Folkekirken bør støtte nye frimenigheder efter vielse af homoseksuelle-debat

Gay marriage illustrated with two male

Folkekirkens accept af vielse af homoseksuelle har skabt frustration og tvivl hos mange. Selvom frimenighederne selv har valgt at løsrive sig, bør folkekirken støtte og opmuntre dem, mener Ingolf Henoch Pedersen. Foto: KRISTENSEN LASSE

Debatten om vielse af homoseksuelle har skabt mange nye frimenigheder, især i Jylland. De bør behandles med respekt og tolerance, skriver Ingolf Henoch Pedersen fra Evangelisk-Luthersk Netværk.

DE SKYDER NÆRMEST op som paddehatte af den jyske muldjord. Jeg sigter på frimenighederne med tilknytning til Evangelisk Luthersk Netværk og i nogle tilfælde også til Indre Mission.

I løbet af de seneste måneder er der opstået sådanne nye menigheder i Bramming, Lemvig, Vejle, Herning og Elling/Strandby. To valgmenigheder i henholdsvis Skjern og Gjern har for nylig skiftet status til frimenigheder, og i Randers er man undervejs med at gøre det samme.

Og hvem siger, at det vil stoppe her? Der er overvejelser i gang flere andre steder, og man mærker hos mange kirkefolk en dyb frustration over en folkekirke, der i opportunisme lader hånt om sit eget grundlag i Bibelen og kirkens bekendelse, sådan som det er sket gennem indførelsen af et kirkeligt ritual for vielse af homoseksuelle med dets aldeles ubibelske ægteskabsforståelse.

Det er bestemt ikke en udvikling, vi for vor del har bedt om skulle komme. Vi kan kun være enige om at se det som et angreb på kirken og som et led i endetidens mægtige konfrontation mellem modsatrettede åndsmagter.

Personligt har jeg i lang tid følt mig som en, der befinder sig i en svingdør, hvor jeg bliver ved med at køre med rundt. I det ene øjeblik vil jeg ud af den folkekirke, hvis påhit jeg ikke længere kan identificere mig med. I næste øjeblik ser jeg på omkostningerne ved at bryde med det folkekirkelige fællesskab og føler stærkt, at folkekirken er min kirke uanset hvem der for tiden huserer i den.

Når jeg kommer rundt i landet, møder jeg mange, der har det præcis på samme måde, som jeg selv har det.

MIDT I MIN EGEN usikkerhed føler jeg en dyb respekt for dem, som tager skridtet og melder sig ud af folkekirken, der hvor der er basis for at danne en frimenighed. Selvom jeg aldrig før har set mig selv i rollen som præsteindsætter eller ordinator, stiller jeg gerne op, sådan som jeg har lovet at gøre i et par tilfælde, hvor de nye frimenigheder har brug for at få deres præster indviet til tjenesten.

Og vi er stolte af, at vi i Evangelisk Luthersk Netværk kan tilbyde en vejlederordning for sognepræster og valgmenigheder og en decideret tilsynsordning for frimenigheder. For det, der ikke må ske, er, at de nye frie menigheder bliver som fritsvævende satellitter i det kirkelige univers.

De nye frimenigheder har brug for støtte og opmuntring til at være missionerende fællesskaber og til at stå fast på et solidt bibelsk grundlag. Og menighederne har også brug for at formanes til at tage vare på den skat, som findes i kirkens bibelske læsninger, ritualer og salmer, så man ikke i misforstået frihed kaster vrag på alt det gode, som ligger gemt her.

Vi står i denne kirkelige opbrudstid med de nye menighedsdannelser på den kirkelige højrefløj over for en af de største udfordringer, vi nogen sinde har stået over for, når det gælder at vise hinanden forståelse og tolerance og at inkludere de nye frie menigheder i et kirkeligt fællesskab, selvom vi ikke længere alle sammen er medlemmer af samme folkekirkelige struktur.

Men vi vil også appellere til, at folkekirken som helhed lader de nye frimenigheder være omfattet af det gode grundtvigske frisind, der har været et kendemærke for det kirkelige fællesskab i den evangelisk-lutherske del af kirken i Danmark.

Ingolf Henoch Pedersen,præst og medlem af Vejlederrådet i Evangelisk Luthersk Netværk, Takslunden 22, Randers SØ