Folkesjæl i stormvejr: Hvilken vej skal vi danskere gå?

Den udfordring, vi danskere står over for nu med flygtninge og indvandrere, vil formentlig forandre vores samfund for altid, skriver Henning Skou

Selvom både vejret og sindelaget ikke altid viser sig fra den smukkeste side, så ved vi, at de grå dage ændrer sig – og at vore grundlæggende værdier og stabilitet nok skal bringe os igennem de kriser, der måtte opstå, skriver Henning Skou. Arkivfoto.
Selvom både vejret og sindelaget ikke altid viser sig fra den smukkeste side, så ved vi, at de grå dage ændrer sig – og at vore grundlæggende værdier og stabilitet nok skal bringe os igennem de kriser, der måtte opstå, skriver Henning Skou. Arkivfoto. Foto: Anders Debel Hansen.

HAR TROENDE MENNESKER et mere humant menneskesyn end alle os andre, der ikke i teologisk forstand er troende? Det var et af de spørgsmål, der skabte en del turbulens ved en sammenkomst, som jeg deltog i for nylig.

Vi taler almindeligvis ikke om tro, men gerne om alle andre politiske og samfundsmæssige problemer. Der var, som vanligt, en god og løssluppen stemning. Men det var flygtninge og migrationsproblemet, der bragte sindene i kog, og det blev diskuteret så følelsesladet, at det var nødvendigt at trække nogle ressourcer ind udefra.

Det var her, at Gud og troen kom ind i billedet. Det gik slet ikke. Følelserne kogte over i en sådan grad, at moster Olga slog i bordet og sagde, at magen til respektløshed skulle man lede længe efter, og at nu kunne det være nok. Og derved blev det.

Hun er en stærk kvinde, moster Olga. Jeg har hende nu også mistænkt for at være en slags ”skabskristen”, der aldrig skilter med sine følelser, men altid er parat med en hjælpende hånd. Sort kaffe. Udglattende bemærkninger og lidt småsnak om vejr og vind bragte heldigvis den gode stemning tilbage.

På vej hjem sad jeg og tænkte på, at hvis et lille sluttet middagsselskab kalder på så stærke følelser, så er vi virkelig langt nede i maskinrummet på den danske folkesjæl, der vist trænger til mere end et almindeligt serviceeftersyn.

Hvis vi virkelig værdsætter og holder af vores land, vores kultur, værdier og humanisme, så er vi nødt til at finde en fælles forståelse for, hvordan vi håndterer vores del denne globale krise, som vi godt ved kræver andet og mere end en militær indsats fra vores side.

Men på trods af de mørke skyer, der hænger over os, er jeg er glad for og føler mig privilegeret over, at jeg er født i Danmark. Jeg holder af de omskiftelige årstider og det danske sindelag. Selvom både vejret og sindelaget ikke altid viser sig fra den smukkeste side, så ved vi, at de grå dage ændrer sig – og at vore grundlæggende værdier og stabilitet nok skal bringe os igennem de kriser, der måtte opstå.

Om vi er verdens lykkeligste nation, som det er påstået adskillige gange, er jeg lidt tvivlende over for. Men at vi er et af de lande i verden, der har formået at skabe trygge rammer for stort set hele befolkningen, er jeg ikke tvivl om.

Hvorom alting er, så er vi pludselig havnet i et gigantisk stormvejr, hvor vi har svært ved at finde fodfæste. Og her er der ingen hjælp at hente fra det gamle kinesiske ordsprog, der siger: ”Når forandringens vinde blæser, kan man vælge, om man vil bygge læhegn eller vindmøller.” Der findes ingen vindmøller, der har kapacitet til at omsætte det massive pres, der er på grænserne til positiv energi. Og der findes ingen læhegn, der (etisk) kan modstå de mennesker, der har et påtrængende behov for hjælp og beskyttelse.

Den udfordring, vi står over for nu, vil formentlig forandre vores samfund for altid. Det åbne, multikulturelle samfund med alt, hvad det indebærer af positive og negative konsekvenser, er en mulighed. Det vil udfordre danske værdier og identitet.

Men sådan har det vel altid været. Mange af dem, der kom hertil udefra, er faldet godt til og har været værdifulde for os – både økonomisk og kulturelt. Problemet lige nu er, at tilstrømningen er så massiv, og at det ikke kun er reelle flygtninge, hvis liv er i fare, der mener, at de har et berettiget krav på asyl.

Når unge, stærke mænd flygter fra fattigdommen i deres hjemland, er det forståeligt – vi kan bare ikke rumme dem lige nu, hverken fysisk eller mentalt. De har måske mest af alt brug for hjælp og støtte til at bruge deres energi på at bringe deres eget land på fode. Billederne af flygtninge og migranter på de danske motorveje har i hvert fald brændt sig fast på nethinden og har vakt nogle følelser i mange af os, som vi helst ikke vil vedkende os, fordi de i mistænkelig grad minder om skyggesider, der ikke er forenelige med vores selvopfattelse.

Der er andre billeder, som vil forfølge os resten af livet, hvis vi ikke reagerer på dem. Billeder af sønderbombede byer, familier på flugt fra krigens rædsler, grædende og ulykkelige børn – dem kan ingen læhegn eller grænsebomme stoppe, i hvert fald ikke mentalt, uanset hvor massivt og velfunderet de bygges.

Jeg ville ønske, at der var nemme løsninger på det problem, vi står over for, men det er der ikke. Uanset hvilken vej vi vælger, så har folkesjælen fået nogle ar, der ikke bare forsvinder af sig selv.

Vi bliver nødt til at hjælpe de mennesker, der er på flugt fra krigens rædsler, og åbne grænserne for dem, der ikke har andre muligheder for beskyttelse. Og gøre det på en måde, så de ikke bliver åbne ladeporte, der blæser den danske kultur, levevis og velfærd omkuld.

Vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi skal agere på den globale verdens udfordringer, som vi og resten af verden står over for – uanset om vi kan lide det eller ej. Ellers ser det – Gud hjælpe os – sort ud for vores fælles fremtid. Vi kan naturligvis ikke løse alverdens problemer, der er grænser. Men vi kan bidrage helhjertet – også selvom det skulle koste en motorvej eller to.

Henning Skou er forhenværende familievejleder og erhvervskonsulent