Forbrugere i Norden har krav på en giftfri hverdag

EU bør prioritere tiltag mod hormonforstyrrende stoffer lige så meget som tiltag mod rygning, mener miljøpolitiske debattører

Det er for dårligt, at EU kun har udfaset 22 af flere hundrede hormonforstyrrende stoffer i løbet af de sidste syv år, skriver Penilla Gunther med flere. Stoffer, der for eksempel findes i legetøj.
Det er for dårligt, at EU kun har udfaset 22 af flere hundrede hormonforstyrrende stoffer i løbet af de sidste syv år, skriver Penilla Gunther med flere. Stoffer, der for eksempel findes i legetøj. . Foto: Jeppe Carlsen.

Vores børn har større mængder giftstoffer i blodet end nogen anden generation før dem. Ingen kender i dag konsekvenserne af dette. At skabe en giftfri hverdag er et spørgsmål om folkesundhed.

Tiltag mod hormonforstyrrende stoffer er lige så vigtige som tiltag mod andre giftstoffer som tobak og alkohol. Derfor arbejder Nordisk Råd for at udbrede kendskabet til og skabe en strengere regulering af hverdagskemikalierne.

De nordiske lande er underlagt EU's kemikalielovgivning (Reach). Ud over Reach er brugen af kemikalier også underlagt flere andre EU-reguleringer. Det betyder at de enkelte nordiske lande har en begrænset handlefrihed, når det gælder regulering af kemiske stoffer.

På syv år har EU kun udfaset 22 ud af flere hundrede kemikalier, som defineres som hormonforstyrrende, og Europa-Kommissionen har undladt at indfri løftet om kriterier og testkrav for hormonforstyrrende stoffer. Netop derfor er det vigtigt med en samlet nordisk indsats for at beskytte befolkningen mod de skadelige kemikalier, som vi eksponeres for i hverdagen.

Nordisk Råd kom i slutningen af marts i år med en udtalelse, hvor vi anmoder EU-Kommissionen om at skærpe reguleringen af hormonforstyrrende stoffer. Vi mener, at EU så hurtigt som muligt bør fremlægge forslag til overordnede kriterier, som skal skabe klarhed over definitionen af stoffer med hormonforstyrrende egenskaber.

Nordisk Råd vil også indføre tests med henblik på at vurdere de skadelige effekter af disse stoffer, herunder kombinationseffekter. Vi mener, at EU skal ændre kemikalielovgivningen, således at alle potentielt hormonforstyrrende stoffer er omfattet af lovgivningen. Kemikalier, som allerede er på listen over farlige kemikalier ifølge Reach, skal forbydes umiddelbart.

De nordiske lande har traditionelt været meget aktive i arbejdet med at undersøge effekten af kemikalier og udvikle en passende regulering - ikke kun i EU, men også i OECD og FN.

Norden kan spille en central rolle i forhold til at skabe en bedre global praksis, når det gælder reguleringen af farlige stoffer, som ikke er omfattet af de nuværende aftaler.

I øjeblikket er vores viden om effekterne mangelfuld, blandt andet fordi forskningsmiljøerne i de enkelte lande er små. Norden har dog et veludviklet system, når det gælder harmoniseringen af forskningen i Norden med henblik på at skabe store undersøgelser.

Vi har gode forudsætninger for at styrke det nordiske samarbejde om forskning i hormonforstyrrende stoffer. Derfor har vi sendt et brev til samtlige nationale forskningsråd i Norden, hvor vi opfordrer til et styrket forskningssamarbejde, eksempelvis gennem NordForsk, som allerede i dag har en velegnet struktur i relation til harmonisering af forskning i nordisk regi.

De nordiske regeringer skal vise, at de kan leve op til forbrugernes tillid ved at arbejde målrettet sammen for at skabe strengere regler, når det gælder de kemikalier, vi udsættes for i hverdagen. Enkeltvis udgør de nordiske lande ikke nogen magtfaktor i en europæisk eller global sammenhæng, men til sammen består Norden af 26 millioner mennesker.

I fællesskab har vi en langt større chance for at give de nordiske forbrugere den giftfri hverdag, som de fortjener.

På vegne af Nordisk Råd - det officielle nordiske samarbejdes parlamentariske forsamling: Penilla Gunther, formand for Velfærdsudvalget (Sverige). Knut Storberget - medlem af Medborger- og Forbrugerudvalget (Norge). Annicka Engblom - formand for Medborger- og Forbrugerudvalget (Sverige). Christina Gestrin - formand for Miljø- og Naturressourceudvalget (Finland). Pyry Niemi - formand for Næringsudvalget (Sverige)