Fremtidens voldsofre. Det skal være slut med omgivelsernes ambivalente reaktioner

Afmagten og rædslen ved at stå over for et menneske, som ønsker at skade én, kvæste én eller slå én ihjel, er noget af det centrale ved et voldsoffers oplevelse af et overfald, skriver Ask Elklit.

Voldsofre har brug for omgivelser og systemer, der accepterer og respekterer dem, selv når de er ude af sig selv, skriver Ask Elklit, professor i klinisk psykologi

Hvordan var det at være voldsoffer tidligere? Ja, mange af os husker nok Marlene Duus kronik sidste år om, hvordan gerningsmanden blev hjulpet/resocialiseret, mens hun kæmpede og stadig kæmper med svære følgevirkninger af meget voldsom og omfattende vold. Kronikken satte gang i politikerne, som nu vil indføre en offerfond efter svensk forbillede.

Hvad er det centrale i et voldsoffers oplevelse af et overfald? Det er afmagten og rædslen ved at stå over for et menneske, som ønsker at skade én, kvæste én eller slå én ihjel. De færreste af os har prøvet det. For dem, der oplevet det, er det en rystende oplevelse, fordi man pludselig tvinges til at erkende, at verden kan være et farligt sted at leve i, og at der findes mennesker, som er onde, og som vil ødelægge én.

LÆS OGSÅ
: Voldsoffer: Ny fond hjælper os ikke

Processen med at få styr på sig selv, sin angst og sine tanker om hvad nu hvis jeg var kommet lidt før eller havde gjort noget andet er tit ret langvarig og ender hos en del med kronisk PTSD (posttraumatisk stresstilstand), angst, depression, misbrug og personlighedsforandringer.

Udtrykket sekundær viktimisering blev opfundet for at beskrive et meget vigtigt forhold. Mange instanser, som skulle hjælpe voldofre, behandlede dem ofte på en måde, som om de var skyld i deres eget overfald. Ved mistro, anklagende spørgsmål og en uvenlig, kynisk attitude overfor personer i akut krise har mange ofre ønsket, at de aldrig havde søgt hjælp fra myndighederne. Det er heldigvis fortid, hvad angår politiets udspørgen. Politifolk lærer i dag, at der skal tages hensyn til den sårbare situation, og at kritiske spørgsmål kan stilles på et senere tidspunkt. På sygehusene kan voldtægtsofre få hjælp i specialiserede centre, hvor dygtige fagfolk har uddannet sig til at hjælpe denne gruppe.

Men hvad er baggrunden for mistroen over for ofrene? Ja, en sproglig-kulturhistorisk opfattelse peger på, at den ulykkelige, ofret, ønsker vi ikke at omgås, fordi han bringer uheld og måske smitter os med sin dårligdom.

Hvis vi tager afstand, lukker ham ude, ja, lader ham lide den skæbne, han fortjener, så soner ofret for os andre den kollektive skyld, som gør os frie på hans bekostning. Vi slipper for at tage stilling til ugerningen eller blande os: Offeret har selv været ude om det; han fik nok det han fortjente.

Denne stigmatisering er en dobbelt uretfærdighed: Først var der overfaldet, og så kommer myndighedernes eller omgivelsernes ambivalente reaktioner. I mange tilfælde må ofret også leve med en stor uvished: Vil det ske igen? Opnåede gerningsmanden det, han ville, eller var overfaldet bare en forsmag på noget, der bliver lige så slemt eller værre?

Som Marlene Duus påpegede, er der en stor interesse for gerningsmænd fra samfundets side. Gerningsmænd er hot stof i tv-serier, i reportager og i dækning af retssager. Samfundet dømmer, straffer og resocialiserer og bruger store ressourcer på gerningsmænd.

Derfor er det rigtig dejligt, at danske politikere vil gøre en helt ny indsats for volds- og trafikofre. Den nye offerfond bliver betalt af folk, der bliver dømt for handlinger, der har skadet eller kunne skade andre. Disse gerningsmænd skal hver bidrage med 500 kroner til fonden.

LÆS OGSÅ: Sæt offeret i centrum

Pengene, 25-30 millioner kroner om året, skal bruges til lave en slags videnscenter, til forskning og til at støtte de offerrådgivninger, som i dag løser en vigtig opgave. Pengene skal ikke bruges til at finansiere nogle af de ting, som i dag allerede er etableret, men til at sætte nye initiativer i gang: skaffe mere relevant viden, få lavet forskning, som hjælper volds- og trafikofrene, og uddanne de frivillige rådgivere og andre faggrupper og private, som gerne vil blive klogere på, hvad vold gør ved mennesker, og hvordan man hjælper dem bedst.

Fremtidens voldsofre har brug for omgivelser og systemer, der accepterer og respekterer dem, selv når de er ude af sig selv. De har også brug for mennesker, der tør spørge dem om, hvordan de har det. Og nogle har brug for hjælp til at rumme og integrere den fysiske og psykiske smerte. Vi er nået langt i hjælpen til voldtægtsofrene, og vi kan nå lige så langt med volds- og trafikofrene takket været den nye offerfond.

Der er dog ét forhold, som kan få hele idéen til at kuldsejle. Nemlig, som det fremgår af lovforslaget, at placere fonden inde i Civilstyrelsen under Justitsministeriet. Hvorfor er det en dårlig idé? Fordi ministeriet forestiller sig, at fonden bygges op nøjagtig som det meget udskældte Erstatningsnævnet til voldsofre, der har til huse samme sted.

Offerfonden bør adskilles fra Justitsministeriet og placeres i en sammenhæng, der er åben for psykologi og sociale forhold et sted, hvor man ved noget om mennesker i krise. Voldsofre er mennesker, der har fået et knæk. De har brug for, at nogen rækker ud efter dem og tilbyder dem relevant viden, omsorg og kompetent rådgivning.

Derfor bør fonden optimalt set placeres et sted, hvor man i forvejen har erfaring med at hjælpe traumatiserede mennesker og relevant forsk-ningserfaring. Det kunne være ved Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.

I Norge har man meget positive erfaringer med at slå et videnscenter for voldofre sammen med flere videnscentre (for veteraner, for flygtninge og for seksuel vold) og har opnået en stor synergieffekt i Norsk Kunn-skapssentrum for Vold og Traumatisk Stress, som blandt andet viste sig i de mange og omfattende opfølgningsprojekter for ofrene og deres familier efter Breivik- massakren. Andre placeringsmuligheder end Syddansk Universitet kan selvfølgelig også tænkes. Ved at diskutere og undersøge forskellige muligheder før beslutningen tages, kan vi gøre vores til, at fremtidens voldsofre får det bedre.

Ask Elklit er professor i klinisk psykologi på Syddansk Universitet