Vi bør opfordre hinanden til at fortælle det, vi husker

EM 92. Flemming Povlsen løfter pokalen efter den danske EM-sejr.; European championship 1992. The Danish ...

Europamesterskabet i 1992 er noget, de fleste kan huske. Busserne rokkede, fordi passagerene dansede glædesdans, og det er en aften, man kan fortælle sine børn og børnebørn om, siger Jens Brun. Scanpix Danmark

Det er, som om vi tror, at vore erindringer ikke har noget at betyde. Alt forandrer sig jo så hurtigt, og det, vi kan huske, er nok ikke relevant for nogen længere. Men man skal bare fortælle en lille smule for konfirmander eller elever i skolen, før man opdager, at det netop er fortællingen, der sætter farve på oplevelsen og skaber interesse, skriver sognepræst

Det, vi kan huske, er todelt. Der er noget, som er vores fælles hukommelse som folk. Vi er fælles om at huske det, fordi det fortælles i vort folks historie. Vi har ikke selv oplevet det, men det er en del af vor erindring alligevel, fordi det er den historie, som har formet os, vor livsform, vor livsopfattelse.

Denne kollektive hukommelse indeholder historien om, hvordan vort samfund bygger på demokrati og kristendom, og det er vigtigt at fortælle med på denne kollektive erindring, også i den kommende valgkamp.

Så er der en erindring, som er personlig. Den indeholder det, som du selv kan huske. Den indeholder det selvoplevede. Denne personlige erindring bygger på, at vi foruden at huske også kan glemme! Det, vi kan huske, dukker op som øer på glemslens flod, og så sætter det sig fast, fordi det har betydning for os.

For eksempel kan jeg huske, at vi blev europamestre i fodbold i 1992, det kan de fleste, der levede dengang, huske. Men jeg kan huske, at jeg gik en tur om aftenen op omkring Ulshøj bag Gug Kirke. Og oppe fra højen så jeg linje 15 køre ad Byplanvej ind mod byen, og bussen formelig rokkede af sted, fordi passagererne slet ikke kunne stå stille, men dansede glædesdans sammen! Det er den historie fra den aften, jeg kan fortælle mine børn og børnebørn.

Forholdet mellem glemsel og erindring er vigtigt. Vi tænker tit, hvis der er noget, vi har glemt: Åh nej, er jeg nu ved at blive senildement? Hvis man for eksempel har glemt, hvem der var statsminister i 1953, da grundlovsændringen blev vedtaget, så gør det ikke noget. (Det var faktisk den uforlignelige Erik Eriksen!). Glemslen er forudsætningen for, at det, der virkelig får betydning, forbliver i erindringen. Det er et sundhedstegn at kunne glemme, i hvert fald glemme det, der ikke har betydning i vor kollektive og personlige historie.

Når jeg skriver om den todelte hukommelse, er det, fordi jeg synes, vi forsømmer den personlige, i hvert fald forsømmer at genfortælle den. Det er, som om vi tror, at vore erindringer ikke har noget at betyde. Alt forandrer sig jo så hurtigt, og det, vi kan huske, er nok ikke relevant for nogen længere. Men man skal bare fortælle en lille smule for konfirmander eller elever i skolen, før man opdager, at det netop er fortællingen, der sætter farve på oplevelsen og skaber interesse.

Jeg har en sten liggende på mit skrivebord, den er hvid på den ene side, sort på den anden. Jeg kender ikke historien om den sten (eller også har jeg glemt den!). Men når jeg lægger den sort-hvide sten foran elever og siger: Nu må I digte dens historie, så går deres erindring i gang, og stenen, den historieløse, spindes ind i elevernes historie.

Erindringsevnen lever og har det godt, skulle jeg hilse at sige. Men vi har brug for at opfordre hinanden til at fortælle om det, vi husker. For det er betydningsfuldt.

Jens Brun, sognepræst, Regnar Juels Vej 21, Gug,Aalborg Sø