ENDNU EN GANG rumsterer diskussionen om faget kristendomskundskab, og endnu en gang synes den at koncentrere sig om en lidt pragmatisk diskussion om fagbetegnelsen, mens selve indholdsdrøftelsen ser ud til at begrænse sig til den sædvanlige polemik om kristendommens prioritet i forhold til andre religioner.
LÆS OGSÅ: Skolebørn filosoferer for lidt
Motiverne er for så vidt forståelige, men hvis der virkelig skulle ændres på faget, er det et spørgsmål, om ikke det var mere fornuftigt for en gangs skyld at overveje, om det virkelig kan være meningen, at børn i landets folkeskoler kun skal have mulighed for i én enkelt lektion om ugen at beskæftige sig med de helt fundamentale problemfelter, der er på færde i kristendomsfaget, i religion og i filosofien.
I stedet for uenigheder angående fagbetegnelse burde de undervisere, politikere, forældre og børn, der anser det for helt vitalt, at skolen giver børn mulighed for at beskæftige sig med etik, metafysiske spørgsmål, diskussionen om menneskelig erkendelse og sprog, men også med religionernes perspektiver på sådanne, se det som en fælles opgave at sikre faget et seriøst timetal.
Filosofiske samtaler om eksempelvis menneskesyn, fornuft, frihed, totalitarisme, lykke, retfærdighed og det at kunne diskutere dette mere systematisk og metodisk stringent er lige så afgørende som det at kunne læse, regne og skrive. Det burde skolen og uddannelsespolitikken afspejle. Noget af det mest grundlæggende kan ikke være tjent med en så stedmoderlig behandling, at det må friste en tilværelse med kun én ugentlig lektion.
Fritagelsesparagraffen for faget skal afskaffes, timetallet skal hæves, og fagets navn kan udmærket ændres, ikke til religion, men derimod til filosofi og religion. At det skal hedde religion frem for kristendomskundskab hænger sammen med de velkendte indvendinger, men det skal naturligvis ikke betyde, at jødedom, buddhisme, islam eller hinduisme dermed skal indtage en lige så dominerende plads i faget som kristendommen.
At det også skal hedde filosofi hænger sammen med, at børn også må lære at betragte og diskutere fagets centrale temaer og problemstillinger ud fra andre ikke-religiøse perspektiver, hvilket først for alvor kvalificeres, såfremt det finder sted med udgangspunkt i filosofien.
I DEN FORBINDELSE vil det religiøse perspektiv (den religiøse tænkning og det såkaldt religiøse sprog) være konfronteret med andre religiøse eller sekulære perspektiver, og det vil være udfordret til at aflægge regnskab for sig selv, samtidig med at det som et kritisk korrektiv eller en fremmed og måske provokerende optik udfordrer disse andre perspektiver til det samme.
Dette betyder for det andet også, at børn ikke primært skal lære om forskellige filosoffer eller idéhistoriske epoker, men at de skal lære at filosofere, altså de skal lære at gå mere og bredt filosofisk-metodisk til værks, men efterhånden også at forholde sig kritisk til de metodiske krav, da metoder ikke er neutrale.
På dette punkt er der tale om en opgave, der stiller ret store krav både til den enkelte underviser og til børnene, og det er tvivlsomt, om det vil kunne fungere særlig tilfredsstillende, hvis ikke skolingen heri gøres mere systematisk og placeres centralt.
Derfor er det også på tide, at vi i folkeskolen tager ved lære af den udviklingsproces, der de seneste 40 år har fundet sted i mange andre lande som Tyskland, Norge, Holland, Frankrig og USA, nemlig at styrke udviklingen af en filosofididaktik, der er rettet specielt mod undervisningen af børn. Integreres denne med religionsdidaktikken, vil det for det første kunne afstedkomme en mere sammenhængende, frugtbar og saglig didaktik, der ikke stagnerer i ideologi og idiosynkrasier, og det vil for det andet kunne hindre en for overdreven og dermed uhensigtsmæssig modstilling af filosofi og religion.
Den filosofiske tilgang til religionsundervisningen vil kunne anspore til en mere grundlæggende, eksistentielt og tankemæssigt forpligtet beskæftigelse med de religiøse tydninger og tankekonstruktioner i deres egenart såvel som med de almenmenneskelige grundspørgsmål, der også vil kunne betragtes under en religiøs synsvinkel.
Henrik Vestergaard Jørgensen er lærer, cand.pæd.rel. og ph.d.- stipendiat ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet