VAR JEG I Dansk Folkepartis sted, ville jeg stille krav til den nye regering om at kigge nærmere på FN's Flygtningekonvention.
Flygtningekonventionen er fra 1951, altså fra mere end et halvt århundrede siden. Nu må det være på tide at gennemgå den igen og gøre den tidssvarende.
Den tekniske udvikling, transport og kommunikation gør det muligt for folk fra hele verden at komme og banke på den danske dør, og vi er pligtige til at tage imod dem, hvis de lever op til kravene i konventionen.
Det ender med at have negative konsekvenser for både værtsland og indvandrergrupperne på grund af af manglende integration. Hvorfor skal vi bruge store ressourcer på dem, der har haft mulighed for og råd til at finansiere rejsen hertil, mens de mindre heldige og mindre ressourcestærke bliver ladt tilbage i nærområdet.
Jeg mener, at flygtningekonventionen skal laves om, men det betyder ikke, at vi ikke skal hjælpe folk i nød, bestemt ikke!
Vi og den øvrige verden skal hjælpe alle flygtninge i nød, men det skal som udgangspunkt ske i lokalområdet.
Er der en grænse for, hvor mange vi skal tage i Danmark? Ja, det moralske spørgsmål vil bestå, uanset hvor man sætter grænsen.
Så er spørgsmålet: Hvad gør vi så, når denne grænse nås? Jeg mener, at verdens lande skal forpligte sig til at yde økonomisk støtte, så nabolandene i de krigshærgede områder ikke står alene med problemerne.
Og så skal der skelnes skarpere mellem indvandringspolitik og flygtningepolitik. For som Grundtvig skriver: ”Det folk, som af misforstået gæstmildhed eller verdensborgerlighed eller kristenkærlighed kaster statsborgerskabet i grams på sin arveret og på sit modersmål, ja, et sådant folk vil ende med at se de fremmede opkaste sig til deres herrer.”
Anders Tengnagel Silberbauer, Baunevej 15, Hillerød