Folkekirken har store udfordringer, primært fordi vi er i en brydningstid, hvor ”Fortællingen folkekirken” er i forandring. Problemerne udmønter sig blandt andet i, at procentdelen af danskere, der er medlemmer af folkekirken, har været konstant faldende de seneste 25 år.
Tidligere blev den kristne kirke presset af ny viden, som at Jorden er rund, og at Solen (og ikke Jorden) er solsystemets midtpunkt. De kristne præster kæmpede imod med de mest bestialske midler, men måtte til sidst overgive sig. Præsterne fortalte nu, med andre ord, at de (eller var det Gud?) ikke havde fortalt sandheden, og de skabte derfor en ny sandhed om, hvad Gud mener.
Fortællingen om Gud er stadig i forandring, fordi figuren Gud er ved at miste sin rolle, efterhånden som danskerne (herunder selvfølgelig også mange præster) opdager, at Gud er en menneskeskabt illusion.
Når man som organisation er midt i en så radikal forandring af egne værdier, er det ikke underligt, at både ledelse og kommunikation er diffus. Som når præster fortæller, at de ikke tror på en skabende og opretholdende gud, eller når menighedsråd annoncerer efter en præst, der faktisk tror på (en) gud.
Hvis folkekirken skal overleve som folkekirke og ikke kun som en elitær kirke for en lille eksklusiv, konservativ kreds, så er denne forandring også nødvendig. Den store udfordring for folkekirken er altså, at ”Fortællingen folkekirken” skal genfortælles - uden Gud.
Det er jo i nogles ører sikkert en lidt kættersk tanke, men da de fleste i Danmark efterhånden har accepteret, at Gud er menneskeskabt (og ikke omvendt), så kan folkekirken vælge at fortsætte med at kommunikere ”Fortællingen folkekirken” med Gud - og fortsat miste medlemmer i hobetal - eller ændre fortællingen, så den fokuserer på de positive af de kristne værdier (der er jo også mange negative).
Herved bliver folkekirken et moderne rum for livets store begivenheder med et værdifuldt indhold, hvor ceremonier omkring fødsel, død, overgang til voksenliv, ægteskab/partnerskab med videre markeres, og præsten vil stadig kunne hjælpe kriseramte mennesker. Præsten kan med overbevisning og personlig pondus sige et trøstens ord, indgyde håb og rådgive professionelt - ligesom mange andre professionelle også gør det. Men gøre dette ud fra et vedtaget værdisæt, ikke gennem en indiskutabel sandhed, som præsten refererer som Guds ord.
Er der så behov for en (folke)kirke, når der ingen Gud er? Tjah, vi kan som samfund jo fint klare os uden. Ægteskab kan allerede nu indgås på rådhuset, begravelser og fødsler kan jo markeres på mange måder, ligesom mange professionelle hjælper mennesker i krise. Og kan man overhovedet have en kirke uden (en) gud? Ja hvis man for eksempel definerer folkekirken som et fælleskab omkring livets store, glædelige øjeblikke, men også tragedier og kriser, så kan en kirke jo fortsat have en rolle i et oplyst samfund.
Så hvis folkekirken ønsker fortsat at have en central rolle som folkekirke, så er den nødt til endnu én gang at forandre sig og tilpasse sig den nye viden. Denne gang ikke om Jorden og Solen, men om, at der egentlig slet ikke findes en gud - altså en usynlig mand oppe i himlen. For når præster fastholder troen, smuldrer folkekirken.
Peter Erkmann, direktør i MSc Communications, Sønderhegnet 61, Køge