Evangeliet skal forkyndes ind i vores tid, på vores sted og i den frygt, der fylder os

Mørkets og dødens skygge, flygtningestrømmens og terrorens skygge hviler nu igen over Europa. Jeg vil i år lægge en særlig vægt på englens ord ”Frygt ikke”, så at vi som hyrderne må fyldes af håb, skriver sognepræst

Vi har alle et ansvar for skaberværket, medmennesket og det samfund, vi er en del af - vel vidende, at vi ikke kan leve op til det og har brug for opbyggelse, trøst og Guds tilgivelse, skriver sognepræst.
Vi har alle et ansvar for skaberværket, medmennesket og det samfund, vi er en del af - vel vidende, at vi ikke kan leve op til det og har brug for opbyggelse, trøst og Guds tilgivelse, skriver sognepræst. Foto: Paw Wegner Gissel.

Først tak til Merete Bøye, som i sin klumme refleksion den 19. december bringer en omtale af støttearrangementet for syriske flygtninge i Risskov Kirke.

Der er dog behov for korrektion, da Merete Bøye beskriver noget, som hun ikke har overværet.

Hvis Merete Bøye havde været til stede, ville hun have hørt teksten om flugten til Egypten og om den hellige families kærlighed til fædrelandet Israel. Hun ville have hørt Kærlighedens højsang, eventyr af H.C. Andersen og digte af Benny Andersen og Henrik Nordbrandt.

Hun ville have hørt musik og sang, spillet og sunget af mennesker mange steder fra. Hun ville have hørt om Syrien, som lige nu står i flammer, og om Folkekirkens Nødhjælps arbejde dér.

Hun ville have hørt den aarhusianske kulturrådmand takke for det frivillige initiativ. Derimod ville hun ikke have hørt nogen ”forherligelse af islam”. Denne beskyldning er uvederhæftig.

Merete Bøyes klumme er kun ét indlæg i en klichéfyldt, verdensfjern og ureflekteret debat.

Dagen før skrev Marie Høgh i Kristeligt Dagblad om det misforståede evangelium: at kirken ikke har ”et ansvar for klimaet”. ”Kirken er ved at tale sig selv ihjel, men hvis ikke kirken skal dø af det, skal præsterne læse julens evangelium.”

Jeg formoder, at Marie Høgh mener, at den kirke, der taler sig ihjel, er klimafortalerne og dem, der mener noget andet end Marie Høgh. Lad os få det på det rene: Kirken taler ikke. Det gør præsterne og folkekirkens medlemmer. Jeg har aldrig forstået, at kirken er noget andet end de mennesker, der kommer i den.

Vi har alle et ansvar for skaberværket, medmennesket og det samfund, vi er en del af - vel vidende, at vi ikke kan leve op til det og har brug for opbyggelse, trøst og Guds tilgivelse. Tidehvervs døtre har et budskab: Det larmer, men det er ikke glædeligt.

De affærdiger levet liv, hjerteblod og menneskeligt engagement og reducerer det til noget, de kalder politik. Dermed udelukker de medmenneskelighed, klima og omsorgen for de svageste fra kirkens forkyndelse.

Retorikken og argumentationen er selvmodsigende. De argumenterer ”som lutherske teologer” for dermed at adskille tro og politik.

Den svageste er altid det syndige menneske. Jeg er synderen, og det er for mig, Kristus lod sig føde i en fremmed stald. Det er sandt, og det hører jeg i alle kirker, hvor jeg kommer.

Men det er en gåde for mig, at Marie Høgh kan skrive ”Vi er alene forpligtede på at forkynde evangeliet om, at Gud valgte de ringeste vilkår for sin søns fødsel i andres stald og strå”, men ikke tager konsekvens af, at Gud blev menneske også for dem, der er dårligere stillet end os.

Evangeliet skal forkyndes ind i vores tid, på vores sted og i den frygt, der fylder os. Mørkets og dødens skygge, flygtningestrømmens og terrorens skygge hviler nu igen over Europa. Jeg vil i år lægge en særlig vægt på englens ord ”Frygt ikke”, så at vi som hyrderne må fyldes af håb - ganske som vi blev forleden dag i Risskov Kirke.

Hanne Marie Houkjær er sognepræst i Risskov