op i flere år til at komme til for eksempel Gardasøen i Italien, så jublede den mindste højt, så det kunne høres i hele flyet, da det lettede. Han var i børnehavealderen.

Det er, som pastor Sørine Gotfredsen skriver i samme avis: at mange har en panisk angst for at kede sig.

Hun formulerer det sådan: ”Det sker med en hektisk tone, der ufrivilligt afslører mennesket som et væsen, der mest af alt frygter at fortabes i kedsomhed.”

Kedsomhed er nemlig ikke at foragte. Den afføder kreativitet i virkeligheden. Så tvinges man til at finde på, som vi gamle på over 70 år gjorde i vor ferie.

Eller som den fremragende forfatter Gunilla Bergström siger i bogen ”Lykkelige Alfons Åberg”:

”Det er godt at kede sig, man kan ikke have det sjovt hele tiden. For så kan man ikke glæde sig, når man har det sjovt. Det bliver meget sjovere, når man keder sig indimellem.”

Opsøg oplevelserne i ferien. Find på!

God ferie.

Finn Stendevad, Ege Allé 15, Esbjerg