radio/tv-anmelder
BÅDE RADIO OG TV har de seneste dage anvendt godt med tid på at diskutere DR 2s i alle henseender diskutable, såkaldte julekalender Yallahrup Færgeby. Faktisk mere tid end der indtil nu har været brugt på de knap 10 minutter lange kalenderafsnit.
Der skal her kun peges på en enkelt side af den til tider både meget ophidsede og bestemt også meget væsentlige kalenderdiskussion. Det er en problematik, som har at gøre med den flittige brug af ord om at være grænsesøgende, grænseoverskridende og grænsesprængende.
SPROGBRUGEN KENDES fra alle tænkelige kulturelle sammenhænge. Mange kunstnere arbejder tydeligvis ud fra denne udtalte grundindstilling: at ville være konsekvent grænseoverskridende. Intet må være helligt. Enhver form for tabubelægning er af det onde.
Kulturhistorien er fyldt med eksempler på, hvor betydningsfuldt det kan være, at der iblandt os er skæve personligheder, som vover at påtage sig den næsten altid utaknemmelige opgave, det er at optræde som den menneskelige erkendelses grænseoverløbere.
I vor tid har enhver ny digtning den opgave at flytte grænsepæle, skrev Henrik Ibsen for netop i morgen præcist 125 år siden. Mit sprogs grænser er min verdens grænser skrev Ludwig Wittgenstein for nu 85 år siden. At forny sit sprog er derfor at forny sin verden.
Som det fremgik af udsendelsen om og med Karen Blixen på DR 1 søndag aften, så er det altafgørende for en forfatter at kunne udtrykke, hvad man i sin vildeste fantasi kan forestille sig. Men som Blixen også udtrykte det: Kunst er disciplineret fantasi.
Nu tilbage til debatten om Yallahrup Færgeby. Så vidt jeg har kunnet følge især radiodebatten, så savnes der stillingtagen til følgende to ret afgørende spørgsmål: Er det nok at være åbenbart grænseløst grænsesprængende? Er det DRs opgave?
Det første spørgsmål er af almen interesse. Det har at gøre med, hvad nogle af mange gode grunde kalder for infantiliseringen af det moderne menneske. Det sker, når det formålsløst og kritikløst efterligner barnets trang til at udfolde sig frit alene ved at sprænge grænser.
Den voksne må fortælle dette barn, at grænseløs frihed er en absurditet. Grænseløs udfoldelse vil altid ske på andres og i reglen de svagestes bekostning. Som i den bedste kunsts forbilledlige verden bør det da også mere gælde om at flytte end at sprænge grænser.
DER ER NOGET deprimerende ironisk i, at en nødstedt institution som Danmarks Radio i disse uger forsvarer en fordomsfuld fastfrysning af indvandrerbørns sprogproblemer under henvisning til ovennævnte grænsesøgende kunstneriske adfærd.
Og dermed er det andet spørgsmål besvaret med et stort nej. DRs opgave må i dag mere end nogensinde være at formidle et ubegrænset kendskab til alverdens sprog og udtryksformer, netop fordi DR i årtier ensidigt har tæppebombet befolkningen med engelsk/amerikanske film og serier. Skal der endelig flyttes sproglige grænsepæle, så begynd dog med de mest skæmmende og dominerende!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder