Hvor er den danske folkesjæl? Den ser jeg ikke i regeringen eller de store partier i Folketinget, og slet ikke når det drejer sig om flygtninge.
Jeg er en ganske almindelig dansker, der er vokset op i 1950'erne lige efter krigen, og har gennem hele livet forsøgt at leve i overensstemmelse med grundlæggende værdier som solidaritet, sammenhold og medmenneskelighed, hvor vi tager ansvar for hinanden og hjælper dem, som er i nød.
Det har også præget opdragelsen af mine børn og mit engagement i lokalsamfundet. At stå fast om disse værdier er vigtigt, og jeg finder de er essentielle for den danske folkesjæl. Jeg er sikker på, at rigtig mange føler og mener som jeg.
Jeg er flov og vred over den måde, flygtninge bliver behandlet på i Danmark. Partiet Venstres holdninger, handlinger og optræden er frastødende og ligeså støttepartiernes og kan ikke undgå at give mindelser om forfølgelser i krigens år, uanset reaktioner og modsvar fra Christiansborg.
Dengang var det jøderne, og i dag er det ikke en etnisk gruppe, men mange nationaliteter, som har det tilfælles, at de lever under umenneskelige forhold, er forfulgt eller truet på livet i deres hjemland og derfor må flygte.
Det er flygtninge fra primært Mellemøsten og Afrika, men også andre nationer flygter fra elendighed mod en bedre verden. En regulær folkevandring, som håber på, at de lande, de kommer frem til, vil hjælpe dem - børn, kvinder og mænd og nu store grupper af uledsagede børn, flest er drenge og unge mænd.
Deres flugt har været med livet som indsats og kostet formuer. Men hele denne gruppe af mennesker oplever ikke at blive taget imod, heller ikke i Danmark, hvor stramningerne med ”smykkeloven” og loven om familiesammenføring på tre år skal holde flygtninge væk fra landet.
Flygtninge er blevet syndebukke i stort set hele Europa, og Danmark har iført sig førertrøjen. Syndebukke, fordi de vil skade vores danske velfærd, koster alt for mange penge, tager vores arbejde, fylder op i vores skoler og institutioner og bidrager til mere kriminalitet.
Men de er jo bare nogle mennesker, der flygter fra krig, terror og umenneskelige levevilkår, og som kommer i stort antal. Vi vil ikke have dem, og derfor kommer der flere og flere stramninger, som skal gøre det lidet attraktivt at flygte til Danmark.
Og det er lykkedes regeringen og store partier i Folketinget at cementere denne stigmatisering ved den måde, flygtninge bliver behandlet, omtalt og afvist på. Heldigvis er der danskere, også blandt politikere, der i medierne og ved handlinger ude i lokalsamfundene tænker og handler ud fra hjertet, og tusind tak til jer. Flere har også forsøgt at fremhæve det store potentiale, der er ved flygtningestrømmen.
De stærkt kritiske røster fra FN om brud på FN's menneskerettigheder og tilsvarende meldinger fra EU med det efterfølgende noget komiske forsvar fra de to ansvarlige ministre i sidste uge i EU-Parlamentet preller ganske af på regeringen og de store partier. Hvordan kan et land lykkes med at tilsidesætte internationale aftaler?
Danmarks store bidrag (næststørst) til udviklingslandene er til hudløshed blevet nævnt af Venstre, men det forhold kan hverken forklare eller forsvare regeringens handlinger og det menneskesyn, som stramningerne er udtryk for.
Politiske reaktioner på den førte politik er heldigvis kommet til udtryk de senere dage med udmeldelser og afvandringer, og det er ikke overraskende, at det er Socialdemokraterne, der bløder. Deres vælgere er gået til Alternativet og De Radikale.
Nu må Danmark vende tilbage til de gamle værdier, vise solidaritet og stå sammen om at behandle flygtninge, som vi behandler vores egne. Se det positive i deres tilstedeværelse og give dem de bedste muligheder for en god og hurtig integration. Lad os sammen vende den herskende holdning: at hvis man er tilhænger af stramninger, vil man Danmark det godt - og er man imod, vil man Danmark det dårligt.
Charlotte Helsted, landskabsarkitekt, Haraldslundvej 60, Lyngby