JEG BLIVER NØDT TIL at skrive det her indlæg. Det gør jeg, fordi jeg har set en dokumentarfilm, som meget snart sendes på tv. Filmen handler om 16-årige Rokhsar Sedigi. Rokhsar er ligesom jeg fra Afghanistan og har boet i Danmark i seks år. Hun og familien har fået afslag på deres første ansøgning om asyl, og de har så søgt igen under andre paragraffer.
Deres sag har været undervejs i seks år, og lige nu afhænger alt af Rokhsar. Hun er en solstråle, som i filmens start bliver kåret som årets spiller på sit fodboldhold. En stærk, charmerende og modig pige, der elsker at bo i Danmark. Hun nyder at bruge tiden på at være sammen med sine veninder, spille fodbold og gå i skole. Det lyder som enhver anden teenager i Danmark, bortset fra det med skolen.
DER ER IKKE ENGANG gået tre minutter af filmen, og en anden side af Rokhsars virkelighed afsløres. Fortiden. Talebanerne. Frustrationen. Og ikke mindst ventetiden. Kan virkeligheden virkelig være så tosidet og langt fra hinanden?
Rokshar og hendes liv i Danmark som flygtning minder meget om min egen start i Danmark, på godt og ondt. Lige fra fodbolden og kærligheden til mine lærere – til familiens splittelse under vores flugt.
Ligesom Rokhsar flygtede jeg med mine forældre og seks søskende på grund af talebanerne og deres blodige magtudøvelse. Vi flygtende under den værste snestorm. Med sne i næsen, isnende fingre og med vinden lige i ansigtet besluttede vi os for at forlade landet. Uden at kigge tilbage. Ikke én eneste gang. En enkelt gang eller to tog vi toget eller blev transporteret i en kæmpe, mørk lastbil, ellers klarede vores ben det meste af turen.
Nogle gange gik vi i flokke med andre store grupper, men andre gange var det bare os selv og de kyniske menneskesmuglere.
Vi overnattede i forladte hytter ude i skovene, gravede et hul i jorden for at sove, gik gennem kolde floder og ja, endte langt om længe i mulighedernes land, Danmark.
Ligesom Rokhsar og hendes familie.
MIN TID I ASYLCENTERET husker jeg som en tid, hvor alt var i stilstand. Alt kunne vendes op og ned på et splitsekund. Den ene dag bød man flygtninge velkommen, og den næste dag sendte man dem af sted til deres hjemland i et fly.
Der gik to år, før vi fik opholdstilladelse. Det var den bedste dag i mit liv. Det betød, at mit liv endelig kunne starte på ny igen. Og mest af alt betød det, at min fremtid var sikret. Jeg kunne nu drømme langt ud i fremtiden uden at være bange for, hvor jeg ville ende.
For 16-årige Rokhsana er det desværre noget helt andet.
”Nu har vi boet i Danmark i fire år, men vi venter stadig på at få afgjort vores ’asylsag’,” siger Rokhsar i filmen, der følger hende og familien i to år. Da hun er den, som taler bedst dansk i familien af de mange søskende, hviler der et meget stort pres på hendes skuldre. Hun er den eneste, der kan læse de breve, som i stor stil sendes på dansk til familien fra myndighederne. Der tages ikke hensyn til, at hendes forældre ikke forstår dem.
Den unge teenager bruger meget af sin tid på oversættelse af breve fra udlændingemyndighederne, sagsbehandlere og advokater og på at tage med sine forældre ud for at tolke, mens hendes veninder snakker om, hvem de skal overnatte hos næste måned.
Som hun udtrykker det så klart i filmen: ”Jeg ved ikke engang, hvor jeg er i morgen.” Rokhsar har påtaget sig det ansvar, at familien bliver rigtigt forstået i forhold til diverse instanser. Et ansvar, hun ved kan have kæmpe betydning for hele familiens fremtid. Et ansvar, der aldrig burde hvile på noget barns skuldre. Dette ansvar var jeg foruden.
Jeg havde ældre søskende, som påtog sig dette ansvar, og vi havde også tolk, mens vi boede på asylcenteret og et år efterfølgende uden for asylcenteret.
NÅR JEG SER dokumentarfilmen, og hvordan Rokhsar, den velintegrerede og ressourcestærke fodboldpige fra Give, bliver påvirket af omstændighederne og langsomt bliver nedbrudt, fordi hun ikke ved, om familien bliver sendt tilbage, ja, så er jeg vældig taknemmelig for, at jeg ikke havde dette ansvar. Nærmere sagt, at systemet ikke påduttede mig dette ansvar.
Hvordan kan hun på den ene side skulle tolke alt for hele familien og samtidig få af vide i telefonen af Udlændingestyrelsen, at de ikke kan give de informationer til hende, fordi hun er et barn? Det skriger til himlen og er med til at sætte og fastholde hende i en evig følelse af stress og afmagt.
Dette resulterer også i, at hun flere gange bliver indlagt med tvangstanker.
Hvordan kan vi med et minimum af ressourcer sørge for, at en pige som hende bliver hjulpet og aflastet tidligere? Måske kunne vi starte med at sende alle breve fra myndighederne på modersmål og dansk. På den måde er det ikke børnenes opgave at oversætte for forældrene.
Vi må erkende, at alle undersøgelser viser, at børn er hurtigere til at lære fremmedsprog end voksne, og når der ikke er tilstrækkelig hjælp at hente, så bliver det børnene, der får det store ansvar. Et ansvar, som man aldrig ville byde andre børn i Danmark.
Ansæt nogle flere tolke i systemet. Indret systemet efter, at Danmark har fået nogle mennesker, som er her, og som der bør tages hensyn til – især når det handler om børnene. Børnekonventionen burde nemlig gælde for alle børn i Danmark.
Manilla Ghafuri er flygtning, herboende afghaner og en del af AYAD, Afghan Youth Association in Denmark.
Programmet ”Mon de kommer om natten?” bliver sendt på TV 2 på onsdag klokken 21.05.