DET ER STÆRKT bekymrende, at visse debattører nu gør det synspunkt gældende, at enhver præst, som måtte afvise en bogstavelig eller fysisk-realistisk fortolkning af Jesu opstandelse, bør fyres.
Strategien går åbenlyst ud på at monopolisere en bestemt tolkning af de bibelske skrifter og kirkelige bekendelser, rette kirken ind efter en bogstavelighedens dogmatik, hvorefter ethvert ikke-bogstaveligt alternativ kan bortdømmes.
Traditionen tro er Henrik Højlund derfor faret til tastaturet (Kristeligt Dagblad den 3. januar). I sit indlæg prøver han at normalisere den bogstavelige tolkning af opstandelsen ved at erstatte ordet bogstavelig med udtrykket ”det skete”. Som om det opklarer noget som helst. Alle er vel enige om, at Jesu opstandelse ”skete”. Uenigheden drejer sig ikke om, om det skete eller ej, men om, hvad der skete.
Den bogstavelige tolkning må vel hævde, at Jesus med hud og hår vandrede ud af graven klokken et eller andet påskemorgen. Derefter gik han rundt i Palæstina, spiste, drak, forrettede sin nødtørft og så videre, indtil han som en anden nytårsraket fløj til himmels, hvor han den dag i dag sidder ved Gud Faders højre (ikke venstre) side. Så det, der skete, var altså en fysiologisk hændelse i tid og rum, som i princippet vil kunne verificeres af sansningen eller naturvidenskaben.
Højlund indrømmer ganske vist, at der i opstandelsesberetningerne findes ”mange og dybe lag”, men det er og bliver dog det fysiske i hændelserne, der er den ”kernefulde substans”. På den måde gør Højlund hændelsens blotte fakticitet til det væsentlige, mens de ”dybe lag” bliver reduceret til overfladestof, man så kan få lov til at tolke løs på. Vedrørende de dybe lag i beretningerne er der frit slag, men benægtes bogstaveligheden, har man sat sig uden for troen.
MEN HVAD ER I GRUNDEN kernen i opstandelsesbudskabet? Er det, at der er tale om en fysisk hændelse, eller er det de dybere lag? For Højlund er det fysikken. For de nytestamentlige forfattere synes det derimod at være dybden. Højlund vil altså hellere være bogstavtro end bibeltro.
Når det drejer sig om Gud, Jesu opstandelse og så videre, er vi langt ud over enhver fysiologisk bogstavelighed. Når talen falder på trosindholdet, findes der så at sige kun ”dybe lag”. Troen på Gud og opstandelsen er naturligvis i sig selv en tro på, at virkeligheden ikke kan reduceres til fysik og kemi, og at sandheden om den virkelighed, vi er forviklet i, er uendelig meget dybere end det, en naiv realisme fortæller os.
Det afgørende i samtlige opstandelsesberetninger er hævdelsen af, at Jesus er ”levende”, at han ”viste sig” for flere disciple og senere Paulus, og at han på en eller anden måde stadig er ”kropsligt” til stede blandt de troende.
Men hvor er den opstandnes krop? Jo, den er i kirken, i menigheden, på alterbordet. Her finder vi Kristi legeme og blod, her møder og ser og indoptager vi opstandelseslegemet, her lytter vi til Ordet, der blev kød i Jesus, og som nu er legemliggjort i en oblat og noget portvin og forhåbentlig også i de ord, der i prædiken, bøn og sang fylder kirkens rum og rækker ud i en verden, der trænger til at lytte.
Og alt dette skal forstås helt bogstaveligt. Det er ikke kun symboler. Kristi opstandne legeme er virkelig (om end ikke fysisk) kirken og i koncentreret form brødet og vinen på alterbordet. Dette er kernen i opstandelsesbudskabet. Alt det med et biologisk legeme, der stod op og så videre, har ikke rigtig noget med sagen at gøre. Men man skal naturligvis ikke afskediges, hvis man som præst tror på det.