Folkekirkens forfatningsspøgelse er over os

Regeringen har demonstreret alt andet end vilje til at levne folkekirken frihed, hvis den opfører sig anderledes, end statsmagten forlanger, skriver Birthe Rønn Hornbech

Magten vil altid blande sig i alt og bestemme alt. Det er sjældent, at magten sætter grænser for sig selv. Fordi magten beherskes af mennesker, skriver folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech. Illustration: Peter M. Jensen
Magten vil altid blande sig i alt og bestemme alt. Det er sjældent, at magten sætter grænser for sig selv. Fordi magten beherskes af mennesker, skriver folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech. Illustration: Peter M. Jensen.

Så går forfatningsspøgelset igen. Kirken skal have større frihed, er der mange, der siger. Det siger blandt andet regeringen. Den samme regering, der lige siden sin tiltræden har slået alle rekorder for statslig indblanding og tromlen hen over folkekirken, påstår, at den ønsker større frihed til folkekirken.

LÆS OGSÅ
: Statens forhold til kirken blev glemt af grundlovsfædrene

Det er jo lige til at grine ad, hvis ikke det var så sørgeligt. Regeringen har jo netop demonstreret alt andet end vilje til at levne folkekirken frihed, hvis den opfører sig anderledes, end statsmagten forlanger.

Det er det første.Dernæst er der grund til at stille spørgsmålet: Hvilken frihed taler vi egentlig om? Er det større frihed til menighedsrådene eller til sognemenighederne? Det er jo væsentligt at få rede på. For det er sognemenighederne, der udgør folkekirken. Folkekirken er ikke eksperter, der samles til en konference.

LÆS OGSÅ: Nyt kirkeligt styre kan ende i splittelse

Er det ikke mere ærligt med det samme at sige, at det drejer sig om mere magt til de få og på sognemenighedernes bekostning? Er det ikke nye institutioner med nyt bureaukrati, man ønsker?

Når man har fulgt og deltaget i debatten i et langt liv, er det svært at komme i tanke om forfatningstanker, der har været andet end et forsøg på at rane mere magt til dem, der ønsker et kirkeråd.

LÆS OGSÅ: Historisk enighed om kirkestyrelse

Mere frihed til de enkel-te sogne har der aldrig været tale om. Tværtimod har man alt for ofte indtryk af, at de genstridige menighedsråd og præster, der tager sognetanken alvorligt, bare er til besvær for mere strømlinede tanker om stør-re sogne og ens prioritering.

Derfor må menighedsrådene vågne op nu. Når først beslutningskompetencen er flyttet væk fra menighedsrådene, er det for sent at vågne op.

Der er jo ikke noget nyt i, at der er nogen, der gerne vil sidde i et kirkeråd og bestemme over andre, Men man skal huske, at der i et sådant kirkeråd kun vil blive plads til de få. Og lur mig, om ikke man ønsker indirekte valg, så medlemsdemokratiet svækkes.

At et kirkeråd vil bruge magt og centralisere mere med endnu mere buraukrati og endnu flere regler til følge, kan der ikke være tvivl om. At et kirkeråd vil elske at opføre sig som et politisk parti, kan man være lige så sikker på.

I den forbindelse er det nok værd at minde om, at folk ikke gider være medlem af politiske partier, og at den svenske kirke med sin kirkeordning har fået mere politiske menighedsråd. Til gengæld er der meget færre medlemmer af kirken i Sverige.

Jeg har bemærket, at det er tilhængere af magtkon-centrationen, som har ud-talt, at det er uheldigt, at man ikke ved, hvor magten i folkekirken ligger. Nej, det er netop en fordel, at magten ikke ligger et sted. Set fra et frihedssynspunkt. Men naturligvis ikke for dem, der ønsker magt til sig selv.

I den forbindelse skal man minde om, at det er klogt at huske på, at man måske slet ikke selv får magten i en kirke med forfatning. Det kan være, at den går til arvefjenden. Det er en mental øvelse, der er meget nyttig at foretage sig for enhver, der ønsker magt og dermed risikerer at skulle underlægge sig en magt, der ikke giver en selv mulighed for at komme til orde.

Det er sandt, at magten i folkekirken i dag er mange steder. Det er præcis det, der er det fantastiske ved den frie folkekirke. Netop magtspredningen sikrer friheden, mens man kan være sikker på, at det første offer for en magtkoncentration bliver friheden. Mennesket tåler ikke magt. Det er en ældgammel erfaring.

Med den evangelisk lut-herske folkekirke har det nu i mere end 150 år været sikret, at folkekirken kunne holde statsmagten fast på, at staten alene skal være verdslig øvrighed og ikke brede sin magt til at bestemme i hjertesager. Med en kirkemagt, der selv optræder som både verdsligt og kirkeligt regimente, vil åndsfriheden også uden for kirken blive svækket.

Folkekirken vil blive en politisk anstalt. Og med folkekirken som politisk anstalt vil statsmagten føle konkurrencen fra kirkemagten og selv blive religiøs. Se blot på USA. Dermed er vi straks på vej til at sammenblande religion og politik på en meget uluthersk måde. Og dermed ofres åndsfriheden endnu en gang.

Med en kirkeforfatning vil åndsfriheden blive knægtet, og der vil blive endnu længere til Grundtvigs vision for en tungebåndsløsning for præsterne i folkekirken, så de frit kan tale af hjertet og til hjertet, sådan som de selv opfatter kristendommen, og sådan som den enkelte præst forstår den hellige skrift.