Folkekirkens struktur skal debatteres

"Gavner det folkekirkens fremtid som rummelig og inkluderende, at vi fortsætter med at holde beslutningerne inden døre hos de sædvanlige få?," spørger domprovst

Mange danskere hæger om deres lokale kirker, men en ny struktur i folkekirken skal debatteres, mener domprovst i Odense. På billedet ses Odense Domkirke
Mange danskere hæger om deres lokale kirker, men en ny struktur i folkekirken skal debatteres, mener domprovst i Odense. På billedet ses Odense Domkirke. Foto: Mads Jensen.

HER PÅ FYN er der mange, der er imod forslaget til en ny struktur i folkekirken. I hvert fald at dømme efter indlæg her i avisen og på det nyligt afholdte debatmøde på Syddansk Universitet. Fynboerne som så mange danskere hæger om deres lokale kirke og bryder sig ikke om indblanding udefra og oppefra, eller at et kirkeråd tegner firmaet med politiske proklamationer.

Og det kan jeg da godt forstå. Men jeg synes nu ikke, at man af den grund skal gøre sig for hurtigt færdig med oplægget til debat om folkekirkens fremtidige styringsform ved at læse sin frygt og sine værste formodninger ind i det.

Her er andet og mere på spil, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi for fremtiden skal forvalte den rummelighed, mange af os nok vil mene er et af folkekirkens fornemmeste kendetegn.

LÆS OGSÅ:
Fokus i folkekirken bør ligge på det lokale menighedsliv

Hvordan skal vi for fremtiden sikre, at der er plads både til de lejlighedsvise og de lunkne og de engagerede, der kerer sig om, hvordan pengene bruges, om gudstjenestens ritualer og om salmerne, vi synger?

Det er langtfra et problem, oplægget løser, men det foreslår nogle justeringer i folkekirkens top, der måske kan hjælpe os i den svære balanceakt, og som vi i det mindste må overveje grundigt.

FOLKEKIRKENS HUS er ud over at være prisværdigt rummeligt også rent administrativt fyldt med rum, krinkelkroge og korridorer, hvor der laves aftaler mellem de indforståede få og magtfulde hele den kirkelige fætter-kusine-fest, der får tingene til at køre i det daglige. Det er, hvad oplægget foreslår, vi laver lidt om på ved at åbne de sædvanlige beslutningstageres kreds og gøre den tilgængelig for folk, vi i folkekirken vælger til det.

Og vi må spørge os selv: Gavner det folkekirkens fremtid som rummelig og inkluderende, at vi fortsætter med at holde beslutningerne inden døre hos de sædvanlige få? Skal en folkekirke ikke kunne tage alvorligt, hvad de af menighedens valgte repræsentanter bringer ind på de bonede gulve? Er vi bange for, at andre og uvedkommende kommer for tæt på? Er vi bange for at flytte magt og indflydelse bort fra kirkeministeren og kredsen omkring ham eller hende?

Demokrati er ikke svaret på alting. Slet ikke i det kirkelige. Vi skal diskutere og afveje, hvor og hvornår det er betimeligt, men holde det ude kan vi ikke.

LÆS OGSÅ:
Dyremose: Kirkeråd vil give plads til den lille mands tro

Demokrati indebærer også altid en risiko. Men det gik jo meget godt med både menighedsrådene, provstiudvalgene og stiftsrådene. Og ligesom de ikke her sidder og ævler om alt muligt andet end det, de skal, har jeg tillid til, at man heller ikke vil gøre det på det nationale niveau.

I hvert fald ikke uden at blive modsagt massivt. Og så er den debat i gang. Men den slags bør jo ikke være os fremmed her i vores rumme-lige hus. Ja, det er vel nærmest blevet rummeligere af, at meninger og anskuelser af og til stødte sammen. Kamp må der til

Henrik Wigh-Poulsen er domprovst i Odense