I JANUAR 1962 udsender Statsministeriet folderen ”Hvis krigen kommer” til samtlige husstande i Danmark. Første budskab lyder: ”Faren for krig er ikke udryddet”. Herefter følger en gennemgang af rædselsscenarier. I vores tid er Danmark ikke direkte truet geopolitisk, men vi skal stadig tage os i agt for en skrækindjagende og ukendt magt: angsten.
Man skal ikke bevæge sig meget ud i virkeligheden for at få syn for sagen. Alt for mange unge er draget i krig mod sig selv, og de er elendigt bevæbnet. Selv møder jeg de mange angstramte unge efter mit foredrag om angst på gymnasier rundt om i landet. De kommer nervøst hen, når jeg efter foredraget er ved at pakke min computer sammen. Andre skriver til mig dagen efter. De har behov for at blive klogere på angsten eller bare meddele den.
Dette indlæg sigter mod forældrene til de unge, som har mødt den eksistentielle angst uden at kende den. Den angst, som navigerer som en fremmed og krigerisk magt. En angst, man skal blive klogere på.
Filosof Søren Aabye Kierkegaard forklarer angsten ved at adskille den fra frygt. Frygten har en genstand, som man kan frygte, mens angsten er angsten for ”intet” og intetheden. Frygten ved man, hvad er. Hvis én står foran dig og truer dig, er vedkommende din konkrete frygt. Men i angsten står ”intet” i vejen for individet, som Villy Sørensen formulerede det i 1960. Et ”intet”, som også piner den studerende, Mikkel Thøgersen i mesterværket ”Kongens Fald” af Johannes V. Jensen fra 1901.
Hvis man ikke kan gå ind i et rum, hvor andre sidder, men ved, at man kan det, så står ”intet” i vejen for, at man gør det. Det er angstens terræn. Hvis man ikke kan se pointen i, at man er til, men kan se muligheden for, at det kunne være anderledes, står der ”intet” i vejen for, at man ændrer på den tilstand. Det er angstens favorit-terræn.
Angsten er skarpsindig. Hvis man ofte er selvbebrejdende, har angsten lettere ved at få én på kornet. Bedre position får angsten, hvis man bliver usikker på, om man overhovedet bør bebrejde sig selv. Som ved et bagholdsangreb kan man pludselig stå udsat på flere flanker, og ens usikre karakter i forhold til én tvivl bliver pludselig relevant i helt andre sammenhænge. Man føler sig ubrugelig, bombarderet af dæmoniske tankekugler. Resten er et brugt patronhylster.
Kampen mod intetheden er som landjordskamp mod Taleban. Man ved, at han, Talebaneren, er der et sted. Han kan være alle steder og ingen steder. Han går efter én og kommer frem, når det passer ham. Det gør ham enormt svær at forsvare sig imod.
Angsten og ansvar er i stærk alliance. De angriber sammen. Det er derfor, at forældregenerationen og ældre kan have svært ved at forstå de unge. De burde vel bare tage sig sammen og fjerne den angst? Det er korrekt, at ingen andre kan leve ens liv. Men når først angsten og ansvaret har opstillet kanonerne og har taget intetheden med, så er man sårbar. Det indre krigsscenarie skal forældregenerationen forstå.
Mennesker er født med forskellige arveanlæg og rammes af vidt forskellige traumer gennem livet, hvilket gør, at angsten vinder bedre terræn hos nogle end andre. Det er ikke retfærdigt, men det er livet og krig heller ikke.
Et ungt menneske kan tage den lange bitre strid mod angsten og ”intet”. Det kan blive den totale krig, men den skal udkæmpes for den enkelte tankefriheds skyld. I den kamp er en ung nødt til at alliere sig med ligesindede eller livskloge. Det kunne være forældrene eller andre livs-erfarne?