Folkekirkens monopoltid er forbi

For at tilpasse kirken til samfundet, skal det nuværende kirkeministerium bevares, men lovgivning om andre trossamfund skal placeres i et andet ministerium

Da jeg gik i skole, stod afsnittene i skolebøgerne om »Muhammedanerne og deres tro« med småt. Det betød både i læreres og elevers forståelse: Kan springes over!

Da jeg var barn, var en »neger« en sjældenhed, kvinder med slør en utænkelighed, og en moske noget, der vist måtte være stavet forkert.

Da jeg for omkring fyrre år siden startede som lærer i den danske folkeskole, lød budskabet i kristendomstimerne - når talen var om mennesker af anden tro: Danmarks næststørste trossamfund er den romersk-katolske kirke. Det lå ligesom i luften, at dem behøvede man ikke at være påfaldende bange for!Kort sagt: Der var orden i tingene.

Det er lidt banalt at sige, at forholdene har gennemgået visse forandringer! Både samfundet og kirken er blevet udfordret. Nogen taler endda om trusler og kulturens snarlige undergang, mens andre finder det mere hensigtsmæssigt at etablere dialog og kommunikation. »Samtalen fremmer forståelsen«, hedder rapporten fra det af biskopperne nedsatte »Islam-udvalg«!

De nye tilstande afføder en række spørgsmål. Et par af dem kunne lyde:

n Er tiden kommet, hvor man bør se på grundlovens bestemmelser om »andre religioner«?

n Kunne man forestille sig Kirkeministeriet omdefineret til et religionsministerium?

n Er det velbegrundet at ændre skolelovens bestemmelser omkring undervisning i kristendom og andre religioner?

For mig drejer det sig om at finde en bæredygtig balance: Hvordan kan vi på den ene side acceptere, at tingene har ændret sig i en sådan grad, at en række formelle forhold nu nødvendigvis må »følge med«, og på den anden: Hvordan undgår vi at gå på akkord med det nedarvede, de røde tråde i vores tilværelse, ved at kaste vrag på netop de ting, der har gjort os til noget særligt gennem århundreder og årtusinder?

Først det med skolefaget: Gennem tiderne har det heddet religion, kristendomskundskab/religion og kristendomskundskab. Det sidste er den gældende betegnelse. Jeg holder mest med dem, der hævder, at indholdet er det afgørende. Hvad står der i fagets overordnede formål og i læseplanerne? Og endnu mere vigtigt: hvad foregår der i den konkrete undervisningssituation i den konkrete klasse? Bruges faget til det, der er forudsat - eller misbruges det? Formålet er i dag dobbelt: det tager udgangspunkt i kristendommen, og det omfatter desuden indføring i ikke-kristne religioner. Der er ikke tale om et enten/eller. For mig er det logik for perlehøns, at »undervisningen tager sit udgangspunkt i kristendommen, som denne fremtræder i historisk og nutidig sammenhæng«. Selvfølgelig! Vi lever, hvor vi lever. Vort samfund er baseret på kristendommen. Langt, langt den overvejende del af befolkningen tilhører den evangelisk-lutherske kirke osv., osv. Nøjagtig lige så logisk og fornuftigt er det, at »ikke-kristne religioner og livsanskuelser indgår med henblik på, at eleverne får forståelse af andre livsformer og holdninger«.

Men at folkeskolen, på baggrund af samfundets ændrede kulturelle og religiøse sammensætning, skulle løbe fra sit eget udgangspunkt, savner enhver mening.

Men så til det med Grundloven: Er tiden inde til at kigge på grundlovens »religionsbestemmelser« særligt paragraf 69: »De fra Folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov«?

Paragraffen skal ses i nøje sammenhæng med i hvert fald tre andre paragraffer: Det drejer sig om paragraf 67: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«.

Om paragraf 68: »Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, der er hans egen«, og om paragraf 69: »Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt«.

Udgangspunktet for en diskussion om disse paragraffer må nødvendigvis være religionsfriheden. Set i det lys lader det sig ikke afvise, at virkeligheden og de fine formuleringer ikke passer sammen.

Alt sammen er det med til at understrege, at vi har en række problemer affødt af befolkningens ændrede sammensætning. Det er ikke forbigået min opmærksomhed, at der er toneangivende politiske og kirkelige kredse, der gerne vil stikke hovedet i busken og benægte eksistensen af de faktiske forhold. Der er tilmed mennesker, der slår sig til ridder på kravet om, at enten må nydanskerne acceptere, at de nu er kommet til et kristent land med kristne traditioner, eller også må de forlade landet! Denne argumentation lader jeg ligge.

Imidlertid handler det hele for mig mere om grundlovsbesindelse end om grundlovsændring.

Det kræver ikke alverdens begrundelse, at samfundet må have krav på klarhed på området. Hverken som parlament eller regering (eller som vælger) kan man i længden leve med alt for markante svælg mellem ord og realiteter. Det er ingen skam at erkende, at en formulering, der går tilbage til 1849, mere end 150 år efter har fået et helt andet indhold, end Grundlovens fædre i deres vildeste fantasi kunne forestille sig. De kunne ikke - for nu at sige det mildt - så meget som ane, at islam i 2003 ville være Danmarks næststørste trossamfund!

Jeg er helt på det rene med, at der findes bestemmelser for de fra folkekirken afvigende trossamfund. F.eks. findes der regler for, hvordan man opnår prædikatet »anerkendt trossamfund«. Men det ændrer ikke noget ved, at et samlet lovkompleks ikke findes. Det mener jeg ikke, samfundet kan leve med. Men det kan kirken heller ikke. Folkekirken kan ikke i længden bare se på, at folkekirken spiller hovedrollen i »forskelsbehandlingen«. Folkekirkens monopoltid er som bekendt forbi. I Københavnsområdet er den meget forbi! Ingen med medlemskab eller ansvar i folkekirken kan være tjent med, at man klamrer sig til en virkelighed, der ikke eksisterer mere. Det kan således umuligt være i folkekirkens egen interesse, at alle landets borgere - på trods af Grundlovens ord - er med til at betale præsternes og biskoppernes løn over skatten. Ej heller står og falder hverken folkekirken end sige kristendommen med, at begravelsespladser bliver en statsopgave, eller at personregistreringen overgår til kommunerne. Jeg stiller ikke forslag om nogen af delene, men peger på problemerne.

Det er vigtigt for mig igen at understrege, at jeg ikke lægger op til hverken en grundlovsrevision eller til en egentlig adskillelse af stat og kirke. Det sidste er ikke så lidt farvet af, at jeg finder den nuværende kirkeordning nærmest ideel. Den giver forkyndelsen og menighedslivet så godt som helt frie udfoldelsesmuligheder. Men for mig er det næsten endnu vigtigere, at staten har en lovfæstet forpligtelse over for kirken. Det ville være et folkeligt, kulturelt tilbageskridt, hvis staten kunne fralægge sig den opgave!

Men selve sagen - som altså stadig er udfyldelsen af Grundlovens paragraf 69 - burde man snarest tage fat på gennem nedsættelsen af en kommission eller et udvalg, der kunne gennemarbejde det samlede problemkompleks.

Og til det sidste af mine egne indledningsspørgsmål: »Skal det nuværende kirkeministerium omdefineres til et religionsministerium?« På en måde er det ligesom med skolens kristendomsundervisning: Det afgørende er indholdet. Men betegnelsen »kirkeministerium« sender et signal. Et enkelt eksempel: Er forskellige islamiske trossamfund tjent med at henhøre under et kirkeministerium? Foretager man en lidt kunstig ændring til religionsministerium, tror jeg, at det gamle navn vil hænge ved i årtier. Derfor ender jeg ved den opfattelse, at det nuværende kirkeministerium bør bevares med de opgaver, der i dag er henlagt dertil. Mens den lovgivning om andre trossamfund, der måtte komme ud af et kommissionsarbejde, placeres i et andet ministerium - eventuelt Justitsministeriet. I hvert fald ikke i et nyt ministerium.

Torben Rechendorff er

tidligere kirkeminister