Gotfredsen: Drabsforsøg er et grumt nedslag i mageligheden

Indiske babyer på et hospital i byen Agartala. 40 procent af verdens befolkning lever i Indien og Kina, og ...

"Kritikere af islam opfattes ikke hovedsageligt som dem, der slås oprigtigt, men snarere som dem, der bidrager til at gøre samfundet unødigt ustabilt," skriver Sørine Gotfredens i Kristeligt Dagblad torsdag Foto: Sofie Amalie Klougart

Lars Hedegaard formulerer den anden version af sandheden, som få orker at forholde sig til længere. Det skriver Sørine Gotfredsen i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad torsdag

Med mordforsøget på Lars Hedegaard i tirsdags er vi blevet tvunget til omtanke. Begivenheden er dybt skræmmende, men ikke videre overraskende, og udgør under alle omstændigheder efter alt at dømme en påmindelse om, at det kan være farligt at tale ubegrænset frit.

Lars Hedegaard er en islamkritiker af den meget bramfri type og tilhører den gruppe af debattører, der ikke opfattes som del af det pæne selskab. Man kan mene, at han af og til retorisk går over grænsen, men tilbage står, at Hedegaard altid kæmper med åben pande og tilmed med større indsigt i det, han taler om, end så mange andre.

Nu har han prøvet, hvad det vil sige at sætte livet på spil for sin overbevisning, og næste interessante skridt bliver at se, hvordan omgivelserne forholder sig til det. Det giver nemlig ikke bare sig selv, for vi står i en periode, hvor der efter nogle hektiske år med islamdebat og kulturkamp synes at være opstået en slags overenskomst om, at diskussionen om islam atter skal nedtones.

LÆS OGSÅ: Hedegaard: Jeg slog ud efter hans hoved

I stedet har debatten vendt sig indad i bekymring for at miste en hverdag i tryghed og evig overflod, og angrebet på Hedegaard falder som en grum påmindelse om, at denne noget forkælede vinkel på tingene ikke kan udgøre en ansvarlig tilgang til samfundet.

Sagen er imidlertid, at mens vi ofte vigter os af vores åbne debatkultur og håner svenskerne, ved enhver engageret islamkritiker her til lands, at den stille udgrænsning foregår. Kritikere af islam opfattes ikke hovedsageligt som dem, der slås oprigtigt, men snarere som dem, der bidrager til at gøre samfundet unødigt ustabilt.

LÆS OGSÅ: Danske aviser slår ring om Hedegaard efter drabsforsøg

De bliver ved med at tale om forskelle og konflikt frem for at dyrke tidens dominerende tanke om mangfoldighed, og de nægter at opgive deres billede af islam som en problematisk faktor for vestlig civilisation. Herregud, muhammedkrisen ligger flere år tilbage, Kurt Westergaard tilbringer nu sit otium omgivet af PET-vagter, og Naser Khader taler i dag om så meget andet end sit liv som konstant mål for chikane og trusler på livet.

Vi har lært at leve med vilkårene, kunstnere og komikere har erkendt, at de må tilpasse udtrykket tidens tone, og man får den tanke, at en befolkning faktisk ret hurtigt kan tilpasse sig mere, end man først troede.

Man indser, hvor fristende det er at blive enige om, at vi med god samvittighed kan vende tilbage til dyrkelsen af det nære, og i en sådan proces, hvor kulturkampen bekvemt er erklæret for død, bliver en mand som Lars Hedegaard nemt selv til problemet.

Fordi han med sin kompromisløse stil modsiger den nye konsensus og bliver ved med at formulere den anden version af sandheden. Den, som de fleste efterhånden ikke længere orker at forholde sig til.

LÆS OGSÅ: Et attentat på det åbne samfund

Således ligger det i luften, at meget ville være nemmere, hvis en mand som Lars Hedegaard holdt sin mund. Han spolerer den fine fernis, der er lagt hen over samtalen med det formål at skåne os for unødig svie og smerte. Ikke blot i den forstand, at man jo gerne vil undgå de konkrete overfald, der har ramt de personer, der i de seneste 15-20 år har taget det store slæb. Men i høj grad også fordi man ved at nedtone islamdebatten kan indtage sin plads i fællesskabet som den, der har fattet modernitetens moderate budskab om, at alle religioner dybest set er ens.

Overfaldet på Lars Hede-gaard afslører to virkeligheder. I den ene dyrker vi i lavmælt enighed det selvkredsende hverdagsliv, hvor ingen er forpligtet til at sætte noget på spil i kampen for de større linjer. Og i den anden foregår fortsat den kulturkamp, der jo ikke forsvinder, blot fordi vi vælger at lade som om.

LEDER: Læs Kristeligt Dagblads leder om Lars Hedegaard her

Gudskelov kom Lars Hedegaard ikke fysisk noget til i tirsdags, men det er stadig et åbent spørgsmål, hvilken skæbne der venter ham. Enten havner han i rollen som den, der med sin stædighed igen skabte unødigt besvær, nu hvor vi lige havde fundet tilbage til ny magelighed. Eller også vil han blive opfattet som den, der åbenbarer, at en del af livet også bør handle om at slås for det, der rækker ud over den lille private tryghed. Jeg frygter det første, men vil inderligt argumentere for det sidste.

Sørine Gotfredsen er forfatter, journalist og præst