Folkekirkens Nødhjælp: Navnet ligger fast, men det gør kursen ikke

Jeg er enig i Helmsdals kritik af Nødhjælpens temmelig ensidige chikane af Israel. Det kan ikke være en nødhjælpsorganisations opgave på denne måde at tage så ensidig parti for en af to stridende parter, som det er tilfældet her, skriver sognepræst Jens Kvist

I en kommentar her i avisen den 6. juni undrer Arni Helmsdal sig – med rette – over koblingen mellem folkekirken og Folkekirkens Nødhjælp.
I en kommentar her i avisen den 6. juni undrer Arni Helmsdal sig – med rette – over koblingen mellem folkekirken og Folkekirkens Nødhjælp. .

I en kommentar her i avisen den 6. juni undrer Arni Helmsdal sig – med rette – over koblingen mellem folkekirken og Folkekirkens Nødhjælp.

Hvorfor tillader folkekirken overhovedet dette navnesammenfald? Sådan spørger han og svarer selv, at der jo ikke er nogen til at ”vende tommelfingeren op eller ned”. Folkekirken har nemlig ikke nogen organisatorisk opbygning med en bestyrelse, som kan sige ja eller nej.

Her vil jeg sige: Nej, og heldigvis for det! Jeg er enig i Helmsdals kritik af Folkekirkens Nødhjælps temmelig ensidige chikane af Israel. Det kan ikke være en nødhjælpsorganisations opgave på denne måde at tage så ensidig parti for en af to stridende parter, som det er tilfældet her.

Men at folkekirken som sådan ikke kan sige ja eller nej til en sådan ensidig stillingtagen, mener jeg faktisk er et gode.

”Ingen protesterede, da de i sin tid tog navnet, og ingen kan gøre det nu heller,” siger Helmsdal videre. ”Sin tid” er 1954. Oprindeligt hed organisationen Nødhjælpen til Europas Evangeliske Kirker, stiftet i 1922 med teologen Alfred Th. Jørgensen i spidsen.

Kort efter hans død antog organisationen sit nuværende navn. Og det er måske rigtigt nok, at der ikke lød mange protester dengang.

Men det gjorde der senere: Da Viggo Mollerup blev generalsekretær, og organisationen for alvor bragede igennem med en luftbro til Biafra sidst i 1960’erne, husker jeg da tydeligt, at der var en voldsom diskussion om navnet! Netop fordi folkekirken ikke sådan kunne organisere sig med en bestemt hjælpe‑ organisation, så prisværdigt formålet end måtte være.

Jeg husker i begyndelsen af 1970’erne, hvordan vi ivrigt diskuterede navnet på universitetet. Mange havde den holdning: Jamen, herregud, hvis de gør noget godt og hjælper nødlidende, kan navnet så ikke være lige‑ gyldigt? Det var jeg ikke enig i dengang og endnu mindre i dag, hvor Folkekirkens Nødhjælp bliver mere og mere ensidigt politisk engageret.

Men hvad gør vi så ved det? ”Folkekirken kan ikke fjerne eget navn fra nødhjælpsorganisationen; men det kan Folkekirkens Nødhjælp,” skriver Helmsdal. Og jo, det er da i princippet rigtigt.

Men at Folkekirkens Nødhjælp af egen drift skulle indkalde til et besluttende møde og der blive enige om, at man fremover nøjes med at kalde sig Nødhjælp – uden lånte fjer, som Arni Helmsdal skriver, det tror jeg er temmelig utopisk.

Og i øvrigt er der jo andre foretagender, der pynter sig med ”lånte fjer”. Der er noget, der hedder Folkekirkens Ungdomskor. Skulle de bare hedde Ungdomskoret? Det synes jeg ville være en dårlig idé. Og det samme gælder Folkekirkens Skoletjeneste. Et navn, der, som Folkekirkens Nødhjælp har eksisteret i over 60 år, har vel efterhånden en slags ”hævdvunden ret”. Og så må vi jo protestere, hvis ”missilet” bliver alt for løsgående!

Jens Kvist, sognepræst, Kirkebakken 1, Aabenraa