Glidebanen er meget glat i Holland

"Der skal naturligvis i de forskellige situationer gøres en ende på lidelsen, men ikke ved at gøre en ende på patientens liv," siger Tove Videbæk, formand for Hospice Forum Danmark. Iris

Der skal naturligvis gøres en ende på lidelsen, men ikke ved at gøre en ende på patientens liv, mener Tove Videbæk, formand for Hospice Forum Danmark

HOLLAND RYKKER IGEN grænsen for aktiv dødshjælp. Igen-igen er grænsen rykket for, hvilke mennesker der kan få aktiv dødshjælp i Holland. Det er dokumenteret i en undersøgelse blandt 1465 praktiserende læger og læger med ekspertise i ældrepleje.

Tallene er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Medical Ethics. Det viser sig, at hver tredje læge i Holland er villig til at give aktiv dødshjælp til mennesker, som ikke har en livstruende sygdom, men lider af tidlig demens, psykiske sygdomme eller blot er trætte af at leve.

Aktiv dødshjælp har været lovligt i Holland siden 2002. I 2013 var der 4829 personer, som modtog denne ”hjælp”.

Heldigvis siger den danske lægeforening nej til enhver form for aktiv dødshjælp. Ofte kan vi tage ved lære af udenlandske erfaringer. Men i dette tilfælde må vi sige nej tak.

Sporene skræmmer. Og de mennesker, der ikke vil høre om ”glidebane”-argumentet, er vist i dette tilfælde nødt til at erkende, at der er en udtalt form for glidebaneeffekt i Holland, når man giver aktiv dødshjælp til mennesker, der bare er trætte af at leve, men ikke har en livstruende sygdom.

Mange mennesker kan jo på et tidspunkt i deres liv være ”trætte af at leve”, og hvis der så i den situation bedes om aktiv dødshjælp, er der jo desværre ingen vej tilbage.

FORMANDEN FOR Lægeforeningen i Danmark, Mads Koch Hansen, mener ifølge Kristeligt Dagblad den 21. februar, at det største problem i Holland er, at grænsen hele tiden rykker sig.

”Fra at være en mulighed for habile individer, som var uafvendeligt døende og havde givet et informeret samtykke, rykker de grænser sig hele tiden, og der bliver nu talt om demente og stærkt handicappede (“), og det er ikke længere muligt at afgrænse den gruppe, som har ret til aktiv dødshjælp.”

Det er skræmmende fremtidsudsigter!

I stedet skal vi naturligvis arbejde med at få oprettet den nødvendige støtte og hjælp til dødeligt syge patienter, som Sundhedsstyrelsen har anbefalet allerede i 2011.

Heldigvis har lægerne ifølge dansk lovgivning mulighed for at give ekstra smertestillende medicin - også selvom det måtte forkorte patientens liv. Det springende punkt er, at medicinen gives for at lindre og ikke for at aflive patienten.

Hvis medicinen gives for at lindre, er det lovligt. Gives den for at slå ihjel, er det ulovligt. Lovgivningen kalder i øvrigt dødshjælp for ”drab på begæring”. Det beskriver lidt bedre, hvad sagen drejer sig om. Og det er muligt at få lindret smerter. Både de fysiske, psykologiske, sociale og eksistentielle/åndelige smerter via palliation (lindring). Denne behandling kan gives af tværfaglige teams på hospicer eller af palliative teams på sygehuse.

I stedet for at begynde på den glidebane, som man er skredet rigtig langt ned ad i Holland, må vi styrke den palliative indsats på sygehuse, i kommuner og på hospicer. Det er langt mere humant, langt mere kærligt og langt mere værdigt over for den uhelbredeligt syge - og ikke mindst over for de pårørende.

Der skal naturligvis i de forskellige situationer gøres en ende på lidelsen, men ikke ved at gøre en ende på patientens liv.

Mennesker skal have den rette omsorg og støtte, når de har behov for den, uanset hvor de befinder sig. Og det gælder også de pårørende.

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk