Kritik af biskoppens prædiken var ikke fair

Sørine Gotfredsen er ikke helt fair i sin kritik af biskop Marianne Christiansens prædiken ved Folketingets åbning, mener tidligere sognepræst Karen Siersbæk

Når biskop Marianne Christiansen i sin prædiken til Folketingets åbning tilbagevendende bruger ordene ”Frygt ikke”, så ligger deri først og fremmest, at det er den opstandnes hilsen til sin menighed, og at det af biskoppen bruges som den opstandnes tiltale af sine disciple.
Når biskop Marianne Christiansen i sin prædiken til Folketingets åbning tilbagevendende bruger ordene ”Frygt ikke”, så ligger deri først og fremmest, at det er den opstandnes hilsen til sin menighed, og at det af biskoppen bruges som den opstandnes tiltale af sine disciple. . Foto: Leif Tuxen.

Når biskop Marianne Christiansen i sin prædiken til Folketingets åbning tilbagevendende bruger ordene ”Frygt ikke”, så ligger deri først og fremmest, at det er den opstandnes hilsen til sin menighed, og at det af biskoppen bruges som den opstandnes tiltale af sine disciple. Det forudsætter altså denne prægnante forståelse af, hvad en prædiken er og skal være. Og en forståelse af, hvem det er, der tiltales i den til syvende og sidst.

Denne forudforståelse har Sørine Gotfredsen ikke i klummen ”Refleksion” i Kristeligt Dagblad den 17. oktober. Her er hun journalisten. Hun læser prædikenen som et polemisk kristeligt partsindlæg i flygtningedebatten. Hun mener, at prædikenen taler direkte til politikere for at påvirke dem i deres daglige arbejde.

Derfor forarges hun over biskoppens ”politisering” og angivelige ”flygtningevenlige betonfaste position”.

Men er Folketingets medlemmer her i kirken derimod først og fremmest tiltalt som en menighed, til hvem den opstandne siger: ”Frygt ikke, jeg vil være, hvor I er - som den opstandne. For jer er der sørget for - åndeligt og evigt. I har et arbejde at gøre i Danmarks politik, brug jeres fornuft og jeres forstand og vær ikke skræmte, for jeres arbejde er ikke jeres salighedssag, men er et nødvendigt arbejde, I har fået pålagt af vælgerne og af Gud for at værne den svage og styre de destruktive kræfter i syndens verden” - ja, så er der pludselig ikke noget i vejen for at bringe eksempler på, hvor meget ”frygt” kører rundt i dagens højspændte politiske problemstillinger.

Den velbegrundede ”frygt og bæven” må vi altid træffe skæbnesvangre afgørelser med, fordi vi er uperfekte og kortsynede og usikre. Som Gotfredsen nævner, er vi bekymrede for fremtiden. Det må netop være det fælles menneskelige vilkår i folkestyret og må også være det element, der åbner for, at der kan forhandles og diskuteres.

Og biskop Christiansen sagde dog eksplicit, at hun ikke kunne eller skulle sige noget om lovenes indhold!

Læst med denne forudforståelse af, hvad en prædiken er og skal være - uanset om det er politikere eller andre slags håndværkere, der udgør menigheden - så var det dog nævnt som en trøst, at også politikere var syndere og fejlbare.

Men Birthe Rønn Hornbech har måske ret i sin klumme ”Kirkeligt set” i avisen den 16. oktober, i at den munterhed, der lod sig høre i den anledning, røber, at Folketinget i åbningsgudstjenesten ikke betragter sig som en menighed, til hvem den opstandne taler sit ord. Og så får vi en ”Refleksion” fra Sørine Gotfredsen, hvor alt i prædikenen forstås socialt, politisk, sociologisk og psykologisk humant. Og teologen efterlades hjemme. Helt fair over for en prædiken er det ikke.

Karen Siersbæk, pastor emeritus,Ane Staunings Vej 20 A, Horsens