Grundtvig på finansloven. Nyt liv til værdidebatten

I DET SENESTE nummer af Højskolebladet har redaktionen spurgt landets højskoleforstandere om, hvem der er den vigtigste inspirationskilde for højskolens virke i dag.

Resultat er blevet en liste med Grundtvig, Kierkegaard og Løgstrup øverst og dermed med gamle kendinge fra højskoleverdenen. Der er med andre ord stor enighed om det bærende tankegods og den historie og tradition, som højskolen lever i og af. Som redaktøren, Andreas Harbsmeier, skriver: "Om man kan lide det eller ej: Grundtvig må man forholde sig til – tage afstand fra eller hylde."

Undersøgelsen understøtter således det forhold, at Grundtvig er på Finansloven fra 2009 med det hovedformål at digitalisere det omfattende forfatterskab og dermed gøre det tilgængeligt for en større målgruppe. Derudover er der igangsat forsknings- og formidlingsaktiviteter, der skal styrke arbejdet med den digitale og kommenterede udgave.

Grundtvig-initiativet er på det seneste blevet en del af værdidebatten i lyset af Helge Sanders (V) ønske om at styrke værdi- og kulturdebatten på universiteterne. På det nystiftede Grundtvig Centeret glæder vi os over, at Grundtvig er blevet en del af den standende debat. Grundtvig selv ville uden tvivl se med tilfredshed på en sådan debat, der kun kan skærpe interessen for væsentlig samfundsmæssige og kulturelle udfordringer.

Grundtvig Centeret og dets fagkyndige udvalg har ligeledes ønsket at løfte Grundtvig og hans virkningshistorie ind på den værdipolitiske scene og har valgt temaet "Individ og fællesskab" som fokuspunkt for de kommende tre års forskning.

Herigennem ønsker centeret, at væsentlige teologiske, pædagogiske, historiske og samfundsvidenskabelige vinkler belyses med udgangspunkt i Grundtvigs forfatterskab og virkningshistorie.

Grundtvig Centeret ser videnskabsministerens indspark som konstruktivt, og vi ser frem til en fortsat værdipolitisk debat med Grundtvig som inspirationskilde.

Michael Schelde,
centerleder ved Grundtvig Centeret,
Det Teologiske Fakultet,
Aarhus Universitet, Århus C