Da nazisterne drev antisemitismen til sit yderste, overtog de i virkeligheden mange dæmoniserende fjendebilleder fra et allerede årtusindlangt jødehad, hvor omfattende brutalitet, forfølgelser, massemord, ghettoiseringer og diskrimination allerede havde været tilbagevendende indslag i den europæiske kulturs historie.
Hvor historien er rig på udryddelseslejre og torturinstrumenter eller massemord og folkemord, ligger der som regel en iscenesættelse forud, ikke sjældent i form af politiske eller religiøse konstruktioner af Det Gode og Det Onde Ven og Fjende.
LÆS OGSÅ: Anna Rytters blog
Det gælder fra hekseprocesserne og kætterforfølgelserne til nazisternes Endlösung og folkemordene i Cambodja, Rwanda, Bosnien og mange andre steder i verden. Det er ikke uden grund at det 20. århundrede af nogen betegnes som folkemordenes århundrede.
Folkemord er betinget af de forudgående forestillinger og propaganda om den ildesete befolkningsgruppes umenneskelighed og ondskab.
Dæmoniseringen af hele grupper cementerer modsætninger mellem os og dem, og det er blandt andet disse modsætninger, som ligger til grund for forfølgelser af uskyldige.
Menneskehedens største problem er ikke så meget et overskud af aggression som et underskud af refleksion. Dette underskud fører til, at mennesker accepterer, og til og med deltager i de mest vanvittige overgreb på deres medmennesker.
Egoismen ligger til grund for langt færre drab og overgreb end den ureflekterede, uegennyttige hengivelse til højere formål, der er defineret af politiske magthavere. Og ligegyldigheden kræver endnu flere ofre, ikke mindst i forhold til mennesker, som ikke befinder sig i vores umiddelbare nærhed.
Dét menneske, vi ser ind i øjnene, kan vi ikke slå ihjel. Vi spejler os i menneskeligheden bag den andens øjne. Men dét menneske, der er os fjernt, ukendt, fremmed, ja knap nok et rigtigt menneske, kan vi ikke spejle os i.
I 1943 legitimerede nazisternes propagandaminister Joseph Goebbels nedslagtningen af jøderne som en racekrig, afstedkommet af et nødvendigt forsvar:
Denne krig er en racekrig. Jøderne indledte den, og de styrer den. Deres mål er at ødelægge og udrydde vores folk. Vi er den eneste kraft, der står imellem jødedom og verdensdominans.
Lederen af SS, Heinrich Himmler, fastslog samme år:
Vi havde den moralske ret; vi havde pligten over for vores folk til at tage livet af dét folk, der ville tage livet af os.
Nazisterne kunne altså retfærdiggøre jødeudryddelsen med at det er enten dem eller os. På samme måde argumenteres der i dag over hele Europa overfor muslimer.
Formand for trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard sagde i 2009:
islam altså religionen eller ideologien, om man vil i sin grundforståelse rummer en krigserklæring til alle, der ikke vil bøje sig for islams af gud beordrede pligt til at herske overalt. At det forholder sig sådan, står uden for diskussion.
Der er ikke langt fra Lars Hedegaards forståelse af muslimer som vores største fjende til at tage kampen op imod denne fjende. Pia Kjærsgård og Dansk Folkeparti har allerede indkaldt til imod Islam.
Hvis vi igen lader ligegyldigheden råde, og stiltiende accepterer påstanden om at vi er de gode og de andre, de fremmede, er de onde, risikerer vi en gentagelse af Krystalnatten og det Holocaust, der fulgte.
Vi skal derfor sige fra overfor racisme. Vi skal mindes Krystalnatten og minde os selv og hinanden om, at vi altid altid skal sige fra overfor diskrimination og undertrykkelse af etniske og religiøse mindretal og i stedet se vores medmennesker i øjnene og dér genfinde vores egen medmenneskelighed.