MODERNE bioteknologi og fødevareproduktion er ikke en populær kombination i Danmark. Der er ingen, der ønsker at sælge eller købe gmo-mad, der derfor ikke er tilgængelig i butikkerne.
Undersøgelser viser igen og igen en stor folkelig skepsis over for teknologien, hvis anvendelse skal rettes mod at løse alvorlige sundheds-, miljø- eller ulighedsproblemer, hvis den skal være acceptabel.
Historien om gmo i Danmark kan anskues som en succes for markedet og den etiske forbruger. Produktet findes, men forbrugerne fravælger det i så markant grad, at det end ikke er på hylderne.
Man kan så diskutere langt og længe, hvorvidt forbrugernes valg er baseret på viden eller frygt. Er gmo sundhedsskadeligt, risikerer vi, at gener vandrer ud i planter, som pludselig får uønskede egenskaber, og er teknologien ”unaturlig”, eller er den blot en mere præcis måde at forædle planter på end de, som allerede anvendes?
VED FOLKETINGSVALG beder vi ikke mennesker begrunde deres stemme, og hele idéen med den etiske forbruger fungerer på samme måde. Gennem mærkning og information giver markedet den enkelte forbruger mulighed for at udtrykke sine værdier gennem sine indkøb.
Men på et område er der ikke denne gennemsigtighed. Hvert år importerer danske producenter af kød, mælk og æg op mod 1,5 millioner tons genmodificeret soya, hovedsageligt fra Sydamerika, der anvendes som proteinkilde i foderet. Der er ingen krav om, at produkter baseret på dyr, der er fodret med gmo, skal mærkes.
Vil man undgå sådanne produkter, er eneste mulighed i dag at købe økologiske produkter, da det er et krav inden for økologien, at man ikke anvender gmo i foderet, så hvorfor ikke mærke produkter, der er baseret på gmo-foder, så det er tydeligt for forbrugeren, at teknologien har været en del af processen?
Ser man på den store kritik af produktionen af gmo-soya, der blandt andet er skyld i fældningen af store områder af regnskov, faldende biodiversitet og massive sundhedsproblemer på grund af sprøjtegiften Roundup, som soyaen er bygget til at kunne tåle, skulle man ellers mene, at der var grunde nok til at give forbrugeren en mulighed for at fravælge sådanne produkter.
MODSTANDERE AF en mærkningsordning fremhæver typisk, at der allerede eksisterer en indirekte ordning: økologi-mærket. Forbrugere, der ønsker at undgå gmo-foder kan blot købe økologisk. Til der er der to ting at sige:
For det første at der er langt flere, der er skeptikere i forhold til gmo, end der er tilhængere af økologi. Hvorfor skal man presses til at købe økologiske produkter, hvis det, man ønsker, blot er animalske produkter produceret uden gmo-foder? Hvorfor ikke lade markedet bestemme, om der er penge i at sælge konventionelle produkter uden brug af gmo-foder? Flere store internationale supermarkedskæder er allerede begyndt at markedsføre sådanne produkter.
For det andet virker det mærkeligt at have en mærkningsordning på så kontroversielt et område, hvor ordningen består i at vejlede forbrugerne i, hvor teknologien ikke er. Det indlysende må være at sætte et mærke på de produkter, hvor den optræder, og så afvente de etiske forbrugeres dom. Det er, hvad landbruget mener skal ske på dyrevelfærdsområdet, så hvorfor ikke her?
Diskussionen for og imod gmo i fødevareproduktionen er kompliceret. Men det er ikke svært at se, at så længe man mener, at det er markedet, der skal styre, så er der nødt til at være gennemsigtighed. Særligt på områder, som vi ved er stærkt omdiskuterede. Mærkning af produkter baseret på gmo-foder er derfor en indlysende nødvendighed – medmindre man ønsker at regulere området politisk.
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen , professor i psykologi Lene Tanggaard , medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris , professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff og formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd Lillian Bondo .