I OKTOBER 2015 udkom bogen ”Bag Muren. Hverdag i en apartheidstat” af Bjørn Meidell, som er forfatter og lektor i historie og samfundsfag.
Undertegnede har læst bogen med stort udbytte, og det var derfor med nogen undren, at jeg læste Kristian Østergaards anmeldelse fra Kristeligt Dagblad den 5. januar.
Først kunne jeg ikke tro, at det var den samme bog, vi havde læst. I anden omgang fik jeg den tanke, at Kristian Østergaard vist ikke havde læst (hele) bogen.
Ifølge Østergaard er Meidells anliggende med bogen ”at tilsværte staten Israel, der uden dikkedarer bliver kaldt en apartheidstat i bogens titel”. Det er på ingen måde at yde hverken forfatteren eller bogen retfærdighed.
At bruge betegnelsen ”apartheidstat” om Israel er ikke Meidells påfund. Betegnelsen bruges fra flere sider verden over. I bogen tøver Miko Peled - israelsk jøde nu bosiddende i USA - heller ikke med at kalde Israel for et racistisk regime, en apartheidstat.
Uri Avnery, 92-årig israelsk jøde - med en fortid først i den jødiske militante gruppe Irgun, der tilbage i 1930'erne udførte terrorangreb mod palæstinenserne, senere i fredsbevægelsen Gush Shalom - bruger betegnelsen apartheid om forholdene på den besatte vestbred.
På en stor international konference i Betlehem i december 2014 - hvor undertegnede deltog - var der konsensus for at betegne forholdene, som palæstinenserne lever under, som apartheid. En gruppe af sydafrikanske teologer og præster udtalte samstemmende, at de forhold, de var vidne til i Palæstina, var værre end de forhold, der var under apartheidregimet i Sydafrika fra 1950 til 1994.
I bogen rejser forfatteren rundt i Palæstina og i Israel, det er 20 år siden, han sidst var der. Bogen er bygget op omkring en lang række interviews med mennesker på begge sider af den betonmur, Israel har bygget, siden han sidst rejste i området.
I sin anmeldelse af bogen kalder Østergaard med et meget værdiladet ord disse interviews for ”medløberinterviews”: ”De medvirkende får lov til at tegne og fortælle og anskue deres egne aktiviteter med milde øjne i Meidells medløberinterviews.”
Østergaard fortsætter med at hævde, at bogen mangler analytisk virksomhed, hvilket han ser som et eksempel på, ”at der har udviklet sig en dogmatik vedrørende palæstinenserne, som der behændigt kan spilles på. Ifølge denne dogmatik tilhører palæstinenserne pr. definition de svage, og derfor angler dette folks repræsentanter efter sympati hos venstrefløjen i Vesten ved at stille sig an med simulerede udtryk af undertrykkelse i ansigtet”.
Undertegnede skal her gøre opmærksom på, at Meidells interviews fordeler sig på såvel israelere som palæstinensere. Trosmæssigt fordeler de sig på jøder, kristne og muslimer. Der er intet tendentiøst over de mange interviews. De fremstår som udsagn, som læseren på egen hånd må samle som brikker i et puslespil. Forfatteren gør ikke arbejdet for læseren - han fremlægger brikkerne.
Det er overordentlig svært at få øje på de svage palæstinensere, der ifølge Østergaard angler efter sympati, ”med simulerede udtryk af undertrykkelse i ansigtet”.
Meidell har ingen ”nemme” løsningsforslag på den israelsk-palæstinensiske konflikt. Han er ikke”frelst”. Heldigvis. Han holder derimod med sine interviews nogle øjebliksbilleder op for læseren, som giver denne lyst til at fortsætte på egen hånd i udforskningen af konflikten og mulige løsninger. ”Bag Muren. Hverdag i en apartheidstat” gives mine bedste anbefalinger.
Dorte Dalsgaard Hatt, cand.psych. og bestyrelsesmedlem i foreningen Betlehems Venner,Stennehøj Allé 184, 1.,Højbjerg