Frihed er fællesnævner for Koranen og evangeliet

SAMEKSISTENS: Det er ikke særligt befordrende for sameksistensen, at man sammenligner sine egne idealer med modpartens praksis

Det har altid været mig en gåde, hvad der får kristne til at tro, at troende muslimer skulle være trælbundne (jf. Kai Sørlanders kommentar den 16. december).

For enhver, der selv har oplevet troens gave, må det da være åbenlyst, at tro ikke lader sig påtvinge. Forsøger man at påtvinge tro, skaber man hyklere slet og ret. Hvorfor skulle det være anderledes for muslimer?

Koranen påpeger, at intellekt og handlefrihed er det, der adskiller mennesket fra den øvrige skabelse (engle, dyr, natur). Derfor står det naturligvis ethvert menneske frit for at vælge eller fravælge troen på Gud, at vælge eller fravælge Guds vejledning og at vælge eller fravælge de forpligtelser, der følger med troen. Et af Koranens maksimer er netop: »Der kan ikke være tvang i trosanliggender.«

Med friheden følger ansvar: Man må stå til ansvar for sine valg og fravalg. Med intellektet følger også en forpligtelse til at bruge dette til gavn for skabelsen eller det fælles bedste (al-maslaha), et fælles bedste på tværs af de kunstige skel, som mennesker i deres dårskab sætter.

Og hvordan udnytter man bedst sit intellekt? Ved at bruge sin sunde fornuft naturligvis, for der er intet modsætningsforhold mellem fornuft og tro i islam. Igen og igen opmuntrer Gud/Koranen menneskene til at reflektere, til at se sig omkring og prøve at forstå, til ikke blindt og ukritisk at følge i andres fodspor, men selv tage stilling.

Derfor er det også en forpligtelse for muslimer at være kritiske over for fortolkninger og udredninger af kildeskrifterne, der er blevet til op igennem tiderne under helt andre sociale, kulturelle og politiske forhold - og revurdere deres relevans i den aktuelle kontekst. Men jo mere man føler sig klemt i samfundet, desto mere frygter man forandringer og søger tryghed i det kendte og traditionelle.

Gud er kærlig og omsorgsfuld, og derfor giver han menneskene nogle pejlemærker for, hvorledes de bør leve deres liv for at gavne sig selv og verden mest muligt. Med til denne omsorg hører også at gøre menneskene bevidste om det ansvar og de forpligtelser, de har over for sig selv, over for Gud og over for skabelsen. Livet er ikke bare tant og fjas.

Det latinske »religio« betyder »at være bundet til«. Det modsvarende arabiske »dîn« betyder »at stå i gæld til«. At være troende muslim handler bl.a. om at føle samhørighed med Gud. Med samhørighedsfølelsen følger en ganske naturlig forpligtelse og et ansvar for alt det, Gud har skabt. Det gælder også for kristne, vil jeg mene, for evangeliets frihed er vel ikke uforpligtende og grænseløs.

Men hvorfor i alverden skulle en forpligtelse blive til en spændetrøje for muslimer - og til frihed for kristne? Det bliver den kun, hvis man som kristen sammenligner sine egne idealer (evangeliet) med modpartens (muslimernes) praksis. Hvis man derimod har mod og mandshjerte til at sammenligne sine egne idealer (evangeliet) med modpartens idealer (Koranen), vil man se, at idealerne langt hen ad vejen stemmer over-ens. Det gælder også værdier som demokrati og menneskeret.

Aminah Tønnsen

er forfatter og

foredragsholder