Giv børnene accept og selvtillid

VÆRDIER I OPDRAGELSEN: Børn er som blødt voks i de voksnes hænder, og det er let at sætte dybe spor i deres sind, som er vanskelige at glatte ud senere i livet

Mine egne børn er for længst voksne - og selv forældre. Nu ser jeg mere klart, hvad vi ikke magtede at give vores børn, og jeg mærker også selv følgerne af min egen barndom - derfor føler jeg trang til at blande mig.

Jeg har med interesse fulgt serien om "Værdier i opdragelsen". Endnu mangler der noget væsentligt, synes jeg. Det er vigtigt, at børn får lov til at udtrykke deres følelser - også de såkaldte "negative" følelser: vrede, sorg, angst.

Mange i vores generation er vokset op med følelsen af, at vrede ikke var tilladt. Al den nedkulede vrede bliver let til aggression, som ofte går ud over sagesløse. Jeg mener, det er vigtigt, at forældre er opmærksomme på at tillade børn spontant at udtrykke det, de føler - med tiden selvfølgelig under hensyntagen til omgivelserne.

Hvis man nægter et barn noget, eller noget rart holder op, er det naturligt at blive vred eller ked af det, og hvis forældre med ord eller kropssprog viser barnet, at det er i orden - selv om det ikke ændrer noget ved kendsgerningerne - så føler barnet sig værdsat.

Børn er som blødt voks i de voksnes hænder. Det er let at sætte dybe spor, som er vanskelige at glatte ud senere i livet. For mig handler det om at give børn selvtillid, og få dem til at føle sig accepterede og elskede.

Jeg kender forældre, som gør utrolig meget for deres børn og er meget sammen med dem. Næsten uden at tænke over det, tror jeg, småskænder de hele tiden på børnene: "Det var dumt gjort, det der "; "hold nu op med det"; " sid så ordentligt"; "tænk dig dog om"; "lad så være med at skabe dig eller "tag nu de sandaler på" o.s.v. Alt bliver sagt med hævet, irriteret stemme for de mest ubetydelige ting - og somme tider tænker jeg: "Betyder det virkelig mere end de ar, det efterlader i en lille barnesjæl? Jeg kan jo se, hvor ondt det gør, hvor nedgjort barnet bliver, og jeg kan se selvtilliden svinde ind, hvilket betyder, at modstandskraften over for livets genvordigheder i al almindelighed ikke er ret stor.

Barnet forstår ikke, at det er det, han gør, der er forkert. Han tror, det er ham, der er forkert. Og så er det forståeligt, at drengen siger: "Jeg er også bare en dum skid".

Det hele er en ond cirkel, og der er megen litteratur om, hvordan det kan gøres anderledes. Hvis børn vokser op med selvtillid og respekt, tror jeg, det er lettere at få dem til "at opføre sig ordentligt". Især små børn er nemlig meget ivrige efter at gøre forældrene tilpas.

Karen Ladefoged, sygeplejerske,

Themstrupvej 12, Haslev