Forældre skal hjælpe unge, som kommer i klemme på Facebook

Lige så gavnlig Facebook er som en samværsform, lige så meget kan mediet intimidere et menneskes identitet og integritet. Især er børn udsatte, fordi de endnu ikke har lært, at normaliteten også rummer deres små særegenheder, skriver sognepræst

Netop unge kan i deres manglende erfaring blive ramt af en angstskabende følelse af ikke-eksistens, som er lig døden, hvis ikke de bliver godtaget på sociale medier, skriver sognepræst. Modelfoto
Netop unge kan i deres manglende erfaring blive ramt af en angstskabende følelse af ikke-eksistens, som er lig døden, hvis ikke de bliver godtaget på sociale medier, skriver sognepræst. Modelfoto.

På Facebook og andre kommunikationsgrupper udstilles den særegne ofte. Især unge kommer gensidigt til at påtvinge hinanden en indsnævret normalitetsopfattelse, som gør den særegne og dermed det sære i dem selv suspekt. Rummeligheden og godtagelsen forsvinder i en ofte grov og uforpligtende stigmatisering, hvilket i sidste ende er vi voksnes forældreansvar.

I min barndomsby havde den særegne en plads, selvom den sære var udsat og skulle godtages. Netop godtagelsen var afgørende, men var også en udfordring, fordi vi var direkte konfronteret med den særegne. Som for eksempel skærslipperen med den stride sorte manke og den markerede midterskilning.

Skærslipperen havde sørgmodige vandøjne, der bulede ud af hans hoved. Havde et langt, vildgroet skæg og gik med et bælte, som holdt sammen på hans alt for store grå frakke. Og så bukkede han så sælsomt ydmygt, at jeg fik ondt af ham, hvis nogen hundsede med ham.

Han blamerede sig ikke på nogen måde, men kunne noget, folk ikke kunne. Han kunne slibe knive.

Når han kom til byen, stillede han sin sorte ladcykel foran Brugsen, og fra skolen, som lå lige overfor, stimlede vi i frikvarteret til. Folk kom med deres knive, og skærslipperen trådte op på cyklen, begyndte at træde og fik et helt andet udtryk i ansigtet. Han var målbevidst, bevægede øjnene sondrende frem og tilbage på kniven mellem sine hænder, mens slibestenen gnistrede.

Engang ville skolens gårdvagt have skærslipperen til langsomt at demonstrere sin evne. Da bremsede han, steg af cyklen, pakkede sammen og cyklede sin vej ud mod grusgraven. Ingen hujede eller fulgte efter ham, men hans exit gjorde indtryk på mig. Måske fordi skærslipperen særegne side blev udfordret, da gårdvagten kom til at udstille hans kunnen.

Skærslipperen cyklede sin vej, fordi han følte, han ikke var godtaget.

Han måtte være alene i grusgraven for at finde styrke til at vende tilbage og fortsætte med at slibe knive og være den, han var. I det tænker jeg, at det altid er fællesskabets fordring at lade den særegne komme til sin ret, samtidig med at vi altid tilstår den særegne retten til at trække sig. Det handler om godtagelse af den særegne samt dermed det sære i os selv.

Denne fordring har det svært på den digitale markedsplads, hvor vi ikke er ansvarliggjort af fysisk nærhed og konfrontation. Lige så gavnlig Facebook er som en samværsform, der giver os daglig adgang til familiens, vennernes, kollegernes og fremmedes og glemte relationers liv, lige så stort er det tyranni, der kan intimidere et menneskes identitet og integritet.

Netop unge kan i deres manglende erfaring blive ramt af en angstskabende følelse af ikke-eksistens, som er lig døden, hvis ikke de bliver godtaget.

Viser de deres ansigt, risikerer de både i forhold til venner og mere løse og ukendte relationer at blive hængt ud. Så står de med den abe at æde ydmygelsen og vente på, at en anden bliver hængt ud, eller også vælge at afbryde og melde sig helt ud.

Derfor er det vi voksnes forældreansvar, at vi med vores facetterede erfaring i godt og ondt træder i karakter og understøtter dem i, at normaliteten også rummer dem og deres særegenhed, og at den ikke er suspekt.

Vi må endda turde understøtte dem i, at deres nødværge kan bestå i, at de for en tid tør trække sig ud af Facebook og være udenfor. Måske vinder de da den erfaring, at de finder styrke til at vende tilbage, som skærslipperen gjorde det.

Hvis ikke vi tager der ansvar, er vi som gårdvagten med til at udstille og definere det særegne som abnormt. Den sære bliver bare sær, og det sære for ikke lov at sparre med det normale. Netop det, som sikrer rummelighed og godtagelse af den sære og det sære i os selv.

Kristian Massey Møller sognepræst i Odden Sogn, Præstestræde 7a, Sjællands Odde