Forstår vi ikke de kulturelle forskelle, forstår vi ikke Kina

Der er en tvetydighed indbygget i det kinesiske sprog. Kina er en både-og-kultur, vores en enten-eller. Hvis vi ikke forstår denne ambivalens, forstår vi ikke landet, skriver Sven Burmester

"Ikke alt er rosenrødt i Kina. Der er stadig lang vej, før Kina når op på et vestligt velstandsniveau. Men vil man forstå landet, står man sig ved at huske på både yin og yang. Kina på godt og ondt." Arkivfoto.
"Ikke alt er rosenrødt i Kina. Der er stadig lang vej, før Kina når op på et vestligt velstandsniveau. Men vil man forstå landet, står man sig ved at huske på både yin og yang. Kina på godt og ondt." Arkivfoto. . Foto: Johannes Eisele/AFP.

Jeg har i mine mange år i Kina moret mig med at lave lister over de ting og fænomener, der er anderledes hos kineserne. Her følger nogle markante forskelle mellem os og Kina:

1) De fleste milliardærer er medlemmer af kommunistpartiet.

2) Kinas befolkning stagnerer, mens befolkningstallet i stort set alle andre u-lande fortsætter sin katastrofale stigning.

3) Alt er forbudt i Kina, alt kan forhandles.

4) Kineserne mener, at skrifttegn er bedre end alfabeter.

Det sidste eksempel er især bemærkelsesværdigt. Skrifttegn er en slags sproglige færdselsskilte. De har altså mening og tillægges så lyd, alt efter hvilket sprog det drejer sig om. Japanere og kinesere kan med lidt besvær læse hinandens aviser, men ikke forstå hinanden mundtligt.

Problemet med at bruge skrifttegn i stedet for alfabet ligger set fra vores synspunkt i, at det tager dobbelt så lang tid for et kinesisk barn at nå læse- og skrivefærdighed som for et dansk. Skrifttegnene blev lavet af kejsertidens mandariner som et elitesprog. Det var ingen hensigt at gøre sproget nemmere tilgængeligt. Tværtimod. Så tegnene vil forblive en usynlig mur omkring japansk og kinesisk kultur.

Der er også en forskel i selve beskrivelsen af mange fænomener på kinesisk. Lad mig give en række eksempler:

1) Wei-ji , fare-mulighed, betyder krise.

2) Da-xiao , stor-lille, betyder størrelse.

3) Mao-dun , sværd-skjold betyder modsigelse (et udtryk ihærdigt brugt af Mao).

4 )Kuai-man , hurtig-langsom, betyder fart.

Der er altså en tvetydighed indbygget i sproget. Hvor vi kræver præcision, foretrækker kineserne ambivalens. Kina er en både-og-kultur, vores en enten-eller. Denne kinesiske holdning er bedst udtrykt filosofisk i yin-yang-udtrykket. Sol og måne, mand og kvinde, fuldstændiggøres i et harmonisk samspil. Men hvor vores harmoni er en stilstand, er den kinesiske dynamisk. Og den kan tabe balancen, som det skete med Kulturrevolutionen under Mao.

Lidt dramatisk kan man sige, at forstår vi ikke disse kulturelle forskelligheder, forstår vi ikke Kina.

Lad os tage et par økonomiske fænomener fra den sidste tid: aktie- og boligmarkedet, hvor vores begreber ikke passer sammen med de kinesiske.

Da aktiemarkedet i Shanghai faldt dramatisk sidste år, anså vestlige økonomer det for en alvorlig økonomisk krise, som man med rette ville have gjort det ved et fald på Wall Street. Men aktiemarkedet har en anderledes struktur i Kina. Mine venner er læger, lærere og sygeplejersker med indtægter på højst 7000-8000 kroner om måneden. De har alle købt aktier! Deres holdning til markedet er som til et kasino. De opfører sig ikke som investorer, der omhyggeligt ville granske firmaernes regnskaber. De lytter til rygter og horoskoper og godtager gevinst og tab med sindsro. De er spillere. Deres holdning giver altså ikke et indtryk af den grundlæggende økonomi og kan ikke bruges som baggrund for troværdige prognoser.

Tusindvis af boliger står tomme i Kina. Der må være noget rivende galt. Hvordan kan folk betale deres lån under de omstændigheder? Men se igen på mine venner. De har enten som offentligt ansatte fået deres lejligheder forærende af den institution, de arbejder for, for at forhindre, at de går over i den højt lønnede private sektor, eller de har betalt kontant for deres bolig. De har altså ingen lån. Samtidig opsparer de hen ved 50 procent af deres løn – utroligt, men sandt – og investerer så i en ekstra lejlighed. Den får lov til stå ufærdig og tom, indtil et familiemedlem får brug for den, eller indtil familien sælger den for at få råd til en luksusbil.

Derudover er der et fundamentalt behov for ikke bare tusinder, men millioner af boliger i Kina. I de seneste 40 år er 15 millioner kinesere flyttet fra land til by – om året! Det er den største folkevandring i menneskehedens historie. Flygtningekrisen i Europa er reel, men når man sammenligner med de kinesiske tal, forekommer den overkommelig.

I de samme 40 år har vestlige økonomer gang på gang varslet Kinas umiddelbare fald. I stedet er Kina nu verdens største eller næststørste økonomi, alt efter hvilke tal, man bruger; 400 millioner kinesere er revet ud af fattigdom; landet har løst sit befolkningsproblem og er nu i fuld gang med at reducere sit alvorlige forureningsproblem.

Ikke alt er rosenrødt i Kina. Der er stadig lang vej, før Kina når op på et vestligt velstandsniveau. Men vil man forstå landet, står man sig ved at huske på både yin og yang. Kina på godt og ondt.

Sven Burmester er forfatter, cand.scient., professor og tidligere vicedirektør i Verdensbanken og chef for FN’s Befolkningsfond i Kina og Nordkorea