Ferie er en livsform i industrisamfundet, som det snart kan være slut med

Mennesker skal ligesom maskiner forsynes med brændstof og holdes ved lige med smøringsmidler og lejlighedsvis efterses og repareres. Det er ferier gode til. Men den vigtige ferietid er truet, skriver forfatter Jens Smærup Sørensen

Tegning: Søren Mosdal
Tegning: Søren Mosdal.

Der skal ske noget andet.

Vendes op ned på pligter og lyster, hverdagens rutiner stilles i bero og al fordelagtig og ansvarlig adfærd midlertidigt aflyses. Det har i vores tid været nødvendigt for opretholdelsen af hverdagene og deres punktlige og pligtopfyldende foretagsomhed.

Noget for så vidt tilsvarende har man til alle tider gjort sig klart for med passende mellemrum at lade nogle dage være fri for arbejde og fulde af fest. Så kunne man ikke alene skeje ud og give pokker i al fornuft, men også blive et andet menneske end det, sliddet for brødet tvang én til at være, med en friere selvfølelse end et socialt hierarki normalt ville tillade.

Romerne kaldte sådanne dage ferie. Officielt var de religiøst begrundede, og det måtte da også for enhver være en nærliggende tanke, at man med det glade afkald på al menneskelig forstandighed kastede sig ud i en fejring af lunefulde og uransagelige guder.

Samtidig undveg man naturligvis en fuldstændig sekularisering og affortryllelse af sin egen person og eksistens. Man slap ikke alle tøjler, bare fordi man lige kunne have brug for det, men for at give plads til et åndsliv og dermed, langt hinsides ens spidsborgerlige næsetip, træde ind i et verdenshele.

Der skulle gå mange århundreder før vi blev parate til at holde ferie blot for vores egen skyld, om så kalenderen forbinder de dage med gudsfejringer eller ej. Vi er først for nylig blevet villige til at se så reduktivt og minimalistisk på os selv, at al vores gøren og laden drejer sig om at tilfredsstille biologisk betingede behov. At vi som maskiner skal forsynes med brændstof og holdes ved lige med smøringsmidler, lejlighedsvis efterses og repareres, herunder eventuelt få udskiftet en eller flere reservedele. Og således tilstår vi nu åbent, at vi holder ferie, simpelthen fordi vi trænger for at holde ferie.

Baggrunden for vores maskintænkning er jo, at vi nu i enhver sammenhæng arbejder med maskiner, som også jeg her i sommerhuset med min bærbare computer.

Ferien forstået som lutter rekreativ nødvendighed og dernæst lov fæstet som almindelig rettighed blev til og tog form og fylde i takt med industrialiseringen.

I min landbrugsbarndom i 1950’erne, hvor mekaniseringen kun var undervejs, var forestillingen om ferie endnu i sin spæde vorden. Det var nok blevet vedtaget, af arbejderregeringer, at vores karle og piger havde ret til vistnok en uges ferie, men så vidt kom det aldrig i virkeligheden.

Når roerne var luget anden gang, høhøsten i hus og udlængerne kalket og malet, kunne der blive snak om de havde lyst til at besøge deres mødre et par dage eller tre, inden rugen blev tjenlig. Men mange gange nåede de det ikke, inden man var kommet i tanker om andet, der skulle gøres, og der var så med ét blevet høstvejr. Og de betragtede det alle som helt i sin orden.

Arbejdet skulle jo gøres, og de tilhørte husstanden og var medansvarlige for dens ve og vel. Til gengæld var der næsten ingen grænser for de mange og lange julefestligheder, og der lå gode muligheder for megen magelighed i de følgende vintermåneder. Det var denne organiske smidighed i fordelingen af arbejdstider og hvileperioder, der sammen med den årstidsbestemte variation af gøremål og opgaver helt forsvandt i det gennemindustrialiserede samfund.

Her blev etableringen af det moderne begreb om ferie da straks uomgængeligt. Med det indespærrede og ensformige arbejde ved maskinerne måtte man, ganske enkelt for at undslippe en alt for tidlig død eller invalidering, kræve stadig færre arbejdstimer plus et antal ferieuger lagt i faste rammer.

Ret hurtigt kunne ferien for alle slags lønmodtagere betragtes som noget ”naturligt” – et umisteligt gode, uden hvilken et menneskeværdigt liv ikke var tænkeligt. I vid udstrækning kom ferien til at stå som livet selv og det, man resten af tiden arbejdede for.

Og lønmodtagersamfundet vil, som andre før det, helst opfatte sine særlige livsformer som universelle og således også se den moderne, historisk ellers ukendte ferie som en almenmenneskelig fornødenhed. Den franske litterat Roland Barthes interesserede sig i 1950’erne for mediernes nyvakte interesse for ”forfatteren på ferie”. Hans pointe var, at forfatteri er noget, man hverken kan eller har behov for at tage ferie fra, og at mediernes ærinde med ligesom at påstå det, var at fremstille dette ”behov” som evigt og for alle gyldigt.

Det kan være denne evighed nu allerede nærmer sig sin afslutning. Flere og flere opnår igen et arbejdsliv, de kan opfatte som et livsindhold; flere og flere får mulighed for selv at bestemme deres arbejdstider og indimellem selv at afsætte nogle dage til noget helt andet. Og kan dette andet så igen forbindes med fællesmenneskelige anliggender?

Ja, lad os se, om ikke al selvbestemmelsen vil føre til, at vi alligevel får for lidt i os selv.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen.