DA LISSABON-TRAKTATEN blev vedtaget, var et af de store salgsargumenter over for befolkningerne, at de nu ville få mulighed for at få direkte indflydelse i EU.
Den indflydelse blev det så som så med, da de første borgerinitiativer fik samlet den million underskrifter, der kræves, og derved opfordrede EU-Kommissionen til at fremsætte konkrete forslag til vedtagelse.
Små 1,9 millioner borgere skrev under på et forslag om, at EU ikke skal give finansiel støtte til projekter, der indebærer ødelæggelse af menneskefostre. Underskriftsindsamlingen foregik under overskriften ”One of us” - en af os.
Én ting er, at det er et forslag, der deler vandene og møder modstand i brede kredse. Det er næppe overraskende. Det overraskende er snarere, at Kommissionen valgte at ignorere det.
Man gav det en høring med de minimumskrav, som traktaten foreskriver, og så afviste man det uden nogen reel begrundelse. Det samme skete for de øvrige initiativer. Det, der skulle give borgerne indflydelse, blev til ingenting.
Det har resulteret i en sag ved EU-domstolen og nu også i en underskriftsindsamling blandt politikere, læger og jurister, for skal vi bare finde os i, at vi som borgere ikke bliver taget alvorligt af politikerne i Bruxelles?
Skal vi bare finde os, i at det fortsat kun er ”dem nede i Bruxelles”, der har noget at skulle have sagt?
Da vi i Danmark i december stemte om retsforbeholdet, blev den store konklusion, at det står skidt til med tilliden mellem borgere og politikere og mellem borgerne og EU. Alt for mange af os tænker om EU i tredjeperson.
HVIS TILLIDEN skal genoprettes, så er borgerinitiativerne et godt sted for politikerne at starte. Der er langt over en million borgere, der har tilkendegivet, at her er en sag, de ønsker behandlet, sådan som traktaten beskriver.
Vil man genoprette tilliden, må man tage det alvorligt og fremsætte forslag i Parlamentet. Det koster ikke noget, og hvis man ikke mener, at det er realistisk, at det bliver vedtaget, er det også ganske ufarligt.
Det kræver netop ikke, at man er enig i forslaget, før man fremsætter det. Var man det, var der jo ingen grund til, at der skulle samles underskrifter. Formålet med underskriftsindsamlingen er jo netop at få Kommissionen til at fremsætte forslag, som de ikke selv ville have fremsat, men som en stor gruppe borgere ønsker fremsat.
Det ville derfor være både klædeligt og klogt af den danske regering at lægge pres på Kommissionen for at få den til at genoptage ”One of us” og de andre borgerinitiativer og give dem en fuld behandling i Europa-Parlamentet, sådan som det er ånden i Lissabontraktaten.
Det ville være et godt skridt på vejen mod at genoprette borgernes tillid til EU-politikken, og det ville være at vise respekt over for demokratiet.
Søren Stidsen, cand.theol., medlem af Retten til Livs repræsentantskab, Vestermøllevej 4, Trige