Som drengemor har jeg lært at tie om kønsbestemte forskelle. Som massemor til fire meget forskellige mennesker bekymrer det imidlertid, at man har planer om at planlægge pædagogikken mere snævert, end den allerede udformes. Orienteret mod køn.
Min børn har været i flere institutioner med forskelligt fokus, og vi har gennem årene oplevet adskillige pædagogiske principper blive til en del af virkeligheden. For bare få år siden måtte børn ikke lære at læse for hurtigt og slet ikke i børnehaveklassen. I dag skal skolesøgende børn (både drenge og piger) helst kende alle bogstaver inden skolestart og være parate til at arbejde stillesiddende, hvis man ikke ønsker, de skal opleve en meget vanskelig skolestart.
At påstå, (som Benedikte Kiær, Niels Egelund og Erling Tiedemann gør i Kristeligt Dagblad den 1. august), at drenge bliver klemt, når de skal lære at sidde stille og øve deres finmotorik på blandt andet perleplader, (der kan forestille andet end hjerter og sommerfugle), er horribelt, når det senere vil vise sig at være de drengebørn, der ikke har lært at adoptere rollen som skoleelev.
I det nuværende skolesystem måles og vejes børn på, hvad de kan optage af læring i deres første skoleår. Der skal nås meget i dag i det første skoleår, og børnehaven bør således forberede alle børn på skolens krav uanset køn.
Erling Tiedemann spørger, om køn er biologi eller konstruktion, hvilket i sig selv er en konstruktion, der udelader andre måder at forholde sig til vores børns dannelse på. Vi nyder da alle en fuldstændig ukritisk køns- og ungdomsdyrkelse i samfundet i dag. Det sidste sted, vi kan få lov blot at udvikle vores person som andet end køn, må netop være gennem vores demokratiske dannelsessystem.
JEG ACCEPTERER, at næsten alle synes at udholde tidens kønsbestemte tendenser, når det gælder stilethæle og muskelmasse, men når det kommer til pædagogik og den retning, denne diskussion altid bør tage, så er det ikke længere køn, men dannelse og individualitet, det bør dreje sig om.
Pædagogikken og dens udformning bærer fremtiden, og de folk, der udtaler sig om denne, gør det samme. Det er et stort ansvar.
Jeg har gennem mine børn været observant i mange institutioner, og jeg vil til Kiærs, Egelunds og Tiedemanns bekymring om drenges indeklemte perlepladefobi tilføje, at der er mange piger, der ikke fungerer i rollen som stille, perlepladebyggende prinsesser, og der er mange drenge, der ikke lever op til rollen som fodboldspillende, træklatrende galninge.
Når jeg observerer pædagogernes reaktion på den slags outsidere, næres min bekymring for den kønsbestemte retning, I ønsker pædagogikken skal tage. Der er allerede tilstrækkeligt fokus på køn!
De kære børn i vores institutioner er mere end blot biologisk eller konstrueret køn. De må i udgangspunktet betragtes som individuelle fremtidsskabende medborgere med de forskelle og ligheder, dette indebærer også indbyrdes mellem kønnene.
Det ville gavne debatten, hvis I, der er givet definitions- og konstruktionsmagten, overdrager kønsdebatten til andre og aldrig svigter synet på det enkelte individ og dannelsesprocessen, når I afgør, hvordan pædagoger fremover skal håndtere vores børn.
Kalina Villien,
cand.mag. og frivilligt hjemmegående,
Borgmester Schneiders Vej 107,
Holte