Præst: Kolleger, lad os være stolte af hinanden!

Jeg er ofte stolt af flere af mine kolleger og det, de præsterer. Lad os glæde os noget mere på hinandens vegne i folkekirken, skriver præst

Jeg savner glæde blandt alle os præster og nogle flere kollegiale skulderklap og en følelse af, at vi står sammen, skriver sognepræst. Modelfoto
Jeg savner glæde blandt alle os præster og nogle flere kollegiale skulderklap og en følelse af, at vi står sammen, skriver sognepræst. Modelfoto. Foto: Paw Gissel.

DETTE INDLÆG handler ikke om alt det, som går dårligt, for som præst i den danske folkekirke er jeg stolt! Jeg befinder mig et sted med dejlige kolleger, som jeg kan læne mig op ad og sparre med, når det er nødvendigt.

Jeg er ofte stolt af flere af mine kolleger og det, de præsterer, for eksempel vokser jeg lidt, når jeg hører deres gode prædikener i en fuld kirke om søndagen, når jeg bevæges over deres poetiske og evangeliske begravelsestaler, når jeg ser glade minikonfirmander, velbesøgte spaghettigudstjenester, hører inspirerende foredrag og så videre.

Jeg glæder mig i min hverdag over, at det går godt i vores kirke, og jeg glæder mig, når jeg hører, at det gør det for mange af mine kolleger i sognene rundt omkring. Jeg kan også blive kollegialt stolt, når jeg hører en præst udtale sig klogt i tv, for eksempel sognepræst Anna Mejlhede, som gav sit besyv med under mindehøjtideligheden for terrorangrebet i København, for jeg synes, vi er nået vidt, når selv den ”ugudelige” medieverden benytter sig af præsternes viden i forskellig forstand.

I min hverdag læser jeg også skarpe kronikker fra stærke præsteprofiler - for eksempel gerne fra kvinder som Sørine Gotfredsen, som jeg ikke nødvendigvis er enig med, men som ofte tør formulere det, som jeg ikke altid tør selv.

Så bliver jeg også stolt, selvom det indimellem også gør ondt, når debatten efterlader os i et kollegialt vakuum, som Ramsdal-sagen gjorde. Men mange teologiske debatter gør både godt og ondt at følge med i. Jeg mener, som de fleste præster, at vi som teologer altid bør kunne debattere teologien og gå i rette med teologiske strømninger, som svækker det evangelium, vi arbejder utrætteligt på at forkynde.

Men når jeg ser mig omkring og lytter til det, som bliver sagt, så mangler der noget. For vi har svært ved at glæde os på hinandens vegne i folkekirken, noget vi ellers ville komme langt med, tror jeg. Om ikke kirkeligt set, så kollegialt.

Det er, som om vi skal skamme os lidt over, at det går godt hos os selv og rundt omkring. Vi må ikke være for stolte på egne og andres vegne af at have en fuld kirke og favne bredt.

Og vel skal vi være stolte af det primære, nemlig evangeliet, men jeg nægter at undlade at sige, når det går godt, af frygt for, hvad kolleger siger eller tænker. Det er, som om vi ikke må være gode til noget, at vi partout skal være hinandens teologiske politibetjente.

Det er trættende. Og det er ødelæggende for kirken som en organisation, hvor vi også er forpligtet på hinanden som kolleger og ansatte. Hvis ikke vi må glæde os og være stolte, når det går godt med vores arbejde, og særligt glæde os, når det går godt for andre, ja så er det sværere at finde fælles front i en verden, der er præget af den åndelige sekulariseringsproces, som vi præster forsøger at hindre med alle tænkelige midler.

Da min mor arbejdede på Berlingske Tidende i sin tid, var det sådan, at man glædede sig på koncernens vegne, når det gik godt. Så roste man hinanden og sagde ”godt gået!”.

Jeg savner den samme glæde blandt alle os præster, nogle flere kollegiale skulderklap og en følelse af, at vi står sammen. At vi har en organisation, hvor vi ikke bare kan, men hvor vi skal være stolte af hinanden.

Det ville skabe nogle helt nye muligheder for samarbejde, og det ville gøre, at vi i stedet for at skyde os selv og hinanden i foden ville rejse blikket og se dem, som vi arbejder for med en taknemmelighed over, at de gider at komme i vores dejlige kirker og høre os forkynde Guds ord.

Helena Hauge, sognepræst, Parkvænget 4, Helsinge