Gløden i melankolien. Der er altid et lys i mørket

Vores samfund har behov for en sund melankoli som modsvar til kravet om, at vi mennesker skal være lykkelige altid, skriver debattør.

"Jeg arbejder og har fri. Jeg værdsætter en svag glød hos andre og hos mig selv," skriver Poul Erik Pedersen.
"Jeg arbejder og har fri. Jeg værdsætter en svag glød hos andre og hos mig selv," skriver Poul Erik Pedersen. Foto: Mikkel Østergaard.

EFTERÅRETS SIDSTE måned er mørk og føles lang. Dog holder jeg af novembers dystre blå tåge og de store træers mørke silhuetter mod himlen. Med december kommer vinteren og endnu kortere dage, men december er også lysets måned.

November kan godt give mig en kold trykken over øjnene, men den letter ofte i december. Ja, mørket det tager til, men det vil lyse dig hjem. Snart synker året på plads i historien og i livet. Ting, der skete dette år, huskes bag kraniets hudfolder. Det kan føles trist, men der er altid et lys i mørket.

I vor tid er der nærmest et krav om, at vi mennesker skal være glade og lykkelige altid. Det er, som om det ikke er tilladt at være ked af tingenes tilstand. Tag dog ja-hatten på, hører man ofte. Jeg mener, at der er et behov for en sund melankoli, som et modsvar til det store krav om, at vi skal være positive og lykkelige.

JEG ARBEJDER OG HAR FRI. Jeg værdsætter en svag glød hos andre og hos mig selv. Jeg tager ansvar og prøver på at være produktiv og kreativ. Det er ikke altid, at jeg har lyst til at deltage i de store selskabeligheder. Får jeg for meget selskabelighed, trækker jeg mig til mindre forsamlinger eller går for mig selv for at se kunst, høre musik, tænke, læse, samtale, skrive, surfe på nettet eller blot se tv.

Som melankoliker kan jeg undre mig over, hvor let mange mennesker tager livets og verdens tragedier. Uanset hvad der sker af tab i deres omgangskreds og hos dem selv. Uanset alverdens krige og ødelæggelse af natur og klima forbliver humøret stabilt og godt. Overlevelsesevnen er intakt og usvækket hos disse mennesker. Hos melankolikere er den mere skrøbelig. Melankoli har ingen diagnose, men via kunsten og musikken ved jeg, at melankolien er et gode for min sjæl.

Det danske band Love Shop og det svenske Kent er inden for musikken indbegrebet af en livgivende dansk og nordisk melankoli. Mange af deres sange smyger sig om mig, og klangbilleder åbner for lette hvirvelstrømme og faldgruber i de drømmende kompositioner. Melankoli kan virkelig åbne op, så der bliver hul igennem til nogle dybereliggende lag. Samtidig peger mange af sangene hos Love Shop på den danskhed, som er repræsenteret af en fordomsfri og fornuftbetonet nationalidentitet, hvor der er plads til gode samtaler og lidt tosserier.

I MANGE MEDIER er der ikke plads til fordybelse og lange debatter, hvor de implicerede får lov til at tale ud. Derfor holder jeg meget af aviser som Kristeligt Dagblad og Information.

Går tingene for stærkt, og der er alt for meget postyr omkring mig, kan det gå galt. Det sker, hvis alting pludselig skal gå alt for hurtigt, og man slet ikke kan nå det, man gerne vil. Sker dette, kan jeg glemme kunsten, musikken, litteraturen, skovturene med svampekurven, turene med fiskestangen eller de gode samtaler.

Mister jeg grebet om melankolien, kan jeg glemme mig selv og blive livstræt. Det kan være farligt, og pludselig risikerer jeg at få en diagnose, som kaldes depression, som ikke har noget med melankoli at gøre. Får jeg først en depression, kan jeg ikke mærke nogen glød hos mig selv - heller ikke hos andre.