Jeg ved godt, at det kan synes en smule risikabelt at tage fat på dette emne. Ikke mindst når man allerede én gang har haft ørerne i maskinen, men der er ingen vej udenom. For det er en sag, der vedrører os alle dybt, og måden, hvorpå vi omtaler den, fortæller en del om, hvordan vi ser på mennesket og os selv som individ.
Retssagen i Norge er i fuld gang, og lidt groft sagt kan man inddele tilgangen til dens hovedperson i to kategorier. I den ene følger man med i begivenhederne, fordi man finder det vigtigt at forstå så meget som muligt af denne mands tankegang og verdensbillede.
LÆS OGSÅ: Breivik-kronik udløser hård debat
Og i den anden tilkendegiver man, at intet kunne være mere uinteressant, og at manden blot bør ties væk. Selv tilhører jeg den første kategori og har i de seneste uger undret og bekymret mig over, at så mange blot ønsker at lade, som om en mand som Anders Breivik slet ikke findes.
Det ville jo selvfølgelig gøre mange ting nemmere, hvis han ikke var her, men blot at negligere hans eksistens vidner om manglende lyst og mod til at forholde sig til menneskets hele besynderlige natur. For hvis man finder det forsvarligt blot at se bort fra eksistensen af Breivik, må det skyldes, at man opfatter ham som en absolut undtagelse. Det er han naturligvis også i forhold til ekstremiteten af sine handlinger. Men han er det næppe i forhold til sit indre kælderdyb og det fald, han har foretaget ned i det.
Problemet ved at insistere på at analysere og forholde sig til Breiviks person er jo, at man kan blive mistænkt for selv at befinde sig tæt på alt det frygtelige. Siden man mener, at det er så genkendeligt. Man blotter en del af sin egen person ved at erkende, at man af og til selv kan fornemme et indre kælderdyb fyldt med en skrøbelighed, der kan kanaliseres ud som trang til i indadvendt selvretfærdighed at slå fra sig frem for at mildnes og forstå.
Jeg kender det, og jeg vil hævde, at vi alle i en eller anden grad gør det. Som det lyder i Dostojevskijs lille fantastiske værk om Kældermennesket, der lader sig falde hele vejen og hovent kommunikerer med sin omverden undervejs: Jeg er godt klar over, at De måske vil blive vred på mig for disse ord, De vil råbe og stampe med fødderne: Tal for Dem selv og Deres misère i undergrunden, men understå Dem ikke i at sige: os alle sammen.
Dog skal det siges alligevel, for det handler om mørket og mindreværdet og alt det, vi gennem opdragelse, skyldsbevidsthed og masser af kærlighed til vores børn skal holde i skak. Og derfor skal man vare sig for den populære forestilling om, at vi som civilisation efterhånden har ganske godt styr på dette inderste sorte potentiale, som Breivik fik vakt så eftertrykkeligt til live.
For med den illusion kan vi blive ofre for vores egen humanistiske arrogance og dens dyrkelse af det gode oplyste menneske som noget så selvfølgeligt, at man glemmer, hvor spinkelt det fundament er, som konstruktionen hviler på. Med netop denne dyrkelse af det gode menneske i centrum står kampen nu om, hvorvidt Breivik skal erklæres utilregnelig.
For hvis den manøvre lykkes, kan man få ham anbragt i kategorien for ekstreme undtagelsestilfælde, der ikke i sidste ende har noget med det egentligt menneskelige at gøre. Hvis vi forsyner ham med en diagnose, slipper vi for at skulle begribe ham og alt det modbydelige, han repræsenterer. Han får en diagnose, og vi alle de normale får fred.
Men vi skal ikke have fred. Vi skal derimod fastholde en fælles bevidsthed om, at Breivik i sin talestrøm henviser til et kælderdyb, der ikke er denne verden fremmed. Vi har set konsekvenserne af det før, muligvis aner vi det i os selv, og vi må ikke blive så selvtilfredse i dette pæne, velordnede samfund, at vi ikke længere kan opfatte det stærkt afvigende som værende stadig menneskeligt.
For sådan kan vi miste forståelsen for, at enhver af os er stedt i kamp med vores eget tvetydige sind, der bærer på kræfter, vi ikke selv kan gennemskue. Risikoen ved den skråsikre tro på det fornuftige, humane menneske som billedet på normalitet er, at vi glemmer vores egen skrøbelighed og ikke længere erkender den som grundlæggende almen.
Siden retssagen i Oslo begyndte, har det næsten dagligt lydt, at vi ingen grund har til at beskæftige os mere med denne mand. Og det er en holdning, der bunder i lige dele hovmod og naivitet. I forestillingen om, at vi selv er så hævet over det destruktive, at vi i ro og mag kan leve som det, Dostojevskijs kældermenneske hånligt kalder for de hidtil usete almenmennesker. Dem, der tror, at de ikke selv kan falde.
