Debatindlægget er skrevet af Flemming Møller Mortensen, folketingsmedlem og medlem af kirkeudvalget (S),Siemvej 8, Skørping
I disse dage samles familier fra nær og fjern for at holde påske sammen. Der er tid til påskefrokost, påskeæg, påskebryg og påskeliljer og vigtigst af alt samvær med dem, som vi holder allermest af.
Påsken er kirkeårets vigtigste højtid, og mange samles om folkekirken og dens budskaber. Folkekirkens vigtigste budskab er for mig at se budskabet om næstekærlighed.
Næstekærlighed er fortællingen om, hvad vi mennesker betyder for hinanden. At føle ansvar for hinanden og vise medmenneskelig-hed er næstekærlighedens stærke og vigtige budskaber. At være fælles om noget og have nærvær til andre gør, at vi ikke bliver ensomme og glemt.
En måde at udbrede budskabet om næstekærlighed på kan være gennem kirkens sociale arbejde, diakonien. Sidste år blev der lavet en opgørelse, der viste, at kun en procent af kirkens udgifter bliver brugt til at hjælpe fattige, ensomme og syge mennesker gennem diakonalt arbejde.
Som medlem af folkekir-ken og som tidligere syge-plejerske på et kristent spedalskhedshospital i Indien ser jeg gerne, at diakonien kommer til at fylde mere i folkekirken. For det er netop gennem diakonien, at kirken kan gå forrest med inspiration for os mennesker og vise næstekærligheden gennem konkrete projekter. Det er gennem diakonien, at der kan blive overensstemmelse mellem det som prædikes, og det som gøres.
Folkekirken både kan og skal sætte den dagsorden. Og aktuelt ser vi heldigvis også, at folkekirken og frivillige tager et stort ansvar og løfter en vigtig opgave med at tage imod og integrere de ekstraordinært mange ulykkelige flygtninge, der er kommet til vores land det seneste år. Det er blot en måde at arbejde med diakonien på.
Hvordan man konkret udnytter det potentiale, der er for at skabe mere forståelse for næstekærlighed gennem diakonalt arbejde, bør man drøfte og definere ude i sognene, provstierne og stifterne.
Desværre lykkedes det ikke i denne omgang. Det må vi lægge bag os og se fremad. Ligesom påsken også er tiden, hvor vi lægger den kolde og mørke vinter bag os og ser frem mod det spirende forår.
Det er nemlig folkekirkens styrke, at den er et stærkt foreningsfællesskab, hvor det er medlemmerne, der bestemmer og præger kirken. Folkekirken har derfor så mange muligheder. Det gælder blot om at gribe dem.
Af samme grund stiller jeg mig også undrende over for, at det ikke lykkedes Folketinget at indgå et bredt forlig om folkekirkens styreform sidste år.
Et af de væsentlige elementer i udspillet var nedsæt-telse af et nyt udvalg med demokratisk valgte repræsentanter fra hvert stift, hvis opgave skulle være at prioritere udskrivning og anvendelse af landskirkeskatten. Et sådant udvalg havde sikret større gennemsigtighed og givet medlemmerne større indflydelse på deres egen kirke.