Ofte hører man om kendte personer, at de er "døde i en alt for tidlig alder". Den udefinerede forklaring betyder ofte: selvmord. Men selvmordet er tabuiseret, man taler ikke højt om menneskers livstræthed.
Ifølge www.livslinien.dk begik 725 selvmord i 2001, og det anslås, at 15.000 forsøger hvert år. Min påstand er, at selve tabuet skaber flere fuldbyrdede og mislykkede selvmord, end hvis vi havde en legitim udvej, et sted hvor vi kunne give udtryk for ønsket om at begå selvmord og om nødvendigt få professionel hjælp til at gøre det.
Det kunne for eksempel være en institution, hvor psykologer og selvhjælpsgrupper i første omgang hjalp den selvmordstruede med at overveje alternative muligheder. At bringe selvmordet frem i lyset vil nedsætte antallet af spontane selvmordsforsøg (for eksempel unge med sovetabletter) og de meget dramatiske selvmord (for eksempel at springe ud foran et tog eller ud fra et højhus).
Som det er nu, står samfundet tilbage med de døde, med dem, der overlever mislykkede selvmordsforsøg, og som måske får både fysiske og psykiske skader, og endelig de mennesker, der på en eller anden måde er kommet i berøring med selvmordet: for eksempel togchauffører, der har påkørt en selvmorder, børn, der har fundet den afdøde, eller pårørende, der skal foreholde sig til en abrupt afslutning på deres nærmestes liv.
Hvad koster dette samfundet menneskeligt og i kroner og ører? Kunne det gøres billigere – også menneskeligt? Hvis det var legitimt at udtrykke ønsket om og eventuelt at begå selvmord, ville den selvmordstruede kunne tage afsked med sine nærmeste, måske endda være omgivet af dem, når selve handlingen finder sted.
Der er nogle lighedspunkter mellem denne diskussion og legaliseringen af aborten. Inden aborten blev lovliggjort, var der alligevel mange lyssky aborter, og der voksede en grundholdning frem om, at et kompliceret etisk dilemma ikke kunne løses ved et enkelt forbud.
På samme måde er det med selvmordet. Det kan være så enkelt for samfundet at gemme det væk, men det fjerner ikke den kendsgerning, at der er nogle mennesker for eksempel uhelbredeligt fysisk eller psykisk syge, der har et grundlæggende ønske om at komme herfra.
Helgi Breiner,
organist,
Horsensgade 13, 1. th.,
København Ø