Folkekirken uden Gud? Lyder næsten som en vittighed

Hvis folkekirken skulle følge Erkmanns forslag, vil det gå stik imod hans profeti. Folkekirken som kirke vil være stendød om mindre end en generation

Et debatindlæg i Kristeligt Dagblad om at relanceres folkekirken uden Gud har afstedkommet talrige reaktioner. Læs et udvalg af dem i avisen og på k.dk i dag.
Et debatindlæg i Kristeligt Dagblad om at relanceres folkekirken uden Gud har afstedkommet talrige reaktioner. Læs et udvalg af dem i avisen og på k.dk i dag.

DET VIL SELVFØLGELIG være at rende åbne døre ind at skrive et langt og indigneret læserbrev mod Peter Erkmanns forslag om en folkekirke uden Gud. Allerede Grosbøll-sagen for mere end 10 år siden viste, at gudløs teologi har ringe gang i folkekirken.

Genfortryllelsen af kristendom og folkementalitet i det hele taget er ikke gået folkekirkens næse forbi. Der er få, der for alvor gider den konsekvente knastørre bultmannske afmytologisering.

Dertil kommer, at Peter Erkmann slår sig selv på munden. Han henviser til ”ny viden” som et argument for at begrave Gud, men derved afslører han stor uvidenhed.

Dels får Erkmann langt fra en underskrift fra alle vidende/videnskabsfolk på denne ”nye viden”. Mange vil betakke sig for at få deres videnskabelige arbejde af den ene eller den anden slags slået i hartkorn med hardcore ateisme. Dels er det almindelig anerkendt viden, at kirker, der underlægger sig såkaldt ”ny viden”, det vil sige lader kristendommens sandheder undergå en udvikling i takt med tiden, dør en stille død. Mens derimod kirker verden over, der fastholder god gammeldags, evigung kristendom, vokser. Sine steder endda med rivende hast.

Så én ting er sikkert som amen i kirken: Hvis folkekirken skulle følge Erkmanns forslag, vil det gå stik imod hans profeti. Folkekirken som kirke vil være stendød om mindre end en generation.

Men en ubehagelig tanke slog mig, mens disse selvfølgeligheder meldte sig: Gad vide, om Peter Erkmann på en måde også render åbne døre ind med sit indlæg? Er det nemlig ikke sådan, at folkekirken i praksis gør sig skyldig i Erkmanns forslag om en folkekirke uden Gud?

INDRØMMET, NU LYDER JEG som en selvmodsigelse. Hvad jeg mener, er: Folkekirken har for at overleve i et mere og mere afkristnet folk gjort, hvad Erkmann egentlig foreslår: afkristnet sig selv mere og mere. Ikke med pensionering af Gud og fortryllelse og spiritualitet, men med pensionering af grundfaste sandheder, som vi kender dem fra Biblen og bekendelserne.

Der er som bekendt udsalg på store dele af varelageret. Ved denne tid er det tre år siden, at der blev solgt ud af Bibelens klare udsagn om vor skabte kønspolaritet, da den officielle folkekirke lod sig banke på plads af statens kønsneutrale ideologi med et kirkeligt ritual for vielse af homoseksuelle.

Eksemplerne på udsalg af troens grundsandheder er mange flere. Hvilket betyder, at Erkmann får ret: ”Fortællingen om Gud er stadig i forandring”. Gud afvikles ikke i folkekirken. Men han udvikles. Den gamle Gud bliver ny. Han får nye indsigter. Indsigter som sjovt nok er meget sammenfaldende med menneskets nye indsigter.

Det kan være, Erkmanns ønske om en gudløs folkekirke er nærmere en opfyldelse, end de fleste bryder sig om at tænke på.

Men bi lidt, der er altid håb, for uanset udvikling eller afvikling, alle gamle og nye guder til trods, ”der er ej anden Gud, han marken skal beholde”.

Henrik Højlund er sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk