Hvad nu, hvis vi har en del at misunde den katolske model?

Hvis en biskop i folkekirken i princippet skal holde kaje om asylpolitik, så skal Folketinget principielt vel også holde kaje om liturgi og forkyndelse. Men Christian Langballe, kirkeordfører for Dansk Folkeparti, er dagligt ude med riven. Folkekirken fortjener bedre

Folketingspolitikere skal vel også tie, når en Per Ramsdal-sag opstår, for det et kirkeligt anliggende, hvad præster må mene om opstandelsen. Men nej, det kunne de folkevalgte ikke drømme om, skriver lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen.
Folketingspolitikere skal vel også tie, når en Per Ramsdal-sag opstår, for det et kirkeligt anliggende, hvad præster må mene om opstandelsen. Men nej, det kunne de folkevalgte ikke drømme om, skriver lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen. Foto: Copyright: www.fedefotos.dk / Mads Jensen.

Danske præster ytrer sig i det syriske asylspørgsmål: Hvor mange mennesker på flugt fra krig kan og bør vi tage imod? Biskopper synes, at vores politikere er for selviske. De selvsamme politikere synes, at biskopperne har misforstået deres rolle. Som talsmænd for Venstre ivrigt understreger: Præster og biskopper skal forkynde evangeliet og holde fingrene væk fra u-landspolitik, miljøspørgsmål, uddannelsespolitik, flygtningekvoter og krigsdeltagelse. De må under ingen omstændigheder ”præge det politiske”.

Men hvis en biskop i princippet skal holde kaje om asylpolitik, så skal Folketinget principielt vel også holde kaje, når det handler om liturgi og forkyndelsens konkrete udtryk i de ritualer, der former den kristne person.

Og folketingspolitikere skal vel også tie, når en Per Ramsdal-sag opstår, for det et kirkeligt anliggende, hvad præster må mene om opstandelsen. Nej, det kunne de folkevalgte ikke drømme om.

Hold kæft-bolsjer, det er noget, de uddeler. I deres meget liberale fortolkning af liberalismen er det nemlig helt naturligt, at de sammen med socialister, nationalister og republikanere udøver politisk kontrol over den tekst, som præster lovformelt skal sige højt i Guds hus når Bjarne og Benny skal giftes.

Christian Langballe, kirkeordfører for Dansk Folkeparti og sognepræst, er dagligt ude med riven. ”Er flertallet af biskopper, provster og præster virkelig endt som nogle fromme fedterøve, der logrer for den politiske korrekthed?”, spørger Langballe, fordi biskoppen ikke offentligt udbasunerer det, som Langballe selv synes, han skal sige om præsten Ulrich Vogel, der fik nok af tingenes tilstand i Tingbjerg ved København.

Når biskopperne siger noget, som præstepolitikeren synes er forkert, så skal de holde deres mund; når de ikke fægter for offentligheden, som præstepolitikeren synes, de skal fægte, så udstilles de som ”djøfiserede embedsmænd” og fromme fedterøve uden rank ryg og holdning. Godt det ikke er mig, der skal lægge bagdel til Langballe-pisken.

Åh ja, det var den (præste)politiske klasse, der fik skudt kirkereformen i sænk, for tænk, hvis et selvstændigt kirkeråd skulle ”politisere kirken”. Danmark producerer stolte generationer af folkenationalistiske præstepolitikere fra venstre og højre, der pisker frem og tilbage mellem talerstolene på tinget og i Guds hus, og som samtidig farer i flint, når de ser tegn på kirkelig politisering. Mama mia.

Diverse debattører har endog udtrykt frygt for, at en reform skulle skubbe folkets kirke hen imod skrækeksemplet over alle skrækeksempler. Ikke IS-modellen, ej heller Nordkorea-modellen - nej, vi taler om den katolske model, mareridtsforestillingen, der kan få selv den mest reformvillige politiker til at ryste som et espeløv og trække følehornene så langt tilbage, at de aldrig ser dagens lys igen. Tænk, hvis vi fik noget, der kunne minde om en pave. Luther ville vende sig i graven.

Ingen model er perfekt. Den katolske kirke har gennemlevet århundreder af konflikter med diverse statsmagter. Men den model, der er opstået, har sine fordele. Kirken opererer på mange måder som en international ngo, der skal overholde de regler, der findes i de enkelte stater. Den institutionelle adskillelse og det sekulære princip er en historisk kerne i kristendommen og udgør det sunde grundlag for den forhandling, der så kan finde sted mellem kirken og de enkelte stater. For eksempel kan kirken, hvis staten synes, stå for kristendomsundervisning i skolen - hvor den enkelte elev så kan vælge, om hun vil sidde med eller ej. Religionsfriheden er skrevet ind i de universelle menneskerettigheder, som katolske filosoffer var med til at udforme efter Anden Verdenskrig.

Fordi kirken erselvstændig og selvfinansieret, kan den mene, hvad den vil. Den står for noget. Paven udtaler sig som kirkens overhoved på alverdens sprog. Han kan fordømme krigen i Irak, tale dunder mod den spekulative finanskapitalisme, forsvare retten til livet i kampen mod dødsstraf, sætte de vestlige stater på anklagebænken for våbenproduktionen, insistere på arbejderens ret til faglig organisering og revse forbrugermentaliteten. Og det gør han. For evangelierne kan ikke forkyndes, hvis de ikke forholdes til den globale samtid, vi lever i.

Men kirken er ikke partipolitisk. Præster, der bevæger sig i den retning, bliver sat på plads. Hvis en præst melder sig ind i et parti og stiller op til valg, så bliver han sospeso in divinis og må forlade sit præstekald. Hvis den enkelte borger føler, at kirken ikke repræsenterer de grundværdier, hun selv står for, så kan hun melde sig ud. Hvis de nationale parlamenter synes, at kirkens holdning til for eksempel homoseksuelle ægteskaber er forkert, så kan de vælge at være lige glade med, hvad paven siger, og lave en lov, de kan blive enige om.

Sådan fungerer et liberalt demokrati. Det er derfor, at halvdelen af de lande, hvor registrerede homoseksuelle ægteskaber er lovlige, er katolske. Men nej, det brasilianske parlament kan ikke bestemme, om den katolske kirke skal lovliggøre homoseksuelle ægteskaber. Brasilien er nemlig, i modsætning til Danmark og Saudi-Arabien, en sekulær stat. Hvad nu hvis vi har en del at misunde den katolske model?

Folkekirken må gerne bjæffe lidt som en puddelhund på tur med ejermand. Men den skal holdes i snor, og hvis den begynder at gø, får den mundkurv på. Ejermanden er statsmagten, snoren og mundkurven holdes af politikerne, som til gengæld har rigtig mange hundekiks med i lommen, så vovse aldrig bliver rigtig uartig. Vuf. Det hele er filtret sammen i et gordisk knudetæppe, og ingen kan sige noget uden at stramme knuderne. Folkekirken fortjener bedre.

Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen