I KRISTELIGT DAGBLAD den 21. januar fortæller Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen og teologiprofessor Theodor Jørgensen, at den kristne tro, som folkekirken bygger på, ikke indeholder den mulighed, at ordene i trosbekendelsen ”opstanden fra de døde” skal forstås således, at den korsfæstede Jesus fysisk ved opstandelsen forlod graven.
Det svarer til, hvad præsten Per Ramsdal offentligt har givet udtryk for og begrundet med, at han ”havde det svært med det overnaturlige”.
Biskoppen forstærker udelukkelse af fysisk opstandelse med udtalelsen: ”Bliv mig fra livet med al den snak om biologi og fysik.”
Professoren udtaler, at Jesu fysiske opstandelse bevisligt er udelukket. Theodor Jørgensen henviser til, at fysiske personer ikke kan gå gennem låste døre, ikke pludselig efter at have brudt brødet kan forsvinde for to disciple, som han er gået til bords med, eller være genstand for himmelfart, som Det Nye Testamente beretter om Jesus.
Disse bastante udtalelser strider imod, at trosbekendelsen også indeholder troen på ”Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber”. Udtalelserne indeholder en begrænsning af, hvad Skaberen kan, og udtalelserne kan derfor ikke være rigtige i folkekirkelig kristen forstand.
Tværtimod kan opstandelsen, som skrifterne beretter om, som en følge af den uforbeholdne tro på Skaberens almægtighed være fysisk - det er en af de flere muligheder, der eksisterer for, hvorledes ordet ”opstanden” skal forstås.
Væsentligt er det også, at det om Jesus berettes, at han har udtalt, at ”intet er umuligt” for Vorherre, hvilket også kan være en hjælp for dem, der udelukker den mulighed, at Jesu mor, som trosbekendelsen indeholder, stadig var jomfru ved undfangelsen.
DET ER BLEVET MODERNE i folkekirkelig sammenhæng at gøre Skaberen ”mindre” end ”almægtig”. Er det en forsvarlig vej at følge for at imødekomme de vanskeligheder, som nogle har med begrænsninger i deres egen forestillingsverden og med trosbekendelsens helt centrale indhold?
Kirken skal være rummelig, siges det, men er det foreneligt med ”bliv mig fra livet med al den snak om biologi og fysik”, som biskoppen udtrykker det, når det er en kendsgerning, at der også i hans stift er en del - herunder præster, der er undergivet hans tilsyn - der anser det for muligt og nogle endda mest sandsynligt eller andre endda sikkert, at anvendelse af ordet ”opstanden” i Det Nye Testamente og i trosbekendelsen har sammenhæng med en fysisk opstandelse fra de døde.
Hvorfor vil biskoppen på baggrund af sin personlige fortolkning af ordet ”opstandelse” udelukke dem, der fortolker ”opstandelse” på en anden måde, fra det kristne fællesskab i folkekirken - eller i det mindste frabede sig samvær med dem?
Hvorfor skal disse præster ikke til samtale med biskoppen og have vejledning af professoren? Skyldes det, at biskoppen er i tvivl om, hvorvidt hans personlige fortolkning af ”opstandelsen” med udelukkelse af, at fysisk opstandelse er en mulighed, tværtimod er én blandt flere muligheder, hvis man holder sig til kirkens luthersk-evangeliske trosgrundlag?
Når biskoppen ulejliger Per Ramsdal med en tjenstlig samtale om offentliggørelsen af hans fortolkning af ordet opstandelse, en fortolkning, som biskoppen deler, og når biskoppen har fået professorens samtykke til at vejlede Ramsdal om denne fortolkning, som også han deler, må offentligheden få den opfattelse, at fremgangsmåden er valgt for at give borgerne det indtryk, at alt er under kontrol, og at folkekirkens troværdighed ikke er på spil.