Far til tvillinger: Sig nej til fosterreduktion

"Indrømmet: Det var svært at overskue bare at skulle have ét barn, så hvordan skulle vi nogensinde kunne forholde os til to?" Iris

Når livet trænger sig på, skal vi det give det plads - også selvom det er upraktisk, besværligt, uoverskueligt og hårdt
Arne Pedersen

Når man står med to nyfødte tvillingepiger, er tanken om fosterreduktion ikke til at holde ud, mener Arne Pedersen

Det var i 2007 på Skejby Sygehus, og det var scanning nummer ét. Min kone og jeg var i stor forventning til at skulle ind og se ultralydsbilledet af vores barn nummer ét.

Da vi kom ind, fik maven smurt ind og scanneren sat på, gik der ikke mange sekunder, før sygeplejersken udbrød: ”Jeg kan høre to hjerter, der banker derinde.”

Når tiden går i stå, kan man nå at tænke mange tanker. For mit eget vedkommende nåede jeg at tænke: ”Der skal da ikke være to hjerter. Hvorfor er der to hjerter? Er der noget galt med barnet?!”.

Sygeplejersken hev mig tilbage til virkeligheden: ”Ja, I skal så have tvillinger.” Brikkerne faldt på plads. Det gav pludselig mening. Vi var lykkelige.

Indrømmet: Det var svært at overskue bare at skulle have ét barn, så hvordan skulle vi nogensinde kunne forholde os til to? Det satte vores omgivelser hurtigt ord på for os, da den hyppigste respons var: ”Tillykke, men...” efterfulgt af en eller anden bemærkning om, hvor hårdt og upraktisk det nok skulle blive.

Alligevel var det aldrig det, der fyldte, for rundt om os havde vi også mennesker, som kæmpede for at få børn, og venner, som mistede dem alt for tidligt. Derfor blev de ni måneder også en lang og sund øvelse i at elske vores børn mere, end vi bekymrede os.

For når livet trænger sig på, skal vi det give det plads - også selvom det er upraktisk, besværligt, uoverskueligt og hårdt.

Efter vores døtre var kommet til verden, husker jeg, at jeg hørte radio på stuen, hvor vi var indlagt efter fødslen. Her var der en læge, som argumenterede for fosterreduktion - at alle kvinder, som ventede mere end ét barn, skulle have tilbudt muligheden for at få fjernet alle undtagen et. For det var jo unormalt at føde mere end ét barn.

Jeg kiggede over i vuggen med de to små skrøbelige skikkelser og tænkte, at det var noget af det mest livsbekræftende og naturlige, jeg nogensinde havde set. Hvem af dem mon lægen ville have mig til at vælge fra? Ville der ikke for altid være et tomrum dér, hvor hun, vores datter, skulle have været? Hvem er jeg at vælge livet fra, når det trænger sig på?

Den opmærksomme læser vil allerede nu have fundet ud af, at jeg finder det dybt bekymrende at læse om den norske abortpolitik omkring fosterreduktion her i avisen.

Som tvillingefar finder jeg det nærmest surrealistisk at læse folketingsmedlem Stine Brix' (EL) kommentarer om kvinder, der skal bestemme over sin egen krop. Til gengæld finder jeg håb i Lillian Bondos opfordringer til ”oplysning, omsorg og aflastning af tvillingemødre og god støtte til familierne”.

Da vi selv havde fået tvillinger, blev vi omsluttet af vores netværk, som både malede vores nye lejlighed, hjalp os med at flytte og kom med mad til os i ugerne, efter vi var kommet hjem.

Og det er her, vi må sætte ind, os, som længes efter at se aborttallet falde i Danmark. Vi må opfordre politikerne til at vedtage gode love som for eksempel dobbelt barsel, så begge forældre kan være hjemme og hjælpe. Eller flere kunne begynde initiativer som hjælp til sårbare gravide, som man for eksempel har det i Silkeborg.

Mange kirker rundt omkring i landet har ressourcestærke netværk, som virkelig kan være en hjælp her - både lavpraktisk og medmenneskeligt. Og hvis kommende forældre ved, at netværket står klar til at gribe, når barnet kommer, vover flere måske at vælge barnet til.

Lad os vove at håbe dét. Lad os vove at vælge livet!

Arne Pedersen, cand.mag. i medievidenskab med ITT i teologi, Margrethesvej 8, Voel, Silkeborg