Afskaf verdensfjern knivlov

Jeg har altid gået med en lommekniv i min højre bukselomme - oven i købet også på Christiansborg - og det agter jeg at blive ved med. Må vi snart få en anden regering med ben så lange, at de kan få jordforbindelse og afskaffe den tåbelige lov, skriver Ejvind Bitsch

Læserne af nærværende dagblad vil vide, at knivloven er lige så verdensfjern som forbuddet mod at sælge den traditionsrige vestjyske lækkerbisken dabs, skriver Ejvind Bitsch.
Læserne af nærværende dagblad vil vide, at knivloven er lige så verdensfjern som forbuddet mod at sælge den traditionsrige vestjyske lækkerbisken dabs, skriver Ejvind Bitsch.

Ifølge socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, har man lavet en lov, man ikke var klar over konsekvenserne af.

Man havde problemer med, at visse elementer medbragte knive, når de gik ud i aftenlivet. Det resulterede i diverse lemlæstelser og drab. Eftersom regeringen og dens støttepartier bestod af især unge og uerfarne personer uden erfaring fra det virkelige liv, besluttede man, at der skulle gøres noget effektivt her og nu. Resultatet blev, at vi nu står med en ufatteligt tåbelig lov, der kriminaliserer voksne, besindige mennesker, der aldrig kunne komme i tanke om at anvende den lommekniv, de altid har gået med i lommen, til at skade mennesker med. At forskellige handlende nu også kriminaliseres og bliver slæbt i retten, er helt ude i hampen.

Hvis man skal følge den mangel på logik, der blev lagt til grund for knivloven, så er der mulighed for at kriminalisere hele den voksne befolkning. Vi er alle udstyret med hænder, arme og ben. Det er i høj grad (be)vist, at hænder, fødder, knæ og albuer kan lemlæste en eventuel modpart. Ville det mon ikke med Trine Bramsens ”logik” være bedst, om alle - især voksne mænd - blev låst inde om aftenen og natten?

Jeg har fra stor dreng til nu altid gået med en af mine lækre lommeknive i min højre bukselomme - oven i købet også på Christiansborg. Og det agter jeg at blive ved med. Jeg har hver dag brug for en (lomme)kniv til masser af gøremål. Den er aldrig blevet og vil aldrig blive brugt til nogen form for personskade. Jeg er også bilist, hvilket udgør langt større risiko for personskade! Man kan også være uheldig at ramme et eller andet dyr i trafikken. I den forbindelse kan en kniv være et nyttigt og ”anerkendelsesværdigt” redskab.

TEMA: Læs alt om folketingsvalget 2015 

Hvad med håndværkeren på vej hjem fra arbejde? Hvad skal han gøre med værktøjet, der både kan stikke, skære og slå, hvis han og makkeren får lyst til et par røde pølser? Trine Bramsen og kompagni vil naturligvis mene, at han er topkriminel - tænk, al den personskade, de vil kunne udrette med værktøjet!

Vi må håbe, at vi snart får en anden regering med ben så lange, at de kan få jordforbindelse. Måtte vi så til den tid få den nuværende knivlov afskaffet - gerne erstattet af en lov, der definerer knivfrie zoner fulgt af en hjemmel til at straffe, der rammer de rigtige. Og med mulighed for straflængder, der kan mærkes både hos lovbryderen og for samfundet som helhed.

Læserne af nærværende dagblad vil vide, at knivloven er lige så verdensfjern som forbuddet mod at sælge den traditionsrige vestjyske lækkerbisken dabs. Forkvaklet skrivebordspolitik udtænkt af unge mennesker, der har læst sig til en stol i Folketinget!

Ejvind Bitsch, Hestehøje 18, Kalundborg