Find alternativer til adoption

Udsatte børn i en fattig bydel i Addis Abeba, Etiopien, der udtrykker hvad de synes om, at Hope for Children ...

Hvad enten det drejer sig om Etiopien eller andre steder på det afrikanske kontinent og i Den Tredje Verden, er børn uundværlige for forældrene, familierne og samfundene Foto: Andreas Dybkjær-Andersson

Det kan være det bedste for barnet at blive i sit hjemland

Man overser i debatten om adoption, at det kan være det bedste for barnet, dets biologiske familie og det lokale samfund i Den Tredje Verden, for hvem børn har stor værdi, at barnet bliver i sit hjemland, som vel at mærke ofte ligger i den fattige del af verden. Her har børnene stor værdi de er med til at binde familier sammen, sikre samfundets fortsatte eksistens og definere personens identitet.
LÆS OGSÅ: Socialminister genåbner for adoptioner fra Etiopien

Når man i Vesten adopterer børn, udtrykker man ofte en række ønsker: Man ønsker det bedste for barnet, men indirekte også for sig selv (at realisere sin identitet som forælder) og har en forventning om, at adoptionen foregår i overensstemmelse med ens lands vestlige normer og retsprincipper.

Det er alt sammen gode intentioner, men samtidig afspejler de også en god portion egoisme og etnocentrisme, hvorefter man dømmer andre grupper og kulturer ud fra sine egne kriterier og ignorerer deres behov for at opfylde deres mål. Det er nemlig ikke kun os, der skal få livet til at give mening. For de afgivende lande er børn hjørnestenen i deres projekt om selvrealisering, både på det individuelle og det sociale plan. Børn har også stor værdi for dem.

Hvad enten det drejer sig om Etiopien eller andre steder på det afrikanske kontinent og i Den Tredje Verden, er børn uundværlige for forældrene, familierne og samfundene. Forskning vedrørende afrikanske familier viser, at børns omsorg primært varetages af mødrene, men ofte også er del af en større sammenhæng, der kan involvere andre familiemedlemmer.

DET ER ikke-biologiske kriterier, der styrer familiens udformning. I for eksempel mange ghanesiske samfund vokser omkring 40 procent af alle børn (drenge såvel som piger) op som fosterbørn. Der praktiseres et system, som man kan kalde slægtskabsfostring.

Slægtskabsfostring går ud på en uddelegering af forældrerollerne til andre end barnets biologiske forældre, især søskende. Disse opfostrer og opdrager hinandens børn. Slægtskabsfostring opfattes af afrikanerne selv som en måde at styrke familiære bånd på.

Afrikanernes virkelighed udtrykker således en stor ansvarsfølelse over for familien og slægten. Børn har en afgørende værdi for dem. Men den er ikke kommerciel.

Tanken falder også på kvinden Faduma Aden Mohamud i det borgerkrigshærgede og tørkeramte Somalia. Hun er et stærkt eksempel på kampen for overlevelse og på, at kvinder i Den Tredje Verden ofte træder ind i denne kamp med stor kraft. De sætter familien og børnene i centrum kombineret med deres sans for at generere indkomst for at ernære disse.

Den 37-årige Faduma ernærer sig og sin store familie ved at sælge samosaer (typisk en grøntsagssnack) og kolde drikke i en flygtningelejr i byen, hvor hun har opholdt sig de seneste fire år. Hun har ansvaret for 10 børn, hvoraf otte er hendes egne og to er forældreløse babyer, hvis fædre (Fadumas brødre) er blevet dræbt under kamphandlingerne i byen.

Hendes mand er arbejdsløs og ofte hjemme. Af og til passer han Fadumas lille butik, når hun går på markedet for at købe ingredienser til samosaerne. Men for det meste er hun alene om at passe forretningen, og hendes 13-årige datter tager sig af børnene, når hun er i forretningen. Det er alene takket være Faduma, at hendes familie kan overleve.

Det er derfor et meget stort offer at skulle give slip på sine børn og overgive dem til adoption. At der kommer griske mellemmænd eller mellemkvinder (børnehøstere) ind i billedet og ser en god forretning i at lokke børn væk fra deres biologiske forældre, minder om uendelig mange tragiske historier fra den fattige del af verden, hvor fattige og magtesløse mennesker bliver ofre for mellemhandlere. Undertiden med dødelig udgang for børn til følge, når for eksempel forældreløse børn og deres vitale organer høstes for at imødekomme et behov hos en rig organmodtager i den vestlige verden.

NÅR VI vesterlændinge adopterer børn fra den fattige verden, skal vi derfor være bevidste om værdien af disse for os såvel som for dem. Derudover er det deres fattigdom, der skal være i fokus samt muligheden for at hjælpe de familier (især kvinderne/mødrene), hvis finansielle nød driver dem i hænderne på mellemhandlere og får dem til at bortadoptere deres børn til Vesten.

Muligheder for at støtte mennesker i deres kamp mod fattigdom skal anvises som alternativer til adoption ved at generere nye former for indkomst, ved at optimere de gængse (for eksempel dyrkningsmetoder inden for landbruget) eller opnå nye muligheder gennem sammenslutninger og lignende.

Alternativet til bortadoption ligger i en udviklingsstrategi, der tvinger os til at være opmærksomme på fattigdomssituationen i de lande, hvorfra man adopterer, og kombinere vores ønske om adoption af deres børn med en forståelse for den centrale funktion, børn har i deres samfund.

Bernhard Bierlich er ph.d. i antropologi fra Cambridge University og har blandt andet forsket og skrevet om kvinder og børn i Ghana og Vestafrika