AT SÆTTE FORSAGELSE af Djævelen ind i gudstjenesten var bispernes soning af deres tvetydige holdning til jøderne og besættelsesmagten under Anden Verdenskrig. Tvetydig er forsigtigt udtrykt.
”Fri os fra Djævelen – også om søndagen” er overskriften i Kristeligt Dagblad på en samtale med en række teologer om forsagelsen af Djævelen i trosbekendelsen. Samtalerne blev bragt i bladet sammen med en kronik om djævel og forsagelse skrevet af mig den 3. februar. Ingen biskopper svarer. Måske er de ikke spurgt. Alle de adspurgte går ind for forsagelsen i trosbekendelsen, særligt ved dåben.
MIN GRUNDLÆGGENDE PÅSTAND ER: Kristendommens treenighedsfigur ødelægges ved, at forsagelsen står som et fjerde led, der sætter bevægelsen i Gud i stå.
Den tredelte tankestruktur, som teologer gennem kampe i årtusinder er nået frem til, mister sin klarhed og dynamik ved et fjerde led, forsagelsesleddet. Kan teologer virkelig gå ind for det?
I salmebogen står forsagelsen først og helt parallelt med troens tre led. Det eneste sted i hele den kristne verden. Kan den danske folkekirke holde til det? Er det en af Djævelens mere snedige handlinger at lade biskopperne i 1949 bruge forsagelsen til at ødelægge sproget om Gud?
Selvfølgelig skal Djævelen forsages. Men hvor og hvordan skal det gøres?
Forsagelsen er ikke forudsætning for troen på den treenige Gud. Fordi kristendommen er sandheden, er den også filosofisk genial. Treenighedsstrukturen har ingen anden religion magen til. Alle andre religioner er ude af stand til at tackle den moderne verdens udvikling. De kan ikke tænke både i og uden for tiden. Det kan kun kristendommen.
Den muslimske verden kan ikke tænke tiden og er stivnet i diktatur eller kaos. Det kan domprovst Gadegaard og andre velmenende kristne ikke gøre noget ved. Om islam er ved at blive verdens mest stivnede religion, kan selvfølgelig diskuteres. Bibelkritik har eksisteret i 500 år. Korankritik eksisterer ikke.
JEG FORESLÅR NATURLIGVIS IKKE, at Djævelen skal være treenig, men at han måske som teologisk spekulation kunne svare til Gud Fader i den ”immanente trinitet”, som vi intet kender til. Det var alene mit kluntede forsøg på teologisk at redde Djævelen som mysterium. Djævelen er i kirken filosofisk og teologisk primitiv. Jeg kender ingen teologer, som har gjort noget ved det.
Ondskaben i den moderne verden kan meget få begribe. Og den udvikler sig med en rivende hast. Det er som regel forsagelse af gammel ondskab, folk møder op med. Få forstod Anders Breivik.Hans kemiske computerhjerne er ny. De algoritmer, som nu styrer verden, kan de færreste forholde sig til. Og finanskapitalen forstår ingen.
Derfor kan jeg godt lide Fadervor, hvor det er Gud, der kender det onde og befrier os.
Sognepræst, lic.theol. Kim Arne Pedersen har sendt mig henvisninger til og tekster af Grundtvig om forsagelsen. Det var en øjenåbner. Her er det tydeligt, at Grundtvig opfatter forsagelsen ”som Vilkaar for vor indgang i Guds Rige”.
Hvis vi ikke ”vender os fra al Løgn og Ondskab, uden hvilken det umulig kan være ærlig ment med den Henvendelse til Naaden og Sandheden, som den apostoliske Tros-Bekjendelse udtrykker”.
PROFESSOR Niels Henrik Gregersen lægger sig op ad Grundtvig, når han siger, at vi har en ”selvforpligtelse” til at sige nej til det onde som forudsætning for at sige ja til Gud og lyset. Jeg forstår ikke ordet selvforpligtelse i forbindelse med kristendom.
Selvforpligtelse er ved at ødelægge den unge generation af selvforpligtede 12-talspiger. Depressionerne bare stiger og stiger. Selvforpligtelse ligger langt fra Jesu ord. ”Den fortabte søn” er blevet levende, han er blevet fundet. Selv finder han ingenting. Faderen finder ham. I ”Det store festmåltid” hvor alle de umulige bliver indbudt kommer en i sit eget ”selvforpligtede” tøj. Han bliver smidt ud. Grundtvig og Niels Henrik Gregersen er ude i noget omvendelsespsykologi. Som ligger langt fra Jesus, som jeg forstår ham.
TIDLIGERE BISKOP I VIBORG Karsten Nissen skriver i en kronik den 20. februar: ”Grundtvig anser altså forsagelsen som en nødvendig forberedelse til at svare ja til trosbekendelsens tre led.”
Biskoppen er heldigvis uenig med Grundtvig og enig med mig og Luther i, at forsagelsen ikke er en forudsætning for nåden. Men det onde sidder dybt i ethvert menneske og skal bekæmpes. Karsten Nissen stiller spørgsmålet, om ondskaben i ethvert menneskes hjerte er en forudsætning for at forstå omfanget af nådens uendelige gåde og gave.
Jeg tror, det er omvendt. Fra gaven og nåden skal hele livet ses, også det onde. Med Kingo: ”Hver morgen i min skål en nåde uden mål til mig nedflyder.” Det er perspektivet!
Sognepræst i Vadum Niels Christian Meldgaard er også enig med mig i, at forsagelsen skal stå uden for trosbekendelsen. Men når han bruger udtrykket at ”afrunde” med forsagelsen, er det et dårligt udtryk. Det er Helligånden, der holder bekendelsen åben, den skal ikke ”afrundes”. Muligheden af at forsage Djævelen kommer af troen på den treenige Gud.
Jeg er enig med læserbrevskribent Nina Skaaning i, at traditionen skal fastholdes, men det er den tradition, der er 1000 år gammel og ikke den fra 1949.
DA JEG IKKE KAN FORESTILLE MIG, at én eneste kristen teolog kan gå ind for, at trosbekendelsen skal se ud som i salmebogen, foreslår jeg, at biskopperne sætter sig sammen eller nedsætter en teologisk gruppe, der kan finde ud af, hvor og hvordan forsagelsen af Djævelen kan stå i den danske folkekirkes højmesse. Det skal ske på en måde, så både Gud og Djævel kan forblive de mysterier, de er.
Hein Heinsen er cand.theol. og billedkunstner.