I forlængelse af debatten, som har udspillet sig på baggrund af min udgivelse af antologien ”National kristendom til debat”, antyder Uffe Østergaard den 26. marts, Anders Ellebæk Madsen den 30. marts og Ole Lundegaard den 31. marts på forskellig vis, at det kan være nyttigt, om Danmark og Europa har et ledende trossamfund og en ledende kultur.
Viggo Mortensen berører i en udtalelse den 26. marts, at fremkomsten af et sådant synpunkt skyldes, at folk og kirke ikke længere med største selvfølgelighed kan betragtes som sammenfaldende størrelser. Lundegaard anfører dog, at folkekirken fortsat kan være en kulturbærende institution og har et særligt ansvar i det danske samfund. I forlængelse af det skriver Ellebæk Madsen: ”En holdbar hovedkultur må nødvendigvis gøre plads for andre trosretninger og give dem anstændige forhold. Holder man fanen højt på det punkt, er det kun en styrke, hvis kirke og kristendom indtager en hovedrolle og præger samfundet.”
Jeg mener, at sådanne synpunkter har meget for sig.
Dronning Elizabeth II talte til repræsentanter for de ni største religiøse traditioner i England på Lambeth Palace i 2012. I denne tale hylder hun værdien af tro i det engelske samfund som en kilde til en rig kulturel arv og som kritisk vejledning for den moderne livsudfoldelse. Hun fremhæver her den afgørende rolle, som Church of England har haft i den engelske nations historie, ligesom hun anerkender kirkens bidrag til udviklingen af et bedre samfund, evne til at skabe spirituelt rum for mange og bidrag til at beskytte retten til at praktisere andre religioner end kristendommen.
Denne tale udgør efter min opfattelse et glimrende pejlemærke for den danske folkekirke af i dag. Dette indebærer dog, at der gøres op med at betegne Danmark som et kristent land på totalitær og diskriminerende vis (jf. min kronik i Kristeligt Dagblad den 11. marts). Ligesom det må gøres klart, at selvom begrebet folkekirke fortsat anvendes flittigt, kan der hermed ikke menes, at folk og kirke er ét og det samme, som det engang var tilfældet. Folkekirken er ikke længere hele folkets kirke, men må være en kirke for folket.
Folkekirken må således forstås som en kirke, der på den ene side er vævet ind i og spiller en væsentlig rolle i det danske samfund, og som på den anden side fremstår som en del af en afgrænset religiøs tradition, der ikke kan stå for hvad som helst, og som samtidig giver plads til andre trossamfund. Det er denne kurs, antologien ”National kristendom til debat” udstikker.
Jeppe Bach Nikolajsen, lektor, ph.d., cand.theol., Dybedalen 3, 9. th., Aarhus V