Fjumreår kan være en god ting, som det fremgår af Kristeligt Dagblads artikel den 6. januar.
Men man kan også blive tvunget ud i ikke kun et, men mange “voksenfjumreår” - efter en ulykke. I mit tilfælde har jeg været heldig: dels havde mine forældre og min skole givet mig en solid ballast af livsindhold, dels blev jeg ikke hårdere ramt, end at jeg måtte holde op med mit arbejde, som jeg ellers følte som en givende, uadskillelig del af mig. Men kan alligevel nu leve ok med behørige hensyn, i nedsat tempo.
Som 55-årig stod jeg med resten af mit liv foran mig og arbejdslivet definitivt bag mig. Besluttede herefter kun at bruge tid og kræfter på noget, der gav mening, og levede ind i mellem lidt på en sten, men hellere det. Har flere gange haft lyst til at sende en buket til den stressede bilist, der kørte op i bilen, jeg sad i! Vel vidende, at jeg havde fundet en heldig måde at være uheldig på.
Efter ti år og min fagforenings bistand vandt jeg erstatningssagen (endnu en lærerig erfaring!), der har gjort et nyt, godt liv praktisk muligt, og jeg må prise mig lykkelig, at mine formative år faldt sammen med at musiske, historiske, sproglige og lignende fag stadig fyldte i skolebilledet, så jeg har haft andet end lønsedler at bygge mit efter-ulykken-liv op på.
Af Ete Forchhammer, Søgårdsvej 21 A, Tikøb