”DER MANGLER solid teologisk refleksion i den danske folkekirke.” Denne konstatering kan man ofte læse debattører af et tidehvervsk tilsnit gøre opmærksom på i Kristeligt Dagblads spalter.
Og det er da fuldstændig korrekt: Hvis historien om en Gud, som har skabt verden, som blev til et menneske, og som opstod fra de døde, er sand, så kan denne historie ikke blot være et spirituelt drys på tilværelsen, men må sætte hele tilværelsen i et nyt lys.
Men lige så rigtig denne tidehvervske påpegning af manglende teologisk refleksion i folkekirken er, lige så problematisk er den teologiske tænkning, som foreslås at fylde tomrummet.
Gennem en enstrenget læsning af den lutherske teologi og dens beskrivelse af forholdet mellem kirke og stat ender man med en teologi, som nok var gangbar i et kristent middelaldersamfund, men som ikke på meningsfuld vis kan tænke kirkens rolle ind i et moderne globaliseret samfund.
DET VISER SIG, at denne tidehvervske tankegang når dertil, at næstekærlighedens hele indhold ligger i dette at tage sig af sine nærmeste. En teologi, som således lader kirke og nation lukke sig om sig selv, kan nu engang ikke være den teologisk mest solide fremstilling af, hvad Guds kærlighed til skabningen betyder i dag.
Spørgsmålet, som står tilbage, er så, hvor folkekirken skal vende sig hen for at finde de teologiske ressourcer, som er nødvendige, for at man kan gennemtænke de udfordringer og den rolle, som kirken får i et globaliseret samfund.
Spørgsmål, som handler om, hvordan man i kirken undgår at kaste vrag på alt det gode, som ligger i den danske kultur, det danske sprog og det nære og kendte - samtidig med at man i kirken formår at holde fast i gæstfriheden over for den fremmede.
Med andre ord: Hvordan kan kirken samtidig fastholde, at den, ligesom så mange mennesker i vores tid, selv er en fremmed og et pilgrimsfolk her på jorden, uden at dette medfører, at godheden i alt det skabte ignoreres. Denne problematik vil den lutherske kirke i Danmark over de næste år skulle forholde sig til.
DER ER TO STEDER at vende sig hen for at finde inspiration.
Enten kan man i folkekirken vende sig mod den lutherske teologi og forsøge at tage fat i andre aspekter end dem, man ofte hører omtalt. Den lutherske tradition er righoldig, og der vil givetvis være meget at hente i forhold til kirkens rolle i samfundet. Ikke desto mindre vil disse lutherske tanker ofte være prægede af den middelalderlige monokulturelle forståelsesramme, under hvilken de kom til verden.
Den anden mulighed er, at den teologiske tænkning i folkekirken lader sig inspirere af andet end luthersk teologi. På verdensplan udgør den lutherske trods alt kun cirka tre procent af den samlede kristne kirke - og de øvrige 97 procent kan vel ikke alle sammen tage helt fejl hele tiden?
Der ligger en stor rigdom både i de andre teologiske traditioner og i teologien før Reformationen, som man i folkekirken ofte snyder sig selv for. Heldigvis har der i nyere tid i folkekirken bredt sig en interesse for både pilgrimsvandringer og andre kirkesamfunds ritualer, der måske kan tolkes som et tegn på en søgen efter teologiske rødder, der stikker dybere end det vigtige teologiske korrektiv, som Reformationen udgjorde.
Såkaldt økumenisk og patristisk teologi har ingen fremtrædende placering på den teologiske uddannelse i Danmark, men som det så ofte er tilfældet i kristendommens historie, springer håbet også denne gang fra det marginaliserede.
Simon Schmidt, cand.theol., master of theological studies, Ericaparken 45, st. th., Gentofte