Folkekirkens struktur må ikke spærre for evangeliet

KRONIK: Kirken er ikke en klub for særligt engagerede kristne med de rigtige meninger, men for alle, evangeliet taler til. Det er det store ved vores evangelium, at alle i gudstjenesten er lige, uanset om vi stemmer på SF eller Dansk Folkeparti eller noget midt imellem

Spørgsmålet om, hvordan kirken skal være kirke anno 2002, hænger uløseligt sammen med, hvad man forstår ved en kirke.

I vores evangelisk-lutherske kirke, hvor Grundtvigs indflydelse har præget hele kirken, er svaret forholdsvist entydigt. Vi går i kirken for at høre evangeliet. I dette evangelium befries vi fra ydre magter og myndigheder, som vil tvinge vores samvittighed, og vi befries fra indre byrder og synder.

Når vi går ud af kirken, gør vi det derfor, som Grundtvig siger, med Guds velsignelse og befaling:

»Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde!

Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil,

på allerbedste måde.«

Så er der skabt rum for forskelligheden i vores folkelige liv. Kirken er ikke en klub for særligt engagerede kristne med de rigtige meninger, men for alle, evangeliet taler til. Det er det store ved vores evangelium, at alle i gudstjenesten er lige, uanset om vi stemmer på SF eller Dansk Folkeparti eller noget midt imellem, uanset om vi spiller håndbold eller passer vores familie og have, så er vi sat i forhold til hinanden.

Vi har ikke længere rum for at dæmonisere hinanden i det folkelige liv, men alle de meninger, vi har, kan aldrig gøres til en salighedssag, for vi skal på Guds nåde hver især tage hånd om, at vi gør gavn, og det med lyst og glæde.

En kirkestruktur, der ikke fremmer det, er efter min mening forkert. En kirkestruktur er aldrig hellig, men den viser tilbage til det sted, hvor kirken er grundfæstet her på jorden, nemlig i gudstjenesten. Kirken er ikke det kirkelige system, hvad enten det er en biskop eller en synode, der sidder på toppen. Derfor er det sognet og menigheden, der skal drages omsorg for. Det er her blandt medlemmerne, at magten skal forankres, for evangeliet skal tjene folkelivet og ikke være en sag i sig selv, hvor man udsteder dekreter om, hvad kirken mener.

Det budskab må klart frem, og det er et positivt budskab, der som evangeliet er for alle, for hele folket, som der siges i juleevangeliet. Derfor skal kirkestrukturen for så vidt muligt være anlagt på at være for hele folket, og som jeg ser det, sker det bedst der, hvor der er en historisk og personlig kontakt mellem mennesker.

Der, hvor dette er svært i de store byer, bør man ansætte flere præster og gøre kontakten lettere mellem præst og menighed. Kun sådan bliver kirken ikke en ligegyldig forening blandt andre foreninger med penge i ryggen og nogle mere eller mindre helstøbte meninger.

I den seneste debat om folkekirkens struktur har man, som gennem de mange sidste år, fokuseret på problemerne ved de små sogne. For mange små sogne, og for få præster i de store by sogne. Enhederne er for små til, at man kan lave kirkeligt arbejde. Sogneforedragene bliver ikke besøgt så godt som før, og kirkegangen er ofte dårlig. Der er mange samarbejdsproblemer mellem personalegrupperne, præsternes efteruddannelse er for dårlig, der er brug for flere specialpræster til særlige grupper, sognebevidstheden i storbyer og forstæder er ikke eksisterende, og man kan se, at folk udvælger sig bestemte kirker, når de skal giftes, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvor de kommer fra.

Der mangler en stemme i folkekirken, som kan gøre den mere relevant for moderne mennesker. I øvrigt tror de på alt muligt andet end kristendom osv, osv. Det minder mig lidt om den 5000 år gamle egyptiske indskrift, der klagede over ungdommens forfald, og hvis det blev ved sådan, ville jorden snart gå under.

Når denne opregning er til ende, så vil jeg tro, at man godt og grundigt har mistet ethvert håb om, at der kan komme noget godt ud af den folkekirke, vi har. Men sådan vil det vel altid se ud, når man fokuserer på problemerne i stedet for det evangelium, det gode budskab, som kirken er til for at forkynde. Man glemmer at fortælle folk det, de skal høre, nemlig Guds ord, fordi man bekymret spekulerer på, hvordan man skal få dem til at høre efter.

Derfor skal man, i stedet for at fokusere på problemerne og dermed lade det sidste håb sive ud, prøve at se på den gode historie om menigheden og om sognene. I et almindeligt præstedømme, hvor man tager en ud til at være præst for den kirke, som Gud har grundfæstet på det sted, hvor man nu er, der kan man selv og er utilbøjelig til at bøje sig for magtbud, om de så kommer fra kongen eller en biskop.

På Stevns i dagens Danmark ligger Smerup Sogn, der er i et pastorat med fire sogne. Derfor er der ikke altid gudstjeneste så ofte, som menigheden kunne ønske. Derfor har Smerup sogne indgået en aftale med den nærliggende valgmenighed om, at man bruger deres præst, så man kan få flere gudstjenester i kirken. Disse udgifter må sognet selv afholde. Det, synes jeg, er en af de gode historier, som man kunne lære af, uden at forklejne problemerne. For en sådan historie siger: vi kan selv, og vi vil gøre noget, mens eksperter uanset deres gode intentioner og løsningsforslag kun kommer med et budskab: det er meget kompliceret (for ellers skulle de jo ikke bruge os), og almindelige mennesker kan ikke gøre noget her.

Dette at holde mennesker sammen i lyset af Kristus og hans betydning for os, det sker jo bedst, hvor folk kender hinanden. Men sognene i byerne er for store, og der er mange problemer med at skabe dette forhold. På landet og i de mindre byer kan man stadig bygge på dette grundsyn. Derfor må man ikke skære kirkens struktur over en kam i land og by.

Man skaber ikke sjæl i en kirke ved at omtale og behandle medlemmerne som tv-seere. Men retter man fokus på menigheden og sognet som kirkens sted, så overskrider man skellet mellem medlemmer af kirken som tilskuere og som deltagere. Gudstjenesten er jo næsten det eneste sted i Danmark, hvor man ikke er tilskuer, men deltager.

Derfor vil også en yderligere ansvarliggørelse og delagtiggørelse af sognet og menigheden kunne fjerne dette skel. Det vil en topstyret kirke, der skal have sit budskab formidlet gennem medier og mediekonsulenter, aldrig kunne. Man vil tværtimod udbygge det skel, der er mellem de kirkeligt aktive og den almindelige folkekirkedansker. Det bliver en fremvisning af, hvad »de« laver i kirken, og hvad »de« mener, som forhåbentlig ikke skal blive folkekirkens fremtid.