KRISTELIGT DAGBLAD havde et indlæg den 11. oktober om samarbejde mellem præster og organister i relation til salmevalg. Her var der nogle kommentarer fra lektor i hymnologi og liturgi ved Vestervig Kirkemusikskole Jørgen Kjærgaard om emnet. Han kaldte den nye form for salmevalg "det ikonografiske salmevalg".
Det lyder smart og skal forstås sådan, at salmevalget ikke længere følger et liturgiperspektiv eller et tematisk og tekstorienteret perspektiv eller blot er tilfældigt, men i stedet er bestemt af et fælles billede – ikonet – man har af den respektive søndag.
Det gælder, så vidt jeg kan forstå, både søndagens tekster, tidspunktet på dagen og placeringen i kirkeåret. Der er flere bemærkninger til projektet.
For det første er det ikke nyt, at præster og personale – organister, kirkesangere og kirketjenere arbejder sammen om tilrettelæggelsen af gudstjenesten. Vi har i mit pastorat gjort det i over 10 år og absolut med stor succes. Det beriger ikke blot gudstjenesten, men også det almene samarbejde.
Det sidste tales der meget om: samarbejde. Og den bedste måde at lære samarbejde på er faktisk at arbejde sammen. Ikke blot ved at tale om samarbejde, men ved at have et fælles projekt, som man sammen skal lave. Og her er gudstjenesten ideel. At det så også resulterer i, at gudstjenesten bliver bedre, er jo blot at slå to fluer med et smæk.
For det andet har jeg svært ved at se, hvad meningen grundlæggende er med konceptet "det ikonografiske salmevalg". Hvorfor ikke blot salmevalg? At definere det som en bestemt metode er uheldigt, da det let kan blive til en begrænsning.
Og lad mig sige med det samme: ad hoc-valget – som Kjærgaard taler om – er udelukket i det øjeblik, man sidder tre-fire mennesker og forholder sig til det. Bare det, at man skal legitimere sit valg af salmer med et holdbart argument, begrænser tilfældighedsprincippet. Skulle man endelig sætte en etikette på den form for salmevalg, som den organisatoriske form lægger op til, kunne man kalde den for "den liturgiske salmebue".
"Den liturgiske salmebue" er nemlig åben for hele gudstjenestens kontekst. Her er både medregnet årstiden, højtiden, teksterne, placeringen i døgnet, forholdet til præ- og postludium, brugen af kor, lydcollage under prædikenen, dialogiske prædikener og så videre. Her arbejder personalet ikke kun sammen om salmevalget, men om opbygningen af gudstjenesten i det hele taget.
På den måde smelter musik, hymnologi og homiletik sammen. Åbningen for indfald af relevant art kan, så vidt jeg ser det, godt blive begrænset af "det ikonografiske salmevalg", sådan som jeg lige nu forstår begrebet.
For det tredje er der et grundlæggende problem af en helt anden karakter end salmer og bestemmelse af salmevalgsmetoder. Og det er selve det samarbejdsmæssige i det hele taget. Ideen kan kun lykkes, hvis præster og personale har et godt forhold til hinanden. Ellers er det en dødssejler.
Der er desværre mange steder, hvor forholdet mellem præster og personale er så belastet, at det ikke kan lade sig gøre. Enten fordi organisten ikke får løn for at stille sig til rådighed og ikke bryder sig om præsten, måske fordi præsten er et fjols, som holder så hårdt på sin ret til at bestemme over det indre kirkelige, at han ikke vil lade andre komme til fadet. Og sådanne præster findes, vil jeg hilse og sige.
Projektet hilses velkommen. Det er på alle måder et prisværdigt initiativ. Det kræver arbejde at få det til at lykkes, men det er sliddet værd. Held og lykke med det.
Anders Kjærsig,
sognepræst,
Nr. Søby præstegård, Årslev